ANNAS ROM GUIDE

Via Acciaioli

Se til højre for nr. 22 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Via Acciaoli er en lille, kort gade, som løber i den østlige del af kvarteret Rione Ponte mellem den brede boulevard Corso Vittorio Emanuele II mod nordøst og i sydvestlig retning mod Largo dei Fiorentini og Tiberen med broen Ponte Principe Amedeo Savoia d'Aosta.

Gaden har navn efter en gammel familie fra Firenze, som dog har holdt til i Rom siden 1282, hvor de åbnede deres første forretning. Det var en familie af handelsfolk, som oprindelig kom fra Brescia og senere fik succes i Rom, hvor de også kom til at bestride vigtige poster både indenfor den kommunale administration og indenfor Kirken.

Via Acciaioli har i begyndelsen et noget "kringlet" forløb, da den starter som en svingbane i Corso Vittorio Emanuele II ud for det, der i et noget lavere niveau og nedenfor en høj række trappetrin er en blind sidegade ved navn Via del Consolato. Mellem den lavereliggende gade og Via Acciaioli ligger en smal grøn plæne med en statue af Terenzio Mamiani della Rovere.

Via Acciaioli er her drejet mod vest og for enden af gaden kan man - på den anden side af floden og Ponte Principe Amedeo d'Aosta - se den tunnelindgang, som leder trafikken ind under Vatikanhøjen. Tunnelen kaldes her Galleria Principe Amedeo Savoia d'Aosta.

Efter det lille grønne anlæg åbner der sig en lille sidegade, der fører ned til det lavereliggende område bag anlægget. Dette korte gadestykke hedder Vicolo dell'Oro. På den modsatte side af Via Acciaioli er der et stort, åbent, trekantet stykke mellem Corso Vittorio Emanuele II og sidegaden Via Paola mod nord. Området er idag udlagt til busterminal.

På venstre side fortsætter Via Acciaioli et kort stykke, hvor 2 mindre og lavere huse er opført op mod de gamle gavle med rester fra de huse, som blev revet ned, da det gennemgående gadeforløb mod floden blev udvidet.

Også på den modsatte side af Via Acciaioli kan man efter Via Paola se mærker efter de nedrevne bygninger. Her står nærmest nøgne mure med enkelte vinduer og støttemure, samt et sted en lille basarbygning og i nr. 5 en garage. Den åbne plads overfor - og før Kirken San Giovanni dei Fiorentini - hedder også på denne side Piazza dell'Oro.

Bag garagebygningen løber en smal sidegade kaldet Via della Mola dei Fiorentini. På det sidste stykke af Via Acciaioli står der her et moderne hus i 4 høje etager med overbygget 5. etage, som ligger trukket noget tilbage bag en stor grøn tagterrasse. Ejendommen med gadenumrene 1-7 danner hjørnehus mod flodboulevarden Lungotevere dei Fiorentini, hvorudtil den har 6 høje fag i stueplan, men 5 fag vinduer på de øvrige etager.

Hjørneejendommen på den modsatte side af Via Acciaioli - og altså på sydsiden af denne - er ligeledes af nyere dato og har 5 fag i 3 etager med høj kælder ud mod Lungotevere dei Sangallo, hvor den støder op til sidemuren på Kirken San Giovanni dei Fiorentini, hvis bagside og apsis ligger ud mod flodboulevarden.

Den moderne hjørneejendom, som er bygget i 1939 til at huse Sede della Arciconfraternita della Pietà, er det sidste hus i Via Acciaioli, hvor det indtil Piazza dell'Oro har en lang facade på 7 fag med en bred indgangsdør i midten, hævet over en høj række trappetrin. Til højre herfor bliver de høje kældervinduer til stueetagevinduer, da terrænet falder her efter hævningen af murene mod floden. I bygningen findes idag, ifølge et skilt på facaden, Museo dei Fiorentini. Der skulle dog også inde fra Kirken være adgang til museet, som findes i loftetagen over Kirkens højre sideskib. Adgang hertil kan fås ved forespørgsel.

I det hele taget var området engang - som de mange stednavne antyder - især beboet af tilflyttere fra Firenze, som her også lod rejse deres egen kirke, San Giovanni dei Fiorentini, der ligger tæt muret op af den nye bygning, men med sin store marmorfacade ud mod Piazza dell'Oro. Firenze-tilflytternes område strakte sig forøvrigt ganske meget længere mod både syd og nordøst og her havde mange deres værksteder og forretninger, samt bopæl. Festdagen for florentinernes helgen, Festa di San Giovanni, blev særligt fejret i dette kvarter - med processioner, udsmykkede huse og gader, hestevæddeløb og -optog, samt fyrværkeri.

Området ændrede fundamentalt karakter, da den brede og trafikerede Corso Vittorio Emanuele blev anlagt og i 1888, da man byggede de høje mure mod floden for at forhindre Tiberens regelmæssige oversvømmelser. Ved denne lejlighed anlagdes også de brede flodboulevarder og voldsomt mange huse, kirker, gader og pladser forsvandt i disse store ombygninger.

Også senere tiders byplanlægning kom til at sætte sit præg på området, da man omkring 1940 opførte Ponte Principe Amedeo d'Aosta og Via Acciaioli blev anlagt.

HISTORIEN:

Syd for Via Acciaioli lå i Antikken langs med floden et stort område kaldet Trigarium, som man mener strakte sig nede fra Via delle Prigioni og Vicolo del Malpasso og mod nord til omkring midt på Piazza dell'Oro og midt i kirkebygningen. Trigarium lå med den nordlige del lige i udkanten af et endnu større område kaldet Tarentum.

Og her i Tarentum stod så, lige nordøst for Trigarium, et større tempelkompleks, som bestod af 2 templer forbundet med en bue. Man mener, at der længst mod syd var tale om Aedes Ditis, hvor en lukket tempelbygning stod indenfor et stort søjleomkranset område i retning syd-nordøst og beliggende på Piazza dell'Oro, der hvor Via Acciaioli gennemskærer Pladsen og busterminalen begynder.

Den nordlige tempelbygning menes at have været Aedes Proserpinae, der havde omtrent samme størrelse og orientering som tvillingetemplet, men var 2-delt - med en lukket bygning mod nordøst og en søjleomkranset forplads mod sydvest. Dette tempel hat stået der, hvor nu de ramponerede bygninger på nordsiden af Via Acciaioli står.

et endnu tidligere tidspunkt - før templerne blev opført - skal kulten for guderne Dis Pater og Proserpina have foregået under åben himmel ved et alter omtalt som Ara Ditis et Proserpinae.

Flere gamle gudealtre menes også at være lokaliseret i området omkring Via Acciaioli. I indhakket, hvor facaden på San Giovanni dei Fiorentini møder den moderne bygning til højre, kan det være at Ara delle Eileithyiai har stået, mens Ara delle Moirai har stået i starten af Via Acciaioli's nordside, i den sydlige udkant af den højre busterminal.

Rester af en kirkemur er desuden udgravet under Corso Vittorio Emanuele II på det sted, hvor den løber sammen med Via Acciaioli og lige øst for det lille grønne anlæg med statuen.

På dette sted skal der i Antikken have stået det såkaldte Secretarium Neronis og senere byggedes her - engang før slutningen af 1100-tallet - en lille kirke, der viedes til Sant'Orsola og oprindelig kaldtes S. Ursi de Ponte, fordi den lå tæt ved Ponte Sant'Angelo. Kirken lå for enden af den fra nordøst kommende lille gyde Vicolo di Sant'Orsola, i området lige syd for Corso Vittorio Emanuele og frem til Vicolo dell'Oro. Med en firkantet apsis ind over det sted, hvor Antikkens Via Triumphalis løb i nordvestlig retning mod Pons Neronianus, i et forløb helt nede fra bymidten og Marcellus-Teatret. Sant'Orsola blev revet ned i 1888, da Corso Vittorio Emanuele II og Largo Tassoni skulle anlægges.

Området bag San Giovanni dei Fiorentini var tidligere sandstrand og lidt nord for Kirken - som var under opførelse fra begyndelsen af 1500-tallet og en del år frem - lå her fra gammel tid et færgested og en lille havneplads, der kaldtes Porto di San Giovanni de' Fiorentini alla Scala. Herfra kunne man blive sejlet over floden til Porto della Barchetta lidt syd for Porta di Santo Spirito. Det er på dette sted, hvor senere Ponte Amedeo d'Aosta blev opført, og Porto di San Giovanni har ligget omtrent der, hvor Via Acciaioli idag møder flodboulevarderne, som sammen med de høje digemure blev bygget i et meget højere niveau for at forhindre nye oversvømmelser af det lavtliggende område.

Ved siden af Kirken lå før Via Acciaioli's åbning omkring 1940 det såkaldte Ospedale dei Fiorentini - herberg og sygehjem for tilrejsende og tilflyttere fra Firenze - med facaden ud mod Via della Mola dei Fiorentini. Det blev ved denne lejlighed revet ned sammen med Consolato dei Fiorentini og det gamle sæde for Museo Barracco, der flyttedes til Corso Vittorio Emanuele II nr. 266.

 

Litteratur om Via Acciaioli:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 8 og 13.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1981.
--- Rione V Ponte, Parte 1V / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione. ------- side 14, 22.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 14 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton editori, 2004.
- Volume Primo : A-D. --- side 39.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 24.1.2022 og sidst opdateret d. 22.3.2022