ANNAS ROM GUIDE

Arcus Arcadii, Honorii et Theodosii

- nu forsvunden triumfbue i området øst for Piazza Pasquale Paoli -

Se nr. 6 på Kortet over Piazza Navona Vest-turen - i Antikken

Denne store Bue, som menes at have spændt over vejen nede fra byen og frem til den antikke Pons Neronianus, blev opført i år 405 efter Kristus af kejserne Arcadius, Honorius og Theodosius til minde om General Stiliko's sejr over den gotiske hær under anføreren Alarik. Slaget stod i 403 ved Pollenza i provinsen Macerata, nordøst for Rom.

På sin store plan over Rom placerer Lanciani (se litt.note nedenfor) denne Bue omtrent på det sted, hvor Piazza Pasquale Paoli senere blev anlagt. Buen har dog nok efter nyere forskning snarere stået længere mod sydøst, i nærheden af det sted, hvor den lille kirke Sant'Orsola stod, omtrent på det sted, hvor sidegaden Via Paola krydser den trafikerede Corso Vittorio Emanuele II.

I en af Middelalderens guider over Rom, Mirabilia Urbis Romae, nævnes både denne Bue og en anden, som var blevet opført noget tidligere af kejserne Gratian, Valentinian II og Theodosius i år 379-383 ved indgangen til Tiberbroen Pons Aelius og omtrent på nutidens Piazza di Ponte Sant'Angelo.

I en guide fra 1410-1415 fortælles, at Arcus Arcadii, Honorii et Theodosii stadig stod, men manglede marmorudsmykning og indskrift. Denne kender vi imidlertid fra en afskrift, der findes i en anden Middelalder-guide, nemlig det såkaldte "Codice di Einsiedeln", som dateres til et tidspunkt mellem 638-848. Teksten skulle have lydt således: "Imppp. clementissimis toto orbe victoribus, ddd. nn(n). Arcadio Honorio Theodosio Auggg. ad perenne indicium triumpho(rum), quod Getarum nationem in omne aevum doc(u)ere exti(ngui), arcum cum simulacris eorum tropaeisq. decora(tum) s. p. q. R. totius operis splendore ....". Heraf fremgår det, at Buen var dekoreret med statuer af de 3 kejsere og med relieffer af krigsbyttet fra slaget.

Buen omtaltes også undertiden som Arcus Aureus Alexandri - Den Gyldne Alexander-Bue. Måske fordi kejserstatuerne har været udført i forgyldt bronze?

 

Litteratur om Arcus Arcadii, Honorii et Theodosii:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 1 : Testi e immagini. --- side 524.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 8.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte IV / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1981. ----- side 5, 83.
ILS : Insciptiones Latinae Selectae / Hermann Dessau. - Chicago: Ares Publishers, 1979.
- Vol. I : nr. 798, side 177.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 23.
Worm, Erik (udgiver): Benedictus Canonicus: En fuldstændig beskrivelse af Rom : den ældste romerske mirabilieredaktion fra 1140 : indledning, oversættelse og kommentar ved Erik Worm. - Københavns Universitet : Museum Tusculanums Forlag, 1994.
- side 56, 87.
Wikipedia (engelsk tekst): Arch of Arcadius, Honorius and Theodosius.
Wikipedia (italiensk tekst): Arco di Arcadio, Onorio e Teodosio.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 16.7.2022