|
|
1571 I 1560 var den spanske flåde blevet ødelagt og tyrkerne hærgede nu uden modstandere i Middelhavet. I 1565 havde de forsøgt at erobre Malta, men Malteser-Ridderne havde sat sig til modværge og med hjælp fra Paven og fra den spanske Kong Filip II lykkedes det dem at befæste og holde øen. I 1570 havde tyrkerne imidlertid besat Cypern og det var efterhånden af afgørende betydning at stoppe dem, inden de nåede til Italien og kunne true Kristendommens hovedstad. Venetianerne, som Cypern hørte under, bad Pavestaten om hjælp og i 1571 lykkedes det omsider Pave Pius V at samle venezianerne og spanierne i en fælles kamp sammen med Hertugdømmet Toscana og Piemonte mod tyrkernes fremmarch i Europa. Paven selv stillede med skibe og pengemidler og således lykkedes det at samle så stor en hær, at katolikkerne i 1571 kunne fejre sejren i Slaget ved Lepanto. Lepanto er en by i Grækenland, beliggende ved den Korinthiske Havbugt. Den allierede flåde var under kommando af den spanske Kong Filip II's halvbroder Juan de Austria (i Italien kaldet don Giovanni d'Austria), som med sine spanske og italienske skibe fuldstændigt tilintetgjorde den tyrkiske flåde under Admiral Ali Pasha i det største søslag siden Kejser Augustus mødte Marcus Antonius ud for Actium. Slaget ved Lepanto var tyrkernes første alvorlige nederlag og 8o tyrkiske krigsgalejer blev sænket, mens 130 blev erobret af den allierede hær og kun 40 slap bort. Hele Rom var voldsomt inddraget i krigshandlingerne. Alle indbyggerne bidrog med pengegaver og i kirkerne bad man uophørligt til Jomfru Maria i hendes egenskab af sejrbringer "Santa Maria della Vittoria" for krigens udgang. Mange unge adelige romere fik poster i den allierede hær, blandt andre Onorato Caetani, Orazio, Virgilio og Paolo Giordano Orsini, Cencio Capizucchi, Fabio Santacroce, Paolo Odescalchi, Domenico de' Massimi og Fabrizio Ruspoli. Næstkommanderende for styrkerne blev Marcantonio Colonna. I slutningen af august samledes en flåde bestående af 114 venetianske galejer under Sebastiano Venier og Agostino Barbarigo, 81 spanske galejer under kommando af Gianandrea Doria, 12 pavelige galejer under Marcantonio Colonna, 3 galejer blev stillet af Greven af Savoia under kommando af Andrea Provata og Malteser-Ridderne havde ligeledes udrustet 3 galejer. På disse skibe var der 20.000 soldater, hvoraf mere end halvdelen var italienske. Det fortælles, at Pius V brast i tårer ved nyheden om sejren, og til minde derom fastsatte han den 7. Oktober som Festa di Nostra Signora della Vittoria. (Festen blev senere flyttet til den første søndag i Oktober og viet til Madonna del Rosario). Var tyrkernes tab voldsomme, så var de allieredes også store og don Giovanni d'Austria måtte blive i krigsområdet for at forberede et togt mod tuneserne. Sejren medførte, at Spanien derpå fik overtaget søherredømmet i Middelhavet. Imens drog Marcantonio Colonna hjem og den 22. november gjorde han ophold i Marino for at afvente forberedelserne til en sand triumf-modtagelse i Rom, der derpå festede i ugevis efter hans ankomst den 4. december. Udenfor Rom modtog Kardinal Bonelli den romerske sejrherre, der ankom til Kirken San Sebastiano ridende på en hvid hest efterfulgt af et stort følge, hvoriblandt der var 170 fanger og vogne læssede med krigsbytte. Under færden ind i byen blev der skudt salutter fra Castel Sant'Angelo og i Peterskirken modtoges Marcantonio Colonna af Pave Pius V og 25 kardinaler. Herefter red Marcantonio Colonna hjem til Palazzo Colonna på Piazza dei Santi Apostoli gennem gader oplyst af fakler og 9 dage efter indbød Det Romerske Senat til en reception til ære for ham. Til Kirken Santa Maria d'Aracoeli gav sejrherren en sølvsøjle (navnet Colonna betyder "søjle") som tak, men han afstod fra en stor festmiddag og pengene herfor blev i stedet givet som medgift til 75 fattige unge piger. Litteratur om Slaget ved Lepanto: Hvornår skete det. Verdenshistorisk opslagsbog. Af Kaj Petersen. Bind 1. Politikens Forlag, 1965. - side 396. Storia di Roma. Dalla fondazione all' inizio del terzo Millennio. Claudia Cerchiai, Giovanni di Benedetto, Ludovico Gatto, Fulvia Mainardis, Alberto Manodori, Vincenzo Matera, Claudio Rendina, Claudio Zaccaria. 1. edizione. Roma, Newton & Compton editori, 2003. - side 1059ff. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|