Det lille nonnesamfund "Comunità dei Santi Domenico e Sisto" stammer fra år 1220, da nogle nonner fra Kirken Santa Maria in Tempulo sammen med nonner fra Kirken Santa Bibiana og nonner fra andre klostre samlede sig under San Domenico's ledelse i det lille kloster Monastero di San Sisto ude på datidens Via Appia, ved nutidens Piazzale Numa Pompilio.

Desværre var dette område på den tid meget fugtig og sumpet og en lille flod ved navn Marrana løb lige forbi Klosteret og forværrede yderligere situationen. Disse forhold skabte mange problemer for nonnerne, der ustandseligt blev syge og havde svært ved at vedligeholde deres fugtige Kloster og Kirke.

Til slut blev de enige om at bedes paven om et bedre og mindre sundhedsskadeligt sted at bo og for at kunne få penge til at bygge et nyt og større kloster et andet sted, bestemte Pave Leo X (1513-1521) i første omgang, at Santa Aurea-Klosteret i Via Giulia skulle nedlægges og Dominikaner-nonnerne herfra flytte ind hos søstrene i San Sisto Vecchio. De 2 Dominikaner-nonnesamfund blev herved sammenlagt og i 1514 kunne ejendommen i Via Giulia sælges.

Nonnerne blev ved med at bede paven om et nyt og bedre sted at bo og Pave Pius V, der selv var Dominikaner-munk, besluttede i årene 1566-1572 at købe det gamle kloster "Convento di Santa Maria ad Nives" (eller "Santa Maria a Magnanpoli"), der lå på Monte Magnanapoli, så de her kunne bygge et stort, nyt Kloster og en stor, ny Kirke.

I 1568 var handelen afsluttet og Paven havde givet 4000 scudi for hele komplekset indeholdende Kirke og Kloster, diverse huse, stalde og lader, sovesale og spisesale. Og året efter gav Pius V yderligere 10.000 scudi til byggeriet.

Byggeriet af det nye store kompleks gik i gang i 1569 og varede de næste mange år. I 1575 kunne nonnerne flyttede ind i de halvfærdige omgivelser og i årevis herefter brugte de store summer på at viderudbygge og udsmykke Klosteret og Kirken, som de viede til både San Domenico, Ordenens grundlægger, og til San Sisto, som havde været patron for deres første Kirke.

Med sig bragte de mange af deres kæreste ejendele:
En trefløjet altertavle bemalet af Filippo Vanni, som stammede fra Santa Aurea-Klosteret,
Et smukt bemalet trækors udført - af 2 forskellige kunstnere - i første halvedel af 1200-tallet,
En fresko med Madonna med Barnet, kaldet "Madonna delle Grotte", som i 1677 blev nedtaget i nonnernes gamle kloster Monastero di San Sisto og bragt til deres nye kirke. Fresken skal ifølge traditionen stamme fra 1527,
Et meget gammelt billede, som havde været i nonnernes besiddelse helt tilbage til dengang de boede i Monastero di San'Aurea i Via Giulia. Det var en gammel byzantinsk ikon af Madonna fra det 12.århundrede, som nonnerne imidlertid mente var det billede, som San Luca malede af Madonna, en såkaldt "Madonna Acheropita" som Pave Honorius III havde foræret San Domenico. Idag findes dette ikon i Monastero del Rosario på Monte Mario, mens en kopi heraf kan ses på alteret i nonnernes korbygning i Kirken Santi Domenico e Sisto og samme sted kan man på en indskrift til højre for hovedindgangen læse om billedets historie.

I mange år levede nonnerne i Comunità dei Santi Domenico e Sisto en stille og rolig tilværelse i deres Kloster i Via Panisperna, men da franskmændene i 1798 besatte Rom, blev nonnerne tvunget til at forlade deres hjem for at besættelsesmagten kunne indrette det til militærhospital.

I 1800 kunne nonnerne dog vende tilbage, men da Rom i 1870 blev hovedstad i det nye, samlede Italienske Kongerige, blev nonnerne nødt til at afgive en stor del af Klosteret til Statens brug. Søstrene indrettede sig i en lille del af huset, men i 1928 købte Dominikaner-munkene hele komplekset for at indrette læreanstalten Angelicum heri.

I 1931 måtte nonnerne atter flytte ud og de flyttede denne gang til klosteret Santissimo Rosario på Monte Mario, hvor de stadig bor.

Nonnerne i Comunità dei Santi Domenico e Sisto levede i klausur, afsondret fra omverdenen, og man kan stadig se ganske mange vidnesbyrd herom i Kirken Santi Domenico e Sisto i Via Panisperna.

Litteratur om Comunità dei Santi Domenico e Sisto:
Ss. Domenico e Sisto. Di Virginia Bernardini, Andreina Draghi e Guia Verdesi. Istituto Nazionale di Studi Romani. Fratelli Palombi Editori, 1991.
- side 13ff.