Lige udenfor Porta Maggiore, den antikke Porta Praenestina, og klods op af denne står resterne af et stort gravmæle fra slutningen af det 1.århundrede før Kristus, Man mener, at der er opført mellem år 40 og 20.

På dette tidspunkt var Porta Praenestina i sin nuværende form endnu ikke opført, da bymuren rundt om Rom dengang stadig var den gamle Serviske Bymur, som sluttede meget længere mod nordvest, før nutidens Piazza Vittorio Emanuele. Nede ved vore dages Via Carlo Alberto står stadig den gamle byport Porta Esquilina, fra hvilken udfaldsvejene mod Praeneste og Labicum udgik. (Porten kaldes idag Gallienus-Buen). De to veje Via Praenestina og Via Labicana løb først sammen, men deltes efte rat være ført igennem en af buerne, som bærer akvædukten Aqua Claudia. Først under Kejser Claudius (41-54 eft.Kr.) fik denne bue sin særlige monumentale form og først under Kejser Aurelian (270-275 eft.Kr.) blev den bygget ind i Bymuren, men hele tiden stod her Eurysaces grav, selvom der under de forskellige byggearbejder og ombygninger ændredes på dens oprindelige udseende.

Marcus Vergilius Eurysaces var navnet på monumentets ejer (Eurisace er den italienske form) og denne mand, som må have været af græsk æt, var en frigiven, der havde tjent sig store rigdomme som ejer af et eller flere store bagerier, som havde kontrakt på at levere brød til staten, måske til byens kaserner og måske under borgerkrigen, som afsluttede Republikkens tid.

Selve gravmælet havde en trapez-formet grundplan med sider, der måler omkring 9, 7, 6 og 4 meter. Den uregelmæssige form skyldes den plads, der var tilovers fra tidligere grave på stedet. Graven har sikkert været over 7 meter høj. Det er opført i beton og beklædt med travertinplader. Basen er i tufblokke og travertin.

Udseendet er ret usædvanligt. I hvert hjørne står der høje, flade søjler, som sammen med en række kraftige runde søjler i mellemrummene bærer en stor firkantet kasse. Denne har 3 rækker runde "vinduer" i travertinrammer. Disse tolkes af nogle som ovne og de cylindriske søjler nedenfor som kornmål eller dejtrug sat ovenpå hinanden. Andre er gået bort fra denne udlægning og mener, at der måske blot er tale om en udsmykning i geometrisk mønster.
Under mønsteret løber på de 3 sider et indskriftsbånd. På nordsiden med teksten: "(est hoc monimentu)m Marcei Vergilei Eurysacis pistoris redemptoris apparet", på vestsiden med teksten: "est hoc monimentum Margei Vergilei Eurysaci(s) pistoris redemptoris apparet" og på sydsiden med teksten: "est hoc monimentum Marci Vergili Euricac(is)" : "Dette monument tilhører Marcus Vergilius Eurysaces, bager og entreprenør ...". Ordet "apparet" menes at hænge sammen med udtrykket "apparitor": en offentlig betjent hos en øvrighedsperson, måske en dommer eller en præst. Det kan også betyde en statstjener: skriver, liktor, udråber el.lign.
Øverst på "kassen" løber en frise med relieffer af forskellige gøremål i forbindelse med bagning: kværning af mel, bagning, afvejning og udlevering af brødet. En toga-klædt herre, vel Eurysaces selv, overvåger en række tunika-klædte slaver udføre arbejdet. De vejer kornet på en stor vægt (relief på vestsiden mod Porta Maggiore), kværner det og sier melet (relief på sydsiden), hvorefter de ælter dej, former brødene og skubber dem ind i ovnene (relief på nordsiden).
På østsiden var der et relief af Eurysaces og hans hustru Atistia. Denne side, som har været monumentets hovedfacade, blev senere ødelagt og relieffet blev på et tidspunkt fundet og muret op på væggen i porttårnet. Det kan idag ses i Museo dei Conservatori på Campidoglio.
Gravens tag over den fremspringende og udskårne tagfrise er ikke bevaret. Det har måske været pyramideformet.
Selve gravkammeret menes at have været ret lille og beliggende i den øverste del af monumentet.

I graven har man fundet Atistia's urne, som har form af et dejtrug (på latin: "panarium"). Ved siden af gravmælet fandt man en marmorsten med en indskrift om Atistia, som menes at have været Eurysaces' hustru. Også denne sten menes at stamme fra monumentets østside. Teksten lyder: "fuit Atistia uxor mihei - femina opituma veixsit - quoius corporis reliquiae - quod superant sunt in - hoc panario". Urnen findes idag på Museo delle Terme.

Da Den Aurelianske Mur blev bygget sidst i 200-tallet, blev Eurysaces' grav bygget ind i forsvarsværket, ligesom så mange andre dertil egnede bygningsværker. En del af gravens østside blev revet ned for at inkorporere den i et de tårne, som kom til at flankere Porta Praenestina. Dette skete antagelig under restaurering af Muren under Kejser Honorius i begyndelsen af 400-tallet. Gravmælet kom først til syne igen, da Pave Gregor XVI i 1838 lod Porta Maggiore fritlægge og restaurere. Inden da havde der dog været en periode i 1500-tallet, hvor en del af tårnet var styrtet sammen og den bagvedliggende bygning kunne ses. I denne forbindelse blev den tegnet af B. Peruzzi, men efter en reparation forsvandt den atter af syne.

Også andre bagere blev begravet herude ved Via Praenestina. En særlig ven af Eurysaces var gourmet-bageren Ogulnius, af hvis grav der kun er bevaret et tekstfragment. Fem andre bagere var begravet i et fælles columbarium. Eros og Felix var Autronius Paetus' frigivne og lå begravet i et gravmæle opført af en vis N. Patlucius Maximus. Adrastus og Anoptes lå i Statiliernes gravsted, mens Prima Sura, som var en vis Alexanders frigivne, var begravet i et lidt mere udsmykket gravsted. De levede alle mellem slutningen af det 1.århundrede før Kristus og begyndelsen af det 1.århundrede efter.

Det er muligt, at der lige uden for Porta Maggiore lå et mølleri med flere melmøller, hvor bagerne fik deres korn malet.

Litteratur og links om Sepolcro di Eurisace:
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 246-247.
Coates-Stephens, Robert: Porta Maggiore : archeology snd topography of the southern Esquiline from the Late republican period to the present. Roma, "L'Erma" di Bretschneider, 2004. (Bullettino della Commissione Archeologica comunale di Roma, Supplementi 12).
- side 21.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XV : Esquilino. side 57-58.
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 275.
ILS = Dessau, Hermann: Iscriptiones Latinae Selectae. Chicago, Ares Publishers Inc., 1979, Vol. I-V.
- Vol III: side 783, nr. 7460 a-d.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr. 32.
Lansford, Tyler: The Latin Inscriptions of Rome : a Walking Guide. Baltimore, Johns Hopkins University Press, 2009.
- side 217-218, 254-255.
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Quarto : P-S. 1999.
---- side 301-302.
Platner, Samuel Ball: A topographical dictionary of ancient Rome. Completed and revised by Thomas Ashby. Oxford University Press, cop. 1926.
- side 479.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 340.
Politikens visuelle guide - Rom. Politikens Forlag, 1994.
- side 184.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 355.
RomArcheologica : guida alle antichità della città eterna. 1. itinerario - . Elio de Rosa editore, 2000.
- 8. Itinerario: Mura e vie consolari, 1: Via Cassia, Via Flaminia, Via Salaria, Via Nomentana, Via Tiburtina, Via Prenestina, Via Casilina.
--- side 48-50.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 158-160.
Roma Capitale: Sepolcro di Marco Virgilio Eurysace.
Wikipedia (engelsk tekst): Tomb of Eurysaces the Baker.
Wikipedia (italiensk tekst): Sepolcro di Eurisace.
Wikipedia (tysk tekst): Grabmal des Eurysaces.