Pietro (Petrus) de columna, søn af Gregorio Conti di Tuscolo, den første der i begyndelsen af det 12.århundrede antog tilnavnet "de columna" efter den borg, kaldet Castello di Colonna, som han ejede Albanerbjergene. Han var gift med Grevinde Elena af Palestrina, med hvem han havde sønnen Pietro.

Pietro Colonna, søn af Pietro de columna og Grevinde Elena, havde i årene 1108-1118 en voldsom strid med Pave Paschalis II, som muligvis var i familie med hans moder, om ejerskabet af Palestrina, Zagarolo og Cave. Han var fader til sønnerne Carsidonio og Oddone Colonna.

Giovanni Colonna, familiens første Kardinal, døde i 1216.

Giovanni Colonna di Carbognano var nevø af Kardinal Giovanni Colonna ("den ældre") og blev selv udnævnt til Kardinal af Pave Innocens III i dennes 6. koncistorium i 1212. For at skelne de to kardinaler kaldtes Giovanni di Carbognano; "Giovanni den Yngre" og han fik titel af Kardinal-Præst ved Kirken Santa Prassede. I 1216 deltog Kardinal Giovanni i valget af Pave Honorius III og i 1217 blev han af denne sendt til Østen som pavelig legat og da han vendte hjem fra denne mission i 1222, medbragte han et søjlestykke, der i følge overleveringen skulle være den, hvorved Jesus var bundet, mens han blev pisket hos Pilatus (Johannes-Evangeliet, 19). Denne søjle blev opstillet i Kardinalens titelkirke og findes stadig i Santa Prassede. I 1227 deltog Kardinal Giovanni atter i et pavevalg, der denne gang valgte Gregor IX til pave. I 1239 havde Kardinalen forsøgt at bringe en forsoning i stand mellem Kejser Frederik II og Pave Gregor IX, men da dette ikke lykkedes, gjorde han i 1240 sammen med sin familie åbent oprør mod Paven og sendte bud efter Kejseren, der således opmuntret drog ud for at indtage Rom. Under disse omstændigheder døde Gregor IX den 22. august 1241 og Giovannu di Carbognano deltog derpå i det konklav, der endte med at vælge Cølestin IV til pave. Også i det næste pavevalg deltog Kardinal Giovanni, da Pave Innocens IV valgtes i 1243. Giovanni Colonna di Carbognani døde i 1245.

Annibaldo Colonna var senator i Roms kommune i 1240 sammen med Oddone Colonna.

Oddone Colonna var senator i Roms kommune i 1240 sammen med Annibaldo Colonna og støttede det ghibellinske kejservenlige parti mod Paven. Dette førte til sammenstød med tidens anden store familie, den pavevenlige, guelfiske Orsini-familie og snart stredes de 2 familier om magten i Rom, hvor Colonna-familien havde befæstet området mellem Trajan's Marked og Quirinalhøjens skråninger ned til Augustus' Mausolæum på den flade Marsmark (Campo Marzio) og her holdt de deres egen lille hær. Oddone blev fader til sønnerne Giovanni, Giacomo og Landolfo Colonna.

Giovanni Colonna (1235(?)-1291), søn af Oddone Colonna og broder til Giacomo og Landolfo Colonna, var flere gange senator i Rom og guvernør over Marca di Ancona. Han var fader til Pietro Colonna.

Giacomo Colonna (1250-1318), søn af Oddone Colonna og broder til Giovanni og Landolfo Colonna, blev Kardinal og brugte mange penge på kunst. Han betalte også for mosaik-udsmykningen i Kirken Santa Maria Maggiore's apsis og han grundlagde Ospedale di San Giacomo in Augusta ligesom han i 1308 restaurerede Kirken San Lorenzo in Panisperna og lod opføre et nyt Kloster for Klarisser-nonner ved siden af denne. Kardinal Giacomo var sammen med sin jævnaldrende nevø, Kardinal Pietro Colonna, med til at vælge Bonifacius VIII til Pave. Denne kom fra den konkurrende Caetani-familie og de 2 Colonna-kardinaler kom snart i opposition til Bonifacius, da de støttede den franske Kong Philip den Smukke's antipavelige politik. De blev derfor lyst i band og flygtede til Frankrig og familiens ejendom blev konfiskeret.

Landolfo Colonna, søn af Oddone Colonna og broder til Giovanni og Giacomo Colonna, blev guvernør over Spoleto.

Pietro Colonna (1250-1326) var søn af Giovanni Colonna, barnebarn af Oddone og nevø til den jævnaldrende farbroder Giacomo. Også Pietro blev Kardinal og var med til at vælge Bonifacius VIII til Pave og delte derpå skæbne med sin onkel Kardinal Giacomo.

Giacomo Colonna (1270-1329), kaldet Sciarra Colonna, genoprettede familiens ære, da han deltog i den franske konges straffeekspedition mod Bonifacius VIII i Anagni i 1303. Her tog de Paven til fange og Sciarra Colonna tildelte ham den meget omtalte øretæve, hvorefter de holdt ham indespærret i 3 dage, indtil befolkningen i Anagni rejste sig og befriede ham. Efter Pavens død i 1303 fik Colonna-familien atter deres besiddelser tilbage og bandet blev løst.

Stefano Colonna (1265-1350) var flere gange senator og kejserlig repræsentant i Rom og konflikten med den pavetro Orsini-familie fortsatte. Stefano Colonna, der sammen med Poncelli Orsini var folkekaptajner i 1323, var modstander af den folkevalgte "tribun" Cola di Rienzo, der ønskede at genindføre den antikke republik i Rom. Derfor lod denne Stefano fængsle sammen med en del andre Colonna-familiemedlemmer. De blev atter frigivet, men den 20. november 1347 ved Porta San Lorenzo blev de angrebet af Cola's soldater og mange af de yngre blev dræbt. Cola di Rienzo fejrede sin sejr på så umenneskelig vis, at selv romerne fik nok, og hans popularitet begyndte at dale og den 15. december kunne en gruppe af Colonna-familiens soldater drage mod Capitol under råbene "Muoia il tribuno e i suoi seguaci" ("Død over tribunen og hans tilhængere"). Og Cola di Rienzo flygtede i forklædning fra byen.

I 1428 nævnes Antonio og Giacomo Colonna som vidner ved Rita di Pietro di Giovanni Carbone's bryllup med Filippo di Bartelluccio Porcari.

Ocilepna Colonna ("Madonna Cillenia della Colonna"), søster til Oddone, den senere Pave Martin V, døde i 1411 og begravedes i San Giovanni in Laterano, hvor hendes gravsten kan ses. Hun var mor til Giovanni (Ianni) di Montenegro, der var Biskop i Sora. I 1387 havde Ocilepna en strid med søsteren Giovanna's børn og udnævnte i den anledning Nicola Porcari til sin prokurator.

Giovanna Colonna, søster til Oddone, den senere Pave Martin V og til Ocilepna Colonna.

Oddone Colonna (1368-1431) gjorde karriere indenfor Kirken og blev kardinal i 1405. I 1417 blev han valgt til pave under navnet Martin V. Han blev valgt under koncilet i Konstanz og rejste efter dettes afslutning i 1418 til Rom, hvor han blev varmt modtaget i 1420. Martin V gjorde et stort arbejde for at genrejse Rom, det var gået voldsomt i forfald, mens paverne havde opholdt sig i Avignon og under det efterfølgende skisma. Under denne pave udsmykkedes kirkerne San Giovanni in Laterano, Santa Maria Maggiore og San Clemente med fresker.

Caterina Colonna var moder til Battista Colonna, som blev gift med Mattia Carboni. Da Mattia døde omkring 1474 ønskede Caterina at få datterens medgift retur, men Carboni-familien var imod dette ønske og der opstod en strid mellem de to parter.

Fabrizio Colonna (1450-1520) var fætter til Prospero Colonna og hærfører for blandt andet den pavelige hær. Han var fader til Vittoria Colonna og bedstefader til Marcantonio Colonna.

Prospero Colonna (1452-1523) var fætter til Fabrizio Colonna og hærfører for blandt andet den pavelige hær, men også for den spanske.

Under Pave Sixtus IV (1471-1484) opstod der endnu en gang stridigheder mellem Orsini-familien og Colonna-familien. Lorenzo Colonna forskansede sig i familiens ejendomme på Piazza dei Santi Apostoli og ved Porta Maggiore, men måtte til sidst overgive sig. Paven havde lovet ham frit lejde, men lod ham istedet halshugge.

Ascanio Colonna deltog i 1527 deltog sammen med den kejserlige hær i plyndringen af Rom, den berygtede "Sacco di Roma".

Pompeo Colonna (1479-1532), søn af Girolamo Colonna og Vittoria Conti, blev Biskop af Rieti i 1508 og Kardinal i 1517, udnævnt af Pave Leo X.

Vittoria Colonna (1492-1547), datter af Fabrizio Colonna, blev som 19-årig i 1511 gift med hærføreren Ferdinando Francesco d'Avalos, der også var Greve af Pescara. I 1525 døde Greven og Vittoria brugte nu al sin tid på at skrive digte og hun knyttede et stærkt venskab med Michelangelo. Vittoria holdt "litterær salon" i Palazzo Colonna's haver på vestsiden af Via XXIV Maggio, hvor andre kunstnere som Baldassare Castiglione og Ludovico Ariosto også kom. Derudover førte hun et religiøst liv og flyttede til sidst ind i Klarisser-Klosteret ved San Silvestro in Capite, hvor hun boede uden at aflægge nonneløftet. Hun døde i 1547 i Palazzo Cesarini med blandt andre Michelangelo ved sin side.

Marcantonio Colonna ("seniore") (1523-1597), søn af Camillo Colonna og Vittoria Colonna og grand-nevø til Kardinal Pompeo Colonna, blev undervist af Felice Peretti, den senere Pave Sixtus V, og studerede senere filosofi og teologi. I 1559 blev han udnævnt til Abbed i Subiaco, et hverv han bestred indtil 1585. I 1560 blev Marcantonio Ærkebiskop i Taranto og i årene 1562-1563 var han deltager i Koncilet i Trento. Han blev udnævnt til Kardinal-Præst ved Kirken Santi Apostoli af Pave Pius IV i 1565 og bestred herefter mange vigtige kirkelige hverv, ligesom han deltog i talrige konklaver. Han døde den 13. marts 1597 i Zagarolo, hvor han blev begravet i byens Franciskanerkirke.

Giulia Colonna (o.1542) var første protektor for Istituto delle neofite delle Domenicane della Santissima Annunzita, som oprettedes i 1542 med det formål at modtage og huse unge piger fra jødiske familier, som havde besluttet sig til at forlade disse og gå over til Katolicismen for derpå at blive nonner. Giulia overlod også nogle af sine ejendomme på Piazza Margana til denne Institution.

Virginia Colonna (?-1595), datter af Giulio Colonna, Herre til Montefortino, og Maria Conti, blev gift med Luca Massimo omkring år 1535 (?). Hun blev moder til 8 børn: Lelio Massimo (1-9-1), Pompeo Massimo (1-9-2), Fabio Massimo (1-9-3), Porzia Massimo (1-9-4), Ascanio Massimo (1-9-5), Carlo Massimo (1-9-6), Alessandro Massimo (1-9-7) og Giulio Massimo (1-9-8). Luca døde omkring 1550 og blev begravet i Kirken San Lorenzo in Damaso i Rom, mens Virginia Colonna efter sin mands død trak sig tilbage til Klosteret på Montemagnanapoli, hvor hun døde den 15.4.1595. Også hun ligger begravet i San Lorenzo in Damaso. Datteren Porzia, der blev gift med adelsmanden Giambattista Salviati fra Firenze, gik efter dennes død også i kloster, men i Firenze, under nevnet Suor Maria Vittoria Massimo. Dog mistede hun ikke forbindelsen med familien i Rom, hvor hun omkring 1580 blev involveret i de problemer, som Dominikaner-nonnerne i Rom havde. Porzia donerede pengemidler, så nonnerne i Rom kunne købe og bygge et nyt kloster.

Marcantonio Colonna (1535-1584), barnebarn af Fabrizio Colonna, var også hærfører, men for den spanske konge i kampen mod Pave Paul IV (1555-1559), der derfor ekskommunikerede ham og lod hans ejendom konfiskere. Under Pave Pius V (1566-1572) blev han atter taget til nåde og udnævnt til admiral for den pavelige flåde, som han anførte i det sejrrige slag ved Lepanto i 1571. Han blev fader til Ascanio Colonna.

Ascanio Colonna (1560-1608) var søn af Marcantonio Colonna og blev Kardinal. Han samlede sig et righoldigt bibliotek.

Felice Colonna grundlagde i 1593 sammen med søsteren Orizia Colonna og Giulia Rangoni kvindehjemmet Conservatorio delle Zitelle di Santa Maria del Rifugio på Quirinalhøjen.

Orizia Colonna grundlagde i 1593 sammen med søsteren Felice Colonna og Giulia Rangoni kvindehjemmet Conservatorio delle Zitelle di Santa Maria del Rifugio på Quirinalhøjen.

Filippo Colonna, nevø af Ascanio Colonna og fader til sønnerne Girolamo og Carlo Colonna. Filippo var Prins af Sonnino.

Girolamo Colonna (1604-1666), søn af Filippo Colonna og ældre broder til Carlo Colonna, blev Kardinal og beskæftigede sig især med at opbygge malerisamlingen Galleria Colonna. Desuden bestemte han, at det undergørende billede "Madonna del Buon Consiglio" i Kirken i Genazzano blev anbragt i det nye Cappella della Madonna, da kirken genopførtes i årene 1620-1630. Det var Girolamo, som fik den senere så magtfulde Kardinal Giulio Mazzarino som sin rejsefælle på et ophold i Spanien.

Carlo Colonna (1607-1686), søn af Filippo Colonna og yngre broder til Girolamo Colonna, var en kendt hærfører og blev Patriark i Jerusalem.

Anna Colonna blev i 1627 gift med Taddeo Barberini, en slægtning til Pave Urban VIII (1623-1644).

Raimonda Colonna var Dominikaner-nonne i Klosteret ved Kirken Santi Domenico e Sisto i Via Panisperna omkring 1646, hvor hun betalte for Kirkens hostiegemme, der er meget smukt udført i forgyldt bronze og marmor og dekoreret med ædelsten. Forlægget til denne monstrans, der er opstillet på Kirkens højalter, skyldes muligvis Gianlorenzo Bernini.

Lorenzo Onofrio Colonna (1637-1689), nevø af Kardinal Ascanio Colonna, lod familiepalæet restaurere. Han var gift med Maria Mancini, der var niece af Kardinal Mazzarino og tidligere have været den franske Kong Louis XIV's elskerinde. Parret blev senere skilt, da hun flygtede tilbage til Frankrig.

Carlo Colonna (1665-1739) var også Kardinal samt pavelig Hushovmester for både Innocens XII og Clemens XI. Han brugte enorme summer på at udsmykke Palazzo Colonna og pladsen foran op til de forskellige religiøse fester i byen, hvor de pavelige processioner defilerede forbi. Der opførtes hele teaterkulisser af for eksempel Slottet i Armida eller Parnasset med Apollon og muserne. Kulisser der efter brugen indgik i store festbål, som afsluttede festlighederne. Kardinalen var umådeligt rig og meget velholdt af folket, som sørgede ved hans død i 1739.

Prospero Colonna blev Kardinal kort før sin død i 1738.

Margherita Colonna blev gift med Giulio Cesare Rospigliosi, som i 1835 tog Pallavicini-navnet, da Prins Luigi Pallavicini døde uden arvinger. Margherita fik som medgift en stor samling kunstværker fra Colonna-familiens samling.

Maria Colonna blev gift med Giulio Lante. Hun medbrgate i ægteskabet en stor samling kunstværker fra Colonna-familiens samling.

Prospero Colonna (1858-1937) blev 3 gang valgt til borgmester i Rom, når den moderate og prokirkelige fløj kom til magten: fra 21.12.1899-20.10.1902, fra 23.10.1902-20.10.1904 og fra 6.7.1914-30.5.1919. Han var med i den kommission, som skulle se på udformningen og placeringen af et monument for Giuseppe Mazzini. Prospero Colonna skrev en bog om familiens historie, som udkom i 1927.

Fabrizio Colonna var ligeledes omkring år 1900 med i den kommission, som skulle se på udformningen og placeringen af et monument for Giuseppe Mazzini.