ANNAS ROM GUIDE
Santi Domenico e Sisto
Kort om Kirken Santi Domenico e Sisto:
Kirken Santi Domenico e Sisto
Denne kirke, som ligger i begyndelsen af Via Panisperna nede ved Largo Magnanapoli bagved pladsen Largo Angelicum, er bygget i 1569 over det sted, hvor der tidligere lå en lille, gammel kirke kaldet Santa Maria Balneapolis.

Den gamle kirke blev af Pave Pius V overgivet til Dominikaner-nonnerne ved Kirken San Sisto Vecchio ved Via Appia, da de var nødt til at forlade denne på grund af den usunde klima i området. Paven købte da i 1568 den forfaldne Santa Maria Balneapolis med tilliggende Kloster og bygninger og satte gang i byggeriet af en ny Kirke og et nyt Kloster, som kom til at ligge lidt tilbagetrukket til højre for Kirken.

I 1575 kunne nonnerne flytte ind i deres nye hjem og de bevarede navnet fra deres gamle kirke, men viede også den nye kirke til deres Ordens grundlægger San Domenico og de kaldte den derfor Santi Domenico e Sisto.

Selve kirkebyggeriet afsluttedes først i 1636 og herpå arbejdede så kendte arkitekter som Giacomo della Porta, Niccolò Torriani og Carlo Maderno. Senere fulgte nogle ombygniner og justeringer og den flotte buede dobbelte trappe i knibtangsfacon kom til i 1663.

Kirkens facade er i Barok-stil med en rigt dekoreret portal under en buste af "Madonna del Rosario", "Jomfru Maria med rosenkransen".

Kirkens indre består af ét skib, der er udsmykket med stuk og marmor i varme, gyldne toner. På det tredie alter i venstre side er der rester af en fresko, som man mener stammer fra den tidligere kirke, en "Madonna med Barnet" antagelig udført i 1460 af Benozzo Gozzoli.

På det første alter i højre side er der en smuk skulpturgruppe (se foto) udført i 1649 af Ercole Antonio Raggi efter en tegning af Gianlorenzo Bernini. Gruppens titel er "Noli mi tangere" og den forestiller det øjeblik, hvor Jesus efter opstandelsen siger til Maria Magdalene "Rør ikke ved mig " (Johannes-Evangeliet 20,17). Skulpturen blev bestilt af familien Alaleona til minde om deres slægtning, den unge nonne Maria Alaleona, som blev "levende indemuret" i dette Kloster, fordi hun havde forsøgt at smugle sin tilbeder ind i Klosteret i en kiste med tøj. Ulykkeligvis var kisten ved et uheld blevet låst og den unge mand lå kvalt derinde, da den endelig blev åbnet.

Kirken passes idag af Dominikanermunke og fungerer også som kirke for Universitetet ved siden af. Der afholdes messer kl.7.00, på helligdage kl.8.00, kl.12.25 (Højmesse) og kl.20.00 og særlige messer på de dage hvor det akademiske år begynder (i Oktober måned) og slutter (i Maj måned) samt til Jul og Påske. Særlige festdage er også den 28. Januar (Festa di San Tommaso) og den 15. November (Festa di Sant'Alberto).

- Mere om Kirkens historie - En Rundgang i Kirken -

Plan over Kirken
Fotos af Kirken
Mere om Kirken
Rundtur i Kirken
Klosteret
Nonnerne
Angelicum
Den gamle Kirke
Bøger om Kirken
Kort over området
Spise og bo i området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 27.12.2005 og sidst opdateret d. 8.3.2009