|
|
|
Piazza di Ponte Sant'Angelo Se under nr. 1 på Kort over den vestlige del af Piazza Navona-Turen |
|
Denne plads, der er ligger i kvarteret Rione Ponte ud for Tiberbroen Ponte Sant'Angelo, mellem flodboulevarderne Lungotevere degli Altoviti (mod vest) og Lungotevere Tor di Nona (mod øst), kaldes også blot Piazza di Ponte. Pladsen, som tidligt også blot kaldtes Forum Pontis, begyndte at få form i midten af 1400-tallet, hvor Pave Nicolaus V efter den frygtelige ulykke på Ponte Sant'Angelo i 1450 lod fjerne resterne af den gamle Æresbue, som kejserne Gratian, Valentinian II og Theodosius havde ladet rejse over den vej, der siden opførelsen af Broen og Hadrians' gravmæle på den anden side af floden havde ført sydfra og op til Pons Aelius. Der skabtes efter nedrivningen af Arcus Gratiani, Valentiniani et Theodosii, samt yderligere nogle småhuse, en form for plads ved rampen op til Broen og på hver side af denne lod Paven bygge et lille ottekantet kapel til minde om de druknede, de sårede og ihjeltrampede under ulykken i slutningen af Jubelåret 1450. Pladsen kaldtes som nævnt i starten blot Piazza di Ponte - eller Piazza di San Celso, eftersom der her i nærheden fra 1000-tallet har stået en Kirke viet til San Celso. Denne Kirke var oprindeligt meget større end den Santi Celso e Giuliani, som man idag finder et stykke nede i gaden Via del Bamco di Santo Spirito. Den gamle San Celso havde sidemuren langs med denne gade, mens hovedfacaden og indgangen vendte ud mod Pladsen. Den gamle Kirke blev revet ned i 1733 og den nye ses idag ikke i direkte forbindelse med Piazza di Ponte. Pave Sixtus IV (1471-1484) lod Pladsen yderligere udvide og tilmed brolægge, og den blev snart et knudepunt for trafikken i området, da ikke mindre end 5 store gader fra forskellige steder i byen mundede ud i Piazza di Ponte. Fra vest kom Via Tor di Nona, som var den mest bekvemme forbindelse for tilrejsende nordfra, der kom ind i byen gennem Porta del Popolo. Fra sydvest Via di Panico, som blev tilrettet i 1546 under Pave Paul III og havde forbindelse til den befærdede Via dei Coronari. Fra syd kom Via del Banco di Santo Spirito, som fra Antikken havde forbundet det sydlige område og pilgrimsgaderne Via del Pellegrino og Via dei Banchi Vecchi og Nuovi med Pons Aelius gennem en brolagt gade, der også var overdækket og flankeret af buegangen Porticus Maximae. I 1543 lod Pave Paul III desuden åbne en gade fra sydvest, kaldet Via Paolina (nutidens Via Paola), der forbandt Ponte Sant'Angelo med Kirken San Giovanani dei Fiorentini. En direkte gadeforbindelse mod vest var der imidlertid ikke, da Pladsens vestside helt spærredes af Altoviti-familiens store Palæ. En vestlig forbindelse skabtes først, da man åbnede Tiberboulevarden Lungotevere degli Altoviti. Den lille åbne plads foran denne ejendom kaldtes Piazzetta degli Altoviti, men var egentlig kun et hjørne af Piazza di Ponte. (Se foto af Alvaro de Alvariis: Kort over området i 1593 - og Kort over området i 1676) Piazza di Ponte var en levende og velbesøgt plads, for udover at være et trafikalt knudepunt, benyttedes den også flittigt af torvehandlende. Her solgtes alle slags grøntsager og frugt, og de handlende var så talrige, at de endog slog sig ned på kirketrappen. Dette kom godt nok også Kirken til gavn, for den havde ret til at udleje en del af stadepladserne foran, mens andre udlejedes af Ospedale di Santo Spirito. En af Hospitalets stadepladser var overdækket og forsynet med stendiske og derpå udlejet til en fiskehandler, som kunne behandle sin fangst foran de mange kunder. De handlende var dog ikke de eneste, der fyldte Pladsen. Her færdedes også gøglere, klovne og akrobater, der tjente nogle småskillinger ved at underholde de forbipasserende. Mange af disse kom naturligvis for at gøre deres indkøb, mens andre var pilgrimme, der måtte denne vej, fordi Ponte Sant'Angelo var den eneste bro, der førte over til den anden Tiberbred og vejen til Peterskirken. De mange pilgrimme og andre tilrejsende, der altid færdedes her, var naturligvis årsag til, at der i området omkring Piazza di Ponte lå mange gæstgiverier, hoteller, spisesteder og værtshuse. Da Ponte Sant'Angelo som nævnt var den eneste forbindelse til Vatikanet, var det også over denne Bro og derpå over Piazza di Ponte, at de mange forskellige processioner mellem Vatikanet og Laterankirken passerede. Ved sådanne lejligheder var husfacaderne udsmykkede med tæpper hængt ud fra vinduerne, der var blomster og festivitas og nogle gange opbyggede man på Pladsens vestlige del foran Palazzo Altoviti store teaterkulisser og sætsykker, hvorfra der affyredes fyrværkeri. Fra Pladsen var der desuden fin udsigt til det store festfyrværkeri, som hvert år ved Festa di San Pietro antændtes foran Castel Sant'Angelo. Men det var ikke blot fest og farver på Piazza di Ponte. Pladsen var nemlig også i en årrække - fra i hvert fald begyndelsen af 1400-tallet til 1841 - Roms rettersted, hvor dødsdømte fanger fra fængslet i Tor di Nona blev ført frem til deres henrettelse, fulgt af lægbrødre fra Compagnia della Misericordia, der i deres sorte kutter med lukkede hætter, hvor kun øjnene var synlige, havde til formål at trøste og opmuntre de dømte til at angre deres synder og overgive sig til Guds dom. På højre side af rampen til Broen lå en gårdsplads omgivet af høje mure og heri stod det lille kapel San Giovanni Decollato a Ponte Sant'Angelo. Her måtte de dødsdømte afvente henrettelsen og hertil kom præsterne for at give dem den sidste nadver. Ejendommen omtales i 1748 af Giovanbattista Noli som "Confortaria pei condannati a morte" : "stedet, hvor de dødsdømte trøstes". De fleste henrettelser fandt tilsyneladende sted i gården foran San Giovanni Decollato, men enkelte, meget omtalte eller "celebre" domme, blev eksekveret ude på selve Piazza di Ponte. Det var for eksempel her på Pladsen, at den smukke unge Beatrice Cenci den 11. September 1599 blev henrettet sammen med sin broder Giacomo og sin stedmoder Lucrezia Petroni. Det fortælles, at ved den lejlighed var der så mange tilskuere, at nogle kravlede op på rækværket til Ponte Sant'Angelo og under mængdens tumult endte med at falde i vandet og drukne. Når henrettelserne var ovre, blev de afhuggede hoveder som regel sat på stager på Pladsen, mens de livløse kroppe blev hængt op, blandt andet fra selve Broen. Som nævnt ovenfor lod Pave Nikolaus V i 1451 opføre 2 små kapeller, et på hver side af rampen til Ponte Sant'Angelo. De var rejst til minde om de mange døde og druknede, der mistede livet, da Broens rækværk gav efter for mængden af pilgrimme den 19. December 1450. Her kunne de overlevende gå hen og mindes og sende en bøn for de døde eller en tak for dem, der overlevede. EN TUR RUNDT PÅ PLADSEN: På hjørnet af Via Paola står længst mod vest resterne af det gamle Palazzo Altoviti, der helt indtil opførelsen af Tiberens digemure og de brede flodboulevarder optog hele området fra Via Paola og ned til floden. Palæets facade stod altså her og fungerede som Pladsens mur mod vest. Idag fornemmer man knapt, at der er - eller har været - tale om en stor plads i mange århundreder. Nu fylder den brede Lungotevere degli Altoviti det hele og først efter Via Paola bliver fortovet en smule bredere og rummet udvider sig lidt. Her på Pladsens sydside står mellem Via Paola og Via del Banco di Santo Spirito det gamle Casa Bonadies i den form, som det fik efter en renovering omkring 1940. Men ejendommen stammer ellers tilbage til 1400-tallet. Her boede i sin tid familien Bonadies og på et senere tidspunkt siges det, at Roms bøddel, den bekendte Mastro Titta som i sit "arbejdsliv" eksekverede ikke mindre end 514 henrettelser, også har haft til huse her i 1800-tallet. Ud for Via del Banco di Santo Spirito, der tidligere også kaldtes Canale del Ponte, bliver Pladsen endnu en tak bredere, men der er stadig mere tale om et bredt fortov end om en plads. Overfor gaden begynder Ponte Sant'Angelo på den anden side af kørebanerne mellem Lungotevere degli Altoviti (fra venstre) og Lungotevere Tor di Nona (mod højre). På hver side af Broens start står en af de statuer, som Pave Clemens VII i 1535 lod opstille i stedet for de 2 små kapeller, som var blevet revet ned. Huset mellem Via del Banco di Santo Spirito og Via di Panico er bygget i 1700-tallet og var dengang en del af bygningskomplekset omkring Kirken Santi Celso e Giuliano. Ejendommen er tegnet af Carlo De Dominicis, som var Kirkens arkitekt. Her ligger idag en metodistkirke "Chiesa Cristiana evangelica metodista", tidligere kaldet "Chiesa metodista Wesleana" og idag ofte "Chiesa metodista di Ponte Sant'Angelo". I perioden 1877-1889 virkede her Alessandro Gavazzi og dette mindes på en indskrift med teksten "A gloria di Dio - delle anime a redenzione - Alessandro Gavazzi - il confratello di Ugo Bassi - e cappellano di Giuseppe Garibaldi consacrò - questo oratorio - MDCCCLXXVII - e per dodici anni - MDCCCLXXVII - MDCCCLXXXIX - vi celebrò fedel ministerio - rievocando - la eroica testimonianza - dei martiri dell'evangelo" ("Til Guds ære og sjælenes frelse - viede Alessandro Gavazzi, som var Ugo Bassi's medbroder og Giuseppe Garibaldi's kapellan, dette kapel i 1877. Og i 12 år - 1877-1889 - var han trofast præst her og genkaldte de heroiske vidnesbyrd fra Evangeliets martyrer"). På den anden side af Via di Panico står Pontificio Istituto Regina Mundi, der dog har adressen Lungotevere Tor di Nona nr.7. Og det er netop her, at Piazza di Ponte Sant'Angelo stopper, mens flodboulevarden fortsætter mod øst. Litteratur om Piazza di Ponte Sant'Angelo: |