er en meget lang gade, der løber oppe på Esquilinhøjen i sydøstgående retning mellem Via del Viminale i nordvest og Via Cairoli i sydøst. Gaden ligger i kvarteret Castropretorio, Rione XVIII og i kvarteret Esquilino, Rione XV.

Navnet skyldes den italienske Prins Amedeo di Savoia Aosta, der i perioden 1937-1941 var vicekonge i Etiopien.

Gaden udgår fra Via del Viminale og krydser først Via Massimo d'Azeglio. Dernæst krydses Via Cavour, Via Daniele Manin, Via Gioberti, Via Carlo Cattaneo og Via Rattazzi. På det næste stykke støder sidegaden Via Alfredo Cappellini til fra nordøst, hvorefter Via Principe Amedeo krydser Via Mamiani, Via Ricasoli og Via Lamarmora, før den ender ud i tværgaden Via Cairoli.

GADENS HISTORIE:

Den ældste tid: Det meste af området lå oprindeligt udenfor Den Serviske Bymur og voldene, kaldet Agger. Herude var der begravelsesplads for fattige og udstødte, for forbrydere og dyr. Gravsteder uden udsmykning, sten eller monumenter, blot jordgrave eller kuler. Men under Kejser Augustus blev området ændret. Der blev kørt jord på og Kejserens ven Maecenas lod opføre et pragtfuldt landsted på stedet - og snart fulgte andre rigmænd trop - det blev mondænt at have en villa, "Horti", her. Maecenas testamenterede sit landsted til Augustus og således blev området kejserlig ejendom - og den udvidedes efterhånden i det 1.århundrede efter Kristus.

Den lange Via Principe Amedeo gennemløber mange af de gamle Horti: Omtrent mellem Via del Viminale og Via Gioberti lå Horti Lolliani - fra de sidste år før Kristi fødsel og til det 2.århundrede efter. På området omkring Via Rattazzi, Via Napoleone III, Kirken Sant'Eusebio og Via Cappellini lå Horti Vettiani og Vettius Agorius Praetextatus' villa. Mellem Via Cappellini og Via Mamiani lå sandsynligvis Horti Tauriani. Syd herfor lå Horti Lamiani et Maiani, der dækkede et område sydvest for nutidens Piazza Vittorio Emanuele II. Og nord herfor lå sikkert de Horti Caclyclani, som man ellers ikke ved meget om. Endelig lå Horti Liciniani længere mod øst, omkring banelegemet og Viale Manzoni.

De store og rige villaer og pragtfuldt anlagte landsteder led store skader under barbarangrebene i det 5.århundrede og derpå under krigen mellem Byzans og longobarderne. Og egnen blev øde og forladt med kirker og klostre som beboede småøer, der ragede op mellem vinmarker og græsningsarealer, enge og små lunde og krat.

De ældste af disse kirker står endnu: Santa Pudenziana ved Via Urbana, som stammer fra slutningen af det 4.århundrede, men er bygget over en tidligere huskirke fra det 2.århundrede. - Santa Maria Maggiore, hvis nuværende bygning stammer fra omkring 438, men som allerede skal have ligget her i en tidligere skikkelse fra omkring 358. - Santa Prassede, der ligger lige syd for Piazza di Santa Maria Maggiore og stammer fra 489. - Santi Vito e Modesto, der ligger ved Via Carlo Alberto og blev bygget på et tidspunkt før 795. - Sant'Eusebio, hvis apsis kan ses fra Via Principe Amedeo, blev i det 4.-5.århundrede ombygget til kirke over en tidligere huskirke fra ca. 352-366. - Santa Bibiana, der ligger lidt nord for Via Principe Amedeo og Via Cairoli, bygget i 467 af Pave Simplicius ovenpå en huskirke fra 363.

Men mange andre gamle kirker i området er idag forsvundet: San Matteo in Merulana, en huskirke fra 1.århundrede lå ved Via Merulana, syd for Piazza Vittorio Emanuele II. Og fra før det 5.århundrede stammede Sant'Eufemia in Subura, der lå overfor Santa Prassede, i nærheden af Via di Santa Maria Maggiore. - San Lorenzo prope Sanctum Eusebium, der lå tæt på Sant'Eusebio, måske omkring Via Cattaneo. - Santa Scolastica all'Esquilino, der måske stammede fra det 4.århundrede og lå før Gallienus-Buen omkring Via San Giovanni Gualberti og Largo Sant'Alfonso.

I det 5.århundrede omdannedes Basilica Iunii Bassi fra år 331 efter Kristus til Kirken Sant'Andrea cata Barbara af Pave Simplicius omkring år 480, mens et kloster tilføjedes i 596. - Santi Cosma e Damiano, som skulle være grundlagt af Pave Symmachus i årene 498-514, lå der hvor nutidens Via Daniele Manin starter.

I det 6.århundrede byggedes San Severino ved Via Merulana syd for Piazza Vittorio Emanuele II.

Tidligere end det 8.århundrede byggedes Sant'Adriano ad Sanctae Mariae Maioris, der lå ved nutidens Piazza di Santa Maria Maggiore på Kirkens sydside. - Sant'Agnese ad duo Furna, der lå mellem Piazza di Santa Maria Maggiore og Santa Prassede, måske omkring Via dell'Olmata. - Sant'Isidoro a Porta Tiburtina, der blev bygget før 795 sammen med et tilhørende kloster, antageligt beliggende mellem Sant'Eusebio og Porta Tiburtina, der ligger på den anden side af nutidens jernbaneterræn, ud for Via Cairoli. - Santi Leone e Paolo, der lå ved Santa Bibiana og muligvis blev bygget omkring 682-683. - Måske også San Lorenzo ad Taurellum, der skal have ligget i nærheden af Santa Bibiana, på et sted kaldet Caput Tauri. - Og Santa Petronilla all'Esquilino, der lå ved Via Urbana omkring Via Ruinaglia og Via di Santa Maria Maggiore.

Måske allerede i det 8.århundrede opførtes Santa Lucia de Renati sammen med et "ospizio" for nyligt omvendte. Komplekset stammer i hvert fald fra før 1162. Det lå ved Sant'Eusebio og Trofei di Mario, ruinerne på Piazza Vittorio Emanuele II.

Området blev voldsomt ødelagt og raseret under det angreb, som Robert Guiscard foretog med sin normanniske hær i 1084/85 og hvor netop Esquilin blev krigsskueplads.

I det 12.århundede opførtes San Norberto all'Esquilino med tilhørende Hospital, beliggende ved Via Depretis omkring Piazza og Via del Viminale. Komplekset menes opført før 1120. - San Silvestro de Tauro, der nok blev bygget midt i det 12.århundrede, måske i nærheden af Forum Tauri og Orti Tauriani, dvs. området mellem Via Cappellini og Via Mamiani.

I det 13.århundrede byggedes Sant'Andrea de Fractis med tilhørende kloster på en grund mellem Santa Maria Maggiore og San Vito, antagelig omkring Via di San Vito. Komplekset menes opført i anden halvdel af århundredet. Det er måske herover, at man i 1668 byggede Conservatorio delle Viperesche/Conservatorio della SS.Concezione, som ligger overfor Sant'Alfonso de' Liguori. - San Giuliano all'Esquilino med tilhørende kloster byggedes antageligt før 1220. Det lå i nærheden af Sant'Eusebio og Trofei di Mario, måske på nutidens PiazzaVittorio Emanuele II. - Og Sant'Antonio all'Esquilino (Sant'Antonio Abate) blev rejst i 1259 af Kardinal Pietro Capocci som hospital for Herpesramte ("fuoco di Sant'Antonio": Antonius' ild = sygdommen Helvedesild).

I det meste af det 14.århundrede (1309-1377) boede Paverne ikke i Rom, men i Frankrig i Avignon, og byen led meget under den manglende religiøse ledelse og fraværet af Kirkens overhovede med deraf følgende mangel på tilrejsende med ærinder til kurien. Livet gik på mange måder i stå, men så vendte Paverne tilbage og dermed kom der opsving i handel og økonomi.

Området omkring Via Principe Amedeo var nu opdelt i flere mindre ejendomme: Vigna dei Frangipani, der senere blev Strozzi-familiens ejendom, lå nordvest for Via del Viminale, Vigna Costa lå omkring 1585 nord for Via Principe Amedeo, mens Vigna Zerla omkring 1580 lå syd herfor. Efter Via Massimo d'Azeglio, den gamle Vico Patricio, lå omkring 1578 Vigna Cappelletti mod nord og omkring 1570 Vigna Guglielmini mod syd. Efter Via Cavour tilhørte området mod nord Vigna del Vicario indtil 1585, og efter Via Daniele Manin ejedes jorden syd for gaden på samme tid af Salviati-familien, der havde både vingård, huse og et tårn her. Efter Via Gioberti lå en vingård, der indtil 1587 tilhørte G.B. Altoviti. Efter Via Rattazzi lå omkring 1551 Vinea Prudentiae de Lotis syd for gaden og efter Via Cappellini var de Celestiner-munkene fra Sant'Eusebio, som ejede jorden (Orto, Giardino e Vigna dei Celestini). Efter Via Mamiani havde Francesco Colletti omkring 1632 en vingård, mens området efter Via Lamarmora senere (i slutningen af 1600-tallet og frem) var del af den store Vigna Magnani.

I 1584 byggedes Santa Maria della Sanità i nutidens Via Depretis / Piazza del Viminale på Indenrigsministeriets grund.

Med Renæssancen genopvækkedes interessen for området og de rige Kardinaler opkøbte jorden for at indrette deres pragtfulde landsteder. Hele området nord for Santa Maria Maggiore kom til at tilhøre Kardinal Montalto: Felice Peretti der senere valgtes til Pave Sixtus V i 1585-1590. Her opkøbte han blandt andet den vingård, som tidligere havde tilhørt Francesco Cappelletti og lå omkring nutidens Via Giovanni Amendola. Og her lod han opføre sit store landsted Villa Montalto, som han derpå forærede til sin søter Camilla Peretti. Efter i nogen tid at være gået i arv i Peretti-familien, blev det solgt flere gange og endte til sidst som Massimo-familiens ejendom.

De nyere kirker i området: Bambin Gesù i Via Urbana, der blev bygget i 1700-tallet. - Og Sant'Alfonso de' Liguori, bygget i 1855 ved Via Merulana tæt på Piazza di Santa Maria Maggiore.

De sidste 150 år: Efter Italiens samling og Roms status som hovedstad i det nye Kongerige Italien, vedtog det nye bystyre i 1870erne en udbygning af området, der nu kaldtes "Quartiere Esquilino". De gamle landsteder og lystejendomme for Kardinaler og adelsfamilier blev opkøbt og udstykket. I den nordvestlige del af Via Principe Amedeo lå Massimo-familiens Villa Montalto-Negroni med et stort skov- og markområde øst for beboelsesområdet, og omkring Via Lamarmora lå Vigna Magnani. Alt dette blev nu udstykket til den nye bydel og allerede omkring 1881 stod de første nye karréer færdige og de nye gader, blandt andre Via Principe Amedeo, tog form.

Vis stort kort

EN KORT TUR GENNEM GADEN:

Via Principe Amedeo starter sit forløb ved Via del Viminale overfor det sted, hvor muren omkring badeanlægget Diocletian's Termer stod i Antikken (Lidt nordligere i Via del Viminale kan man se en del af den sydøstlige runde hjørnebygning i dette anlæg).

Gadens nordvestlige del løber gennem det område, der i Antikken var del af landstedet Horti Lolliani og senere udgjordes af flere mindre ejendomme, som Kardinal Felice Peretti fra omkring 1578 systematisk opkøbte for at anlægge sin egen lystgård, som endte med at være et stort, pragtfuldt og meget beundret og omtalt landsted, Villa Peretti Montalto. Det første stykke af gaden udgøres derfor af udstykningen fra dette landsted, da den nye byplan trådte i kraft og nybyggeriet begyndte i 1870'erne. De første ejendomme stammer da også fra den tidlige byggefase, men omkring Via Massimo d'Azeglio er der et stort stykke, som først blev bebygget lidt senere; her stod nemlig selve landstedets hovedbygning mellem de særligt fine "hemmelige" (det vil sige private) haver og omgivet af lange alléer. Også dette smukke område måtte imidlertid lade livet og her blev der bygget i 1880'erne. Ved krydset Via Principe Amedeo og Via del Viminale stod i Pavens landsted en stor fontæne, kaldet "Fontane del Nanetto", som desværre ikke eksisterer mere.

Hjørneejendommen Via Principe Amedeo nr.2 husede i nogle måneder under Anden Verdenskrig de lokaler, hvor den frygtede og berygtede "Banda Koch" under ledelse af fascisten Pietro Koch holdt deres politiske modstandere fangne, mens de underkastede dem tortur.

Mellem Via Cavour og Via Gioberti er det atter den tidlige bebyggelse vi møder, men herefter er det kun hjørnehusene, der stammer herfra, mens ejendommene i midten er bygget i 1880'erne. Efter Via Carlo Cattaneo har man på nordøstsiden af Via Principe Amedeo bevaret et grønt anlæg med rester af den antikke Servius-bymur og det ovale Acquario Romano, der bygget i 1885 af arkitekten Ettore Bernich og idag huser "arkitekturens hus", Casa dell'Architettura, midt i en dejlig park, kaldet Piazza Manfredo Fanti.

På en husmur overfor parken kan man til højre for portalen i nr.38 se en mindeplade for Nicola Marchese, der har skrevet mange digte om Rom og boede i dette hus i en længere periode inden sin død i 1910.

De sidste huse på denne side før Via Mamiani udgøres af bagsiden af Kirken Sant'Eusebio, der har hovedindgang fra parallelgaden Via Napoleone III og PiazzaVittorio Emanuele II, men en bagindgang her fra Via Principe Amedeo, hvor man også kan se den gamle apsis med et stort buet vindue i en ramme i barokstil. Ved siden af Kirken ligger de gamle bygninger fra før 1470erne, som både har været bolig for Kirkens Titel-Kardinal og senere et Kloster for Celestiner-munke.

Mellem Via Mamiani og Via Ricasoli ligger en gammel kasernebygning, nemlig Caserma Sani, der er bygget i 1884. Dette kompleks er idag indrettet til marked for tøj, sko og husholdningsartikler. I komplekset kan man kan se rester af et nymfaeum fra det 1.århundrede efter Kristus. Det stammer muligvis fra dengang området tilhørte Statilius Taurus - den senator, som Kejser Claudius' hustru Agrippina i år 53 efter Kristus lod anklage for hekseri, så hun kunne overtage hans smukke landsted, efter at han havde begået selvmord på grund af anklagen. På førstesalen er der kommunekontorer og forelæsningssale, der bruges af det nærliggende Università La Sapienza og Istituti di Studi Orientali. I gården er der opstillet en statue efter en tegning af Massimo Fagioli.

Mellem Via Ricasoli og Via Lamarmoraligger i nr. 118 en anden lav bygning med kun en stueetage. Det er Caserma Guglielmo Pepe med flere indgange og brede vinduer i brede stemrammer med buet overkant og enkel udsmykning. Den gamle kaserne huser idag en stor markedshal for fødevarer. Dette marked lå indtil for kort tid siden på Piazza Vittorio Emanuele II, hvor det var startet i begyndelsen af 1900-tallet. Pladsen er idag blevet renoveret og markedet måtte flytte ind i nyindrettede lokaler i den tidligere Caserma Pepe. Ved denne lejlighed blev antallet af boder skåret ned fra de tidligere 240. Kaserne-bygningen stammer fra 1884 og er tegnet af arkitekten Gioacchino Eroch. En overdækket plads i komplekset fik i 2009 navnet Piazza Di Lisio efter en italiensk soldat, som blev dræbt i Afghanistan. De to markeder, der samlet kaldes Nuovo Mercato Esquilino, er forbundet med en underjordisk fodgængertunnel og i kælderen findes desuden en stor parkering.

Mellem Via La Marmora og Via Cairoli ligger et stort kompleks, der tidligere husedes Statens møntprægningsværksted, "La Zecca dello Stato", som flyttede i 1990'erne. det er endu ikke afgjort, hvad bygningerne fremover skal bruges til. Indgangen til komplekset er i parallelgaden Via Principe Umberto.

Litteratur om Via Principe Amedeo:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1987.
- Rione XV : Esquilino. A cura di Sandra Vasco Rocca. 1982 - side 109..
- Rione XVIII : Castro Pretorio, del 1. Di Maria Giulia Barberini. - side 80, 82, 84-86.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.17, 23, 24.
Lugli, Piero Maria: Urbanistica di Roma : trenta planimetrie per trenta secoli di storia. Roma, Bardi Editore, 1998.
- side 123-141.
Via Cavour. Una strada della nuova Roma. A cura di Giuseppe Cuccia. Roma, Palombi Editori, 2003.
- side 17ff, 22ff, 35, 67-72, 79ff, 142-143.
Info.roma: Via Principe Amedeo.