ANNAS ROM GUIDE

Corso Vittorio Emanuele II

Se øverst på Kort over Campo de' Fiori-Turen

Den meget lange, brede og trafikerede, moderne gade, der gennemskærer Marsmarken fra Piazza del Gesù til Piazza Pasquale Paoli og Tiberbroen Ponte Vittorio Emanuele II, samt løber gennem kvartererne Rione Pigna, Rione Sant'Eustachio, Rione Parione og Rione Ponte, blev anlagt efter 1886 og kaldet Corso Vittorio Emanuele II efter det samlede Kongerige Italiens første konge Vittorio Emanuele II.

At få en god trafikal forbindelse mellem Piazza Venezia og Tiberen nødvendiggjorde omfattende gadeændringer og nedrivning af mængder af beboelseshuse, kirker, palæer og andre bevaringsværdige bygninger, hvoraf mange var meget gamle. Udover ændringer af gadeforløb var der også mange mindre gader og pladser, som helt forsvandt. Det gælder således den gamle gade Via Colonne dei Massimi, også kaldet Via del Massimo, efter det Palazzo Massimo alle Colonne, som stadig står langs den nye gade i nr. 141.

Da så mange gamle huse måtte fjernes, byggedes i årene efter - især i perioden 1886-1896 - en hel del nye og moderne palæer, der ligger som perler på en snor langs begge sider af Corso Vittorio Emanuele II. Mange af disse blev tegnet af tidens kendte arkitekt Gaetano Koch, for eksempel Palazzo Amici i nr. 337, der byggedes i 1889, og Palazzo Trocchi i nr. 276, som er opført i 1896.

Dog var der også enkelte af de gamle palæer, der kunne gøres kortere og tilføjes en ny facade.

Blandt de nedrevne kirker var Santa Maria in Candelora, der også kaldtes Santa Maria dei Transalpini eller Santa Maria della Purificazione in Banchi og stammede fra før 1200-tallet.

Den østligste del af den nye gadestrækning - mellem Piazza del Gesù og Piazza Venezia - fik ikke samme navn som resten af boulevarden, men opkaldtes i stedet efter den folkeafstemning om byens overgang til en del af Kongeriget Italien, som fandt sted i Rom den 2. Oktober 1870. Denne del af gaden kom derfor til at hedde Via del Plebiscito : Folkeafstemningsgaden.

Den 1 kilometer og 320 meter lange Corso Vittorio Emanuele II mødes undervejs mod nordvest af talrige mindre gader, hvoraf nogle er tidligere tværgader, som ved anlægget blev gennemskåret af den nye trafikåre og derved mistede en samlet identitet. Langs Corso'en ligger mange mindre og større torve og pladser og det vrimler med interessante bygninger, kirker, mindre haveanlæg og fontæner.

Af sidegaderne kan nævnes: Via del Gesù (på nordsiden) og Via dell'Aracoeli, samt Via Celsa (på sydsiden). Derefter følger: (stadig fra syd) Via dell'Arco dei Ginnasi og Via di San Nicola dei Cesarini, samt fra nord: Via dei Cestari. Efter Largo Argentina støder Via di Torre Argentina til fra syd, mens samme gade - som tidligere var et sammenhængende forløb - fortsætter mod nord, hvor også Via del Monterone støder til. Fra syd kommer Largo dei Chiavari og Via del Paradiso, samt Via dei Baullari og Vicolo del Aquila. Mens vi mod nord støder på gaderne Via dei Leutari, Vicolo della Cancelleria og Vicolo dei Savelli, der også fortsætter mod syd, idet også denne gade havde ét langt sammenhængende forløb. Det samme gælder tværgaden Via Sora, mens Via Cerri, Via Larga og Via dei Cartari kun løber til fra syd. Via della Chiesa Nuova løber derimod kun mod nord. I det næste gadekryds har der også en gang løbet en sammenhængende gade, mens dette forløb idag hedder Via dei Filippini på nordsiden og Vicolo Cellini på sydsiden. Fra nord kommer nu Vicolo dei Sforza Cesarini og senere fra syd Via del Pavone og Vicolo delle Palle. Den sidste overfor den fra nord kommende Via Giovanni Giraud. Via dei Banchi Vecchi og Via dei Cimatori mødes på sydsiden overfor Largo Tassoni og derefter spaltes Corso Vittorio, så Via degli Acciaioli drejer fra mod vest. Lidt længere fremme støder Via dell'Arco della Fontanella til fra øst, inden tværgaden Via Paola har rester på begge sider af Boulevarden. Corso Vittorio Emanuele II ender i Piazza Paoli, hvor 2 flodboulevarder støder sammen: Lungotevere dei Fiorentini fra syd og Lungotevere degli Altoviti fra nord.

Af pladser kan nævnes: Piazza del Gesù, Largo di Torre Argentina, Piazza Vidoni, Piazza di Sant'Andrea della Valle, Piazza di San Pantaleo, Piazza della Cancelleria, Piazza della Chiesa Nuova, Piazza Sforza Cesarini, Largo Ottavio Tassoni og Piazza Pasquale Paoli.

Af seværdige palæer langs gaden kan nævnes: Palazzo Cenci Bolognese, Palazzo Maddalena Capodiferro, Palazzo Strozzi Besso, Palazzo Roberto-Conti-Datti, Palazzo Caffarelli, Palazzo della Valle, Palazzo Massimo alle Colonne, Palazzo Massimo "di Pirro", Palazzo di Girolamo Pichi, Palazzo Russo, Palazzo Cerri, Palazzo Sora, Palazzo dei Filippini, Palazzo Sforza Cesarini, Ospizio dei Pellegrini Boemi, Palazzo del Banco di Santo Spirito / Palazzo Spada Bennicelli, Palazzo Aldobrandini, Palazzo De Rossi.

Af kirker langs Corso Vittorio kan nævnes: Il Gesù, Santissime Stimmate di San Francesco, Santa Maria in Monterone, Sant'Andrea della Valle, San Pantaleo, Santa Maria in Vallicella / Chiesa Nuova, Oratorio dei Filippini.

HISTORIEN:

I Antikken har den lange strækning, hvor nutidens Corso Vittorio Emanuele II løber, været meget forskelligt benyttet og bebygget. I den østlige del, som ligger tæt mod centrum, har der med tiden været rejst masser af templer, søjleomkransede anlæg, de såkaldte Porticus, stået lagerbygninger, kaldet Horrea, og private boliger, Domus. Mod nord har der ligget større åbne områder og vådområder med badeanlæg. Længere mod vest har der været rejst store teaterrum på begge sider, men efter disse - omkring Piazza di San Pantaleo - er det tyndet ud i bebyggelsen. Dog blev der stadig rejst beboelse mod syd, hvor der også lå flere af de store væddeløbsstalde til de 4 konkurrerende hold.

Der løb tilsyneladende i Antikken ikke nogen gade med netop det forløb, som nutidens Corso Vittorio har. Men i området mod syd og ned mod floden løb flere gader, der alle førte op mod den gamle Pons Neronianus og som var en del af den gamle Via Triumphalis, den vej, ad hvilken de sejrende generaler førte deres hære, når de var blevet tildelt et triumftog op til Capitol.

I gadens nordvestligste del stod flere meget gamle templer som afslutning på det store væddeløbsområde Trigarium, der strakte sig parallelt med Via Triumpgalis, mellem denne og floden. Endelig sluttede denne gade - ligesom Corso Vittorio - ved nutidens Piazza Paoli, hvor der rejstes en stor triumfbue for Kejserne Arcadius, Honorius og Theodosius.

Af Antikkens bebyggelse kan nævnes: Domus Palis, lidt syd for Saepta Julia og nord for Corso'en, mens området syd for var optaget af Porticus Minucia Frumentaria og dernæste af de mange templer, som nu er udgravetLargo Argentina. Nord for lå - et stykke længere oppe -Agrippas Thermer og lidt derfra den såkaldte Lacus Cuniculi ved Piazza Vidoni. Det store område mod syd var dækket af flere søjlegange og forpladser til Theatrum Pompei, der mod vest strakte sig frem til Campo dei Fiori.

Nord for Corso'en stod det gamle Odeum og derefter er det begrænset, hvor megen bebyggelse der var her på nordsiden. Mens der var flere staldbygninger og boliger mod syd i området omkring Palazzo della Cancelleria. Først oppe ved Piazza della Chiesa Nuova er der fundet rester af et gammelt værksted for marmor og metal. Og længere fremme har der ligget et stort bygningskompleks under den nuværende Corso og vest for denne. Derefter er fundene atter begrænsede, indtil området ved nutidens Via Acciaioli, hvor man har fundet rester af templerne Aedes Ditis og Aedes Proserpinae, samt flere altre og det såkaldte Secretarium Neronis. Til slut kan nævnes den ovenfornævnte triumbue Arcus Arcadii, Honorii et Theodosii, som har stået på det sted, der idag er den vestlige del af Piazza Pasquale Paoli.

I Middelalderen lå den vestlige del af området ret øde og ubebygget hen, mens den østlige del, som jo var nærmest bykernen, stadig havde bymæssig betydning. Omkring Largo Argentina opstod for eksempel et stort kalkbrænderi, hvor man brændte de antikke marmordele for at kunne bruge resultatet til at opføre nye boliger eller reparere de gamle. Det meste af de ovennævnte antikke bygninger forsvandt i kalkovnene. Kalkbrænderiet kaldtes Il Calcarario og ordet går igen i flere stednavne og tilnavne på gamle kirker, der netop i Middelalderen byggedes i dette område: San Lorenzo in Calcarario, San Nicola in Calcarario og Santa Lucia in Calcarario.
I den midterste del af strækningen opstod der mod nord fra omkring 1000-tallet en lombardisk enklave, hvor Abbazia di Farfa blev ejere af adskillige grunde og huse. Grundene var for en stor del beplantet med vinstokke og grøntafgrøder. Herimellem byggedes flere mindre kirker og klostre og i 1400-tallet mange af de tårne, som gjorde at Rom omtaltes som "Roma turrita".
En stor del af midterområdet henlå også i sump med mindre vandstrømme, hvoraf nogle blev inddæmmet og overdækket, men alligevel kunne afgive ubehaglige lugte og dunster i sommerheden. I slutningen af Middelalderen begyndte man derfor at udbygge denne dræning og rørlægning i blandt andet den såkaldte "Chiavica di Santa Lucia".

Under den forfærdelige "Sacco di Roma" i 1527, hvor Kejser Karl V's lutheranske landsknægte (de i Rom kaldte "lanzichenecchi") belejrede og erobrede Rom, som derpå blev offer for dages terror, brandstiftelse, kidnapninger og plyndringer, led også området omkring nutidens Corso Vittorio store skader. I Palazzo Massimo spærrede familien, som havde mistet en søn i byens forsvar, sig inde - og det samme gjorde alle andre, der ikke allerede havde haft held til at flygte. De fremmede soldater førte sig frem, som om byen var deres, og hæren slog sig ned med 3 hovedkvarterer, hvoraf den ene var på Campo de' Fiori, hvor de tyske tropper slog lejr, mens de spanske blev kaldt sammen på Piazza Navona og de italienske lejetropper på Piazza di Ponte foran Ponte Sant'Angelo. Lige overfor havde Pave Clemens VII og en stor mængde kardinaler barrikaderet sig i Castel Sant'Angelo, mens romerne måtte klare sig selv. Nu fulgte plyndringer af palæer og kirker, nogle mord på præster blev også begået, og munke og nonner blev forfulgt og voldtaget. Kirkesølvet og kunstgenstande forsvandt og mange familier måtte tømme pengekassen for at holde soldaterne fra døren. Det fortælles, at visse områder af Rom ikke mærkede så meget til disse uhyrligheder, men netop området, som vi her behandler, var hårdt plaget.

I Renæssancen blussede byggefeberen op og hele området blev efterhånden bebygget med flotte nye palæer, nyrenoverede og større kirker, nyanlagte gader og pladser. I 1538 åbnedes den gadestrækning, som idag hedder Via del Plebiscito, og mange Middelalderhuse forsvandt, da Kirken Il Gesù blev bygget. Også flere gamle kirker forsvandt, når de nye palæer rejstes, heriblandt en San Salvatore in Calcarario.
På strækningens midterste del lå der stadig mange vingårde og store køkkenhaver mellem spredte beboelseshuse, kirker og klostre. At færdes mellem disse var besværligt, da der kun var tale om stier og hjulspor, men med Renæssancen begyndte Paverne også at planlægge nye vejforbindelser og anlægge nye gader, ligesom de lod de gamle udvide, planere og brolægge. Ved de nye, bredere og smukkere gader kunne så de rige - kardinaler og købmænd - lade bygge større og mere pyntelige huse, ja nu ligefrem palæer.
Mange af disse palæer havde udover smuk arkitektur også pragtfuldt dekorerede facader med store murmalerier mellem vinduer og etager. Desværre er de fleste dekorationer forsvundet med tiden og kun ganske få kan stadig ses idag.
En anden form for facadeudsmykning var ophængningen af smukke vævede og broderede tæpper og blomsterguirlander, når de mange kirkelige processioner bevægede sig igennem de smalle gader, der syd for nutidens Corso Vittorio Emanuele II førte fra Vatikanet og ned til Capitol og Forum. Og derfra videre til Santa Maria Maggiore og San Giovanni in Laterano. Ved disse lejligheder forandredes området til fest med alle beboere på gaden eller i vinduerne.
Værre var det, når Tiberen gang på gang gik over sine bredder og overskyllede de lavereliggende områder ned mod floden. Guldsmeden Benvenuto Cellini har i sine erindringer fortalt om oversvømmelsen den 8.-9. Oktober 1530: "Jeg var næsten færdig med mit arbejde, da den mest alvorlige oversvømmelse ramte hele Rom. Jeg ventede for at se, hvad der videre skete og selv da klokken var slået 22, steg vandet stadig. Mit hus og værksted vendte ud mod "I Banchi", men gården bagved lå en del højere, for den lå på skråningen op mod Monte Giordano. Jeg tænkte nu på at redde mig selv, fyldte mine lommer med juveler og klatrede barfodet ned fra husets bagside og gik gennem vandet så godt jeg kunne, indtil jeg nåede Monte Cavallo...". Det var netop over Corso-området, at Cellini måtte klatre for at nå væk fra det stigende vand.

I nyere tid fandt de største ændringer sted i slutningen af 1800-tallet, da Corso Vittorio Emanuele II blev anlagt sammen med andre pladser og gader; Largo Argentina og andre gamle ruiner blev udgravet og fritlagt, og igen blev mange gamle palæer og kirker revet ned for at give plads til den nye tid.
Også på strækningens midterste del rejstes der ved den nye boulevard nye, flotte plaæer, samtidig med at nogle ældre måtte have facaden revet ned og trukket længere tilbage for at give plads til den brede Corso. Også opførelsen af de høje Tibermure for at beslytte byen mod oversvømmelserne, anlægget af de brede flodboulevarder, byggeriet af nye og store broer, samt anlægget af Via degli Acciaioli og Piazza Pasquale Paoli bidrog til i de følgende årtier og langt op i 1930'erne at forandre områdets karakter.

 

Litteratur om Corso Vittorio Emanuele II:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 8, 13, 18 og 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 882-885.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione V Ponte, Rione VII Regola, Rione VIII Sant'Eustachio og Rione 9 Pigna.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14, 20, 21 (før de nyeste fund).

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.4.2022 og sidst opdateret d. 22.6.2022