Denne tur kommer til at foregå på det store højdedrag, der ligger nordøst for Roms centrum, mellem de bakkede områder i byen syd herfor og jernbanelinien, som her gennemskærer byen.

Det er et kvarter, der for en stor del er bebygget i slutningen af 1800-tallet, efter at Rom blev hovedstad i det nye, samlede Kongerige Italien og skulle modtage store skarer af nye indbyggere tilknyttet Kongehoffet og Statsadministrationen. Dog er her også ind i mellem bevaret rester af byggeri fra de mange år før denne udvikling. Lige fra antikke badeanstalter, akvædukter og pragtfontæner, fra tidligtkristne- og middelalderkirker, til rester af nogle af de mange lystgårde, som dækkede området fra Renæssancen og op til 1870'erne, hvor jorden blev udstykket og lange, lige gader blev anlagt, flankeret af nogle gange ret anonyme lejekaserner.

Idag er Esquilin "multietnisk og interkulturelt" og kvarteret kalder sig selv "et vindue ud mod verden". Her bor, færdes og handler folk fra alle verdenshjørner og her kan man finde spændende sager for enhver smag i de mange små etniske forretninger og restauranter, eller i de store markeder som ikke længere afholdes under åben himmel, men er flyttet ind i de gamle kasernebygninger i Via Principe Amedeo.

Men før vi når hertil, vil vi starte vor tur på Piazza di Santa Maria Maggiore, hvor Roms største Maria-kirke nu har stået fra omkring år 440. Et besøg i Santa Maria Maggiore er et "must" for enhver Romturist, men dagens tur er så lang, at Santa Maria Maggiore hellere må vente til en anden gang. (Evt.i forbindelse med "Turen omkring Viminalhøjen").

På Piazza di Santa Maria Maggiore knejser en høj, kanneleret søjle med korinthisk kapitæl. Den er udført i marmor af typen "imezio" og stammer fra Maxentius' Basilica på Forum. Nedenfor søjlen er der opsat en smuk fontæne, som er tegnet af Carlo Maderno.

Fra Pladsen udgår der her 2 brede gader, til højre Via Merulana, som jeg har fortalt om på "Turen på Colle Oppio", og til venstre Via Carlo Alberto, som vi nu vil følge. Her ligger straks efter hjørnet af Via Gioberti med varehuset UPIM, nogle Pavelige institutter: "Pontificio Istituto Orientale" og Collegio Russicum, der ligger på hver sin side af Kirken Sant'Antonio Abate, som stammer fra 1308. Men lige bagved lå fra 483 en tidligere lille kirke, så den religiøse tilknytning på stedet er stærk. (Hvor UPIM ligger idag, lå forøvrigt fra midten af 1200-tallet et lille hospital, der behandlede sygdommen Helvedesild, som også kaldes "fuoco di Sant'Antonio": "Sankt Antonius' ild". Portalen til Kirken stammer muligvis fra hospitalet)

Efter sidegaderne Via Carlo Cattaneo og Via Rattazzi, der begge løber helt op til Jernbaneterrænet ved Via Giolitti, kommer man ned til en stor plads, men inden da må vi kaste et blik på den anden side af Via Carlo Alberto, hvor man efter sidegaden Via di Sant'Antonio all'Esquilino midt i væggen til et beboelseshus kan se et stykke af den gamle Servius-bymur, der rager ud over fortovet. Næste sidegade på denne side er Via di San Vito, hvor den lille Kirke San Vito ligger og gemmer sig - ved siden af en antik bue, Gallienus-Buen, der stammer fra Kejser Augustus' tid (år 31 før Kristus-14 efter Kristus). Dengang kaldtes den Porta Esquilina. Kirken er noget yngre, men dens forgænger, som erstattedes af nutidens Kirke i 1477, menes at have eksisteret fra det 4.århundrede. Af den gamle udsmykning er der ikke så meget tilbage, men Kirken er alligevel et kort besøg værd.

Til venstre for Kirken står en af de små "kvartersfontæner", her med Rione Monti's kendetegn. Og bag Kirken ses på hjørnet af Via di San Vito og Via di Sant'Antonio et meget omhyggeligt udført lille gadealter med Sant'Antonio med Jesus-Barnet.

Hvis man gør en lille afstikker ned til Largo di Sant'Alfonso ved Via Merulana, kan man her på højalteret i Kirken Sant'Alfonso de' Liguori se det gamle undergørende ikon "Madonna del Perpetuo Soccorso". Det stammer antagelig fra det 14.århundrede, mens selve Kirken er af nyere dato: fra 1855-1859.

Lidt længere nede ad Via Merulana, efter Largo Brancaccio og Via dello Statuto ligger på Largo Leopardi en udgravet bygning, det såkaldte Maecenas' Auditorium. Det var i dette område, at Kejser Augustus' ven, den stenrige Maecenas, omkring år 30 før Kristus lod anlægge et stort og rigt udstyret landsted på en jord, der tidligere havde huset fattige begravelsespladser, men som han nu på Augustus' opfordring lod sanere. Det er muligt at få adgang til det lange rum, som stadig har noget af dekorationen bevaret.

Ad Via Leopardi kommer vi derpå op til Piazza Vittorio Emanuele II, den store rektangulære plads, som udgør "hjertet" i Rione Esquilino. Men før vi ser nærmere på dette, fortsætter vi op til Kirken for enden af gaden. Den hedder Sant'Eusebio og stammer i sin nuværende form fra 1711, men der har været flere kirkebygninger på samme sted siden det 4.-5.århundrede. En indskrift i portico'en minder om indvielsen i 1238. Er man heldig at være i Rom den 17. Januar kan man her foran Kirken se, hvorledes kæledyrene bliver velsignet.

Piazza Vittorio Emanuele II var tidligere en stor markedsplads, men boderne blev flyttet til andre lokaler og pladsen derpå saneret og indrettet til parkområde. Midt på pladsen er der nedgang til en Metrostation. I venstre side i nærheden af indgangen kan man se nogle meget store ruiner. Det er en antik pragtfontæne, der idag er fuldstændig ryddet for alle dekorative elementer. Den fik vand fra akvædukterne Aqua Claudia eller Anio Novus. Til højre herfor ses et monument for områdets faldne i 1. Verdenskrig. Desuden står her en fontæne med havdyr udført af billedhuggeren Mario Rutelli. Overfor ruinerne ses et murfragment med 2 statuer og en dør, den såkaldte "Porta Magica", som stammer var den store Villa Palombara og blev opsat i 1680. I folkemunde skulle de kabbalistiske tegn omkring døren gengive en alkymistisk formel, da Grev Palombara beskæftigede sig med kunsten at skabe guld.

I det sydøstlige hjørne af Pladsen finder vi Via Emanuele Filiberto, som vi følger ned til Viale Manzoni. På den anden side af det store kryds ligger i selve Viale Manzoni nr.47 resterne af den engang så store og flotte Villa Altieri og ved gadehjørnet resterne af Villa Astalli.

Men vi krydser i stedet Via Filiberto og går ned af Viale Manzoni til Via Tasso. I nr.145 findes her "Museo Storico della Lotta di Liberazione di Roma": "Det Historiske Museum for Roms Befrielse", der behandler perioden 1943-1944. Ved siden af ligger sidegaden Via Berni og gennem denne kommer vi til Via Matteo Boiardo, hvor vi lige til højre finder den gamle Villa Massimo/Villa Giustiniani, i hvilken man kan se malerier fra begyndelsen af 1800-tallet.

Overfor Villa Massimo ligger Via Aleardi og gennem denne når vi frem til Via Merulana, hvor Kirken Sant'Antonio da Padova ligger på vor højre hånd. Både kirkebygning og udsmykning er fra slutningen af 1800-tallet. Vil man se en noget ældre kirke, ligger Santi Marcellino e Pietro lidt oppe af Via Merulana ved Via Labicana, men den er allerede besøgt på "Turen på Celio".

I stedet drejer vi til venstre og går ned til Piazza di San Giovanni in Laterano. Her ligger Kirken for Roms Biskop - den Biskop som samtidig er Pave for den katolske verden. Oprindeligt var Lateranet også residens for Paven, men efter dennes hjemkomst fra Avignon i 1377 blev det Vatikanet med Peterskirken på den anden side af Tiberen, som blev pavelig residens. Men Lateranområdet har altid bevaret en stor betydning og her er blevet bygget om og bygget til, revet ned og bygget op utallige gange, som det kan ses af alle de religiøse og verdslige bygninger - heriblandt flere hospitaler - omkring den store store plads.

På hjørnet af Via Merulana og Piazza di San Giovanni ligger til højre Ospedale delle Donne og overfor det store Ospedale del Salvatore, der stammer fra henholdsvis 1655/1656 (men allerede i begyndelsen af 1200-tallet lå her et hospital på dette sted) og 1630/1636. Ved siden af dette ligger ved Via di Santo Stefano Rotondo den lille Kirke Santi Andrea e Bartolomeo al Laterano og kort herefter det gamle Ospedale di San Michele. Kirken har facade fra 1700-tallet, men bygger på en tidligere bygning fra midten af 600-tallet. Gulv og tabernakel er fra 1462. Hospitalet har en smuk portico med antikke søjler. Det stammer fra 1300-tallet.

Går man over Piazza di San Giovanni til Via dell'Amba Aradam ligger her den ottekantede dåbsbygning, Battistero, også kaldet San Giovanni in Fonte. Den er bygget under Kejser Constantin den Store i perioden 306-337, men ombygget i 432-440 på resterne af en villa fra det 1.århundrede efter Kristus. Kapellet er smukt og rigt udsmykket.

Ved siden af Battistero-bygningen ses sidefacaden af Kirken San Giovanni in Laterano, lidt klemt fra venstre af det tunge Palazzo Lateranense. Herved dannes en ekstra lille plads, hvor der står en obelisk i rød granit. Den er 31 meter høj (47 meter med basen) og dermed den højeste i Rom. Den stammer fra Ægypten i det 15.århundrede før Kristus. Fontænen foran obelisken blev opført i 1607. Palazzo Lateranense blev påbegyndt i 1585 efter ønske af Pave Sixtus V på det sted, hvor der lige fra Constantin's tid havde stået bygninger til den pavelige administration og forskellige pavelige kapeller og repræsentative rum.

Selve Kirken, Basilica di San Giovanni in Laterano, blev bygget i begyndelsen af 300-tallet over en ejendom som tilhørte Kejserens hustru Fausta. Og selvom den er bygget om senere, er grundplanen stort set den samme idag som i det 4.århundrede: med 5 skibe med en halvcirkelformet apsis for enden af det brede hovedskib. Trods gentagne restaureringer blev det i 1600-tallet nødvendigt med en større ombygning, som Francesco Borromini kom til at stå for. Herved ændredes det indre radikalt, men man kender lidt til det tidligere udseende fra forskellige malerier og skitser. Den portico, som vender ud mod Battistero og obelisk, har som overbygning en benediktionsloggia, som kaldes "Loggia Sistina". Fra portico'en er der indgang til tværskibets højre side. Hovedindgangen derimod findes ved at gå rundt om Palazzo Lateranense.

Overfor hjørnet af Palazzo'et ligger den bygning som huser "Den Hellige Trappe", "La Scala Santa", og Pavens private kapel "Sancta Sanctorum", der i hvert fald har været i brug fra før 768. Bygningen er dog ombygget af arkitekten Domenico Fontana i slutningen af 1500-tallet. Ved siden af denne bygning står en høj, okkerfarvet og pudset mur med en halvcirkelformet niche, hvori der sidder en mosaik, som i 1743 blev genskabt af tidligere nedtagne fragmenter. Den stammer fra en af de gamle bygninger i tilknytning til Lateranet, den såkaldte "Triclinio Leoniano", en sal hvori Paven afholdt fornemme banketter. Mosaikken er i sin oprindelse fra Pave Leo III's tid (795-816).

På den anden side af Pladsen, der her hedder Piazza di Porta San Giovanni, ligger et grønt anlæg foran den gamle bymur fra Aurelian's tid. Her afbrudt af byporten Porta Asinaria fra perioden 271-275 efter Kristus og lige derefter den "nye" byport Porta di San Giovanni fra 1574. På den anden side af bymuren ligger metrostationen San Giovanni på Piazzale Appio, hvorfra Via Appia Nuova udgår.

Den Aurelianske bymur fortsætter mod øst parallelt med Viale Carlo Felice. På stykket herimellem ligger en langstrakt park med græsplæner, legepladser og små caféer. Bymuren afbrydes omtrent ud for Via Andrea Provana af det lille kapel Oratorio di Santa Margherita, som er indrettet i et af forsvarstårnene. Det indeholder nogle desværre meget ødelagte fresker fra det 14.århundrede. I den anden ende af Via Provana knejser den høje mur rundt om Villa Wolkonsky, der gemmer sig midt i en stor park med gamle, høje træer. Desværre er der ikke adgang til at se hverken det antikke gravmæle, Colombario di Tiberio Claudio Vitale fra det 2.århundrede efter Kristus, eller de gamle grave fra det 1.århundrede før Kristus, som ligger på hjørnet af Via Statilia og Via di Santa Croce.

I stedet for fortsætter vi ad Viale Carlo Felice til Via Nola og Piazzale di Santa Croce in Gerusalemme. Her ligger - op af bymuren - den lille Kirke Oratorio di Santa Maria del Buon Aiuto fra 1476. Den buede mur bagved stammer fra "Anfiteatro Castense", der er opført på et tidspunkt i perioden 193-235. Det brugtes som privat scene for Kejserhoffet og som eksercerplads for den kaserne, "castrum", der lå her ved Kejserpaladset. For enden af denne mur finder vi Kirken Santa Croce in Gerusalemme med det tilhørende Kloster fra slutningen af 900-tallet på højre side. Kirken siges at være opført af Kejser Constantin efter sejren over Maxentius i 312 - eller af Kejserinde Elena i 320-325. Elena døde i 326 efter en pilgrimstur til Jerusalem, hvorfra hun hjembragte et stykke af Jesu Kors (på italiensk: croce) og Kirken er viet til dette relikvie, som stadig opbevares her.

Til venstre for Kirken ligger et stort område, som tidligere benyttedes af munkene i Klosteret, men idag huser flere museer: Musei degli Strumenti Musicali ("Museet for Musikinstrumenter"), Museo Storico dei Granatieri di Sardegna ("Det Historiske Museum for Grenaderkorpset fra Sardinien") og Museo Storico della Fanteria ("Det Historiske Museum for Infanteriet"). På plænen mellem husene knejser en stor ruin med en halvcirkelformet mur, som har været en del af en af kejserpaladsets store sale, selvom den ofte fejlagtigt kaldes "Tempio di Venere e Cupido" ("Venus og Cupido's Tempel").

Turen fortsætter ad Via Eleniana, forbi den store bygning, som blev opført i 1933 som vandreservoir og bag hvilken vi atter møder Aurelians Bymur, på højre side og på venstre side de udgravede rester af Terme Eleniane ("Helena's Termer"), et badeanlæg fra begyndelsen af det 4.århundrede efter Kristus. Det forsynedes med vand fra akvædukten Aqua Claudia, gennem hvis buer vi når ind til Piazza di Porta Maggiore - hvorfra akvædukten fortsætter under navnet Acquedotto Neroniano i Via Statilia og efter at have krydset Via di Santa Croce også i Villa Wolkonsky's have.Ved gadehjørnet kan man se nogle udgravede rester af antikke grave fra Republikkens tid.

Men tilbage til Piazza di Porta Maggiore, hvor Aurelian's Mur her brydes af byporten Porta Maggiore, der på sine buer bærer indtil flere akvæduktledninger. Udenfor Porten ligger Piazzale Labicano, hvorfra Via Prenestina udgår. På denne Plads ses en anden antik grav, som bageren Eurysaces rejste for sig og sin hustru Atistia i år 30 før Kristus. Den rige bager lod monumentet få form af en bageovn og forsyne med relieffer af sig selv og sine slaver beskæftiget med at ælte dej og bage brød.

Bymuren fortsætter på venstre side af Porta Maggiore over Viale dello Scalo di San Lorenzo, som smyger sig under banelegemet og ud til Kirken San Lorenzo fuori le Mura og Kirkegården Campo Verano. Mens den Aurelianske Mur her brydes af jernbanens mange spor og først genoptager sit løb på den anden side af disse langs Via di Porta Labicana. Vi skal imidlertid ikke så langt på vores tur og drejer i stedet til venstre ned ad Via Giolitti, hvor vi kort efter passerer de imponerende ruiner af "Tempio di Minerva Medica", der antagelig slet ikke har været et tempel, men et monumentalt springvand, et såkaldt "nymfæum", fra begyndelsen af det 4.århundrede efter Kristus.

Sidegaden fra venstre side er Viale Manzoni og hernede befinder sig, ved Via L.Luzzatti nr.2, et spændende underjordisk gravkompleks med interessante fresker fra det 3.århundrede efter Kristus, "Ipogei degli Aureli". Der kræves desværre en særlig tilladelse for at få adgang hertil. (Pontificia Commissione di Archeologia Sacra, telf.: 0039 06 4465610).

Lidt længere fremme i gaden ligger Via di Santa Bibiana, en viadukt under jernbanen der fører til Piazzale di Porta San Lorenzo og Piazzale Tiburtino. På den side af jernbanen møder vi atter Aurelian's Bymur og på venstre hånd ligger den gamle Porta Tiburtina, efterfulgt af Villa Gentili og ved Piazzale Sisto V den såkaldte Arco di Sisto V og buerne til den akvædukt, som denne Pave lod åbne i 1585 og gav sit eget navn: Aqua Felice.

Men tilbage i Via Giolitti ligger lige efter viadukten den gamle Kirke Santa Bibiana, som menes grundlagt i 363 eller 467. Den facade, vi møder idag, er imidlertid udført omkring 1625 af billedhuggeren Gianlorenzo Bernini, der også er mester for statuen af Santa Bibiana inde i Kirken.

Overfor Kirken ligger Via Cairoli, der fører ned til gaden Via Principe Umberto med den gamle store gamle "zecca"-bygning i karréen ud mod den næste gade, Via Principe Amedeo. Her husedes engang det statslige penge-trykkeri. Den næste karré mellem Via Filippo Turati og Via Principe Amedeo, efter Via Lamarmora/Via G.Pepe, er en gammel kasernebygning og det gælder også karréen efter Via Ricasoli. Caserma Guglielmo Pepe og Caserma Sani er idag indrettet til markedshaller, hvortil det tidligere marked på Piazza Vittorio Emanuele II nu er flyttet.

Lidt længere fremme er grunden mellem Via Rattazzi og Via Carlo Cattaneo optaget af den store Piazza Manfredo Fanti med det ovale Acquario Romano, der bygget i 1885 af arkitekten Ettore Bernich og idag huser "arkitekturens hus", Casa dell'Architettura, midt i en dejlig park, hvor man kan se ruiner af den gamle Servius-bymur. I Via Principe Amedeo kan man til højre for portalen i nr.38 finde en mindeplade for Nicola Marchese, der har skrevet mange digte om Rom og boede i dette hus i en længere periode inden sin død i 1910.

Via Principe Umberto krydses snart efter af Via Gioberti og drejer man til venstre ad denne, er der kun få skridt ned til Piazza di Santa Maria Maggiore, hvor vor tur startede.

Drejer man derimod til højre, kan man på kort tid nå op til Stazione Termini og her beundre andre rester af Servius-Muren. De findes både inde i stationsbygningen og i kældrene under denne, samt udenfor bygningen, hvor man kan møde et langt stykke på Piazza dei Cinquecento og ud mod Via Marsala. (Læs mere herom på turen "Rundt om Servius-Muren").

Esquilinhøjen og området omkring var også meget bebygget i antikken og gadeforløbet var for en stor del som i nutiden. Hvis du gerne vil vide, hvad der var engang og nu er forsvundet eller gemmer sig under nutidens huse og gader, kan jeg invitere dig med på min tur "Esquilin i Antikken".