|
|
|
Sant'Anastasia Se nr. 16 på Kort over Velabro-Turen |
|
Denne Kirke, som står ved Palatinhøjens fod, for enden af den lille forplads, Piazza di Sant'Anastasia, er meget gammel og dens lange historie begynder engang i 300-tallet. Oprindeligt opstod Kirken i en tidligere antik bygning som en "huskirke", en såkaldt "Titulus", der blev viet til helgeninden Santa Anastasia fra Sirmium, som ifølge legenden døde martyrdøden i år 304 efter Kristus. Der går flere historier - mere eller mindre troværdige - om Kirken. For eksempel fortælles det, at helgenen San Girolamo (Sankt Hieronymus) skal have frekventeret Sant'Anastasia-Kirken sidst i 300-tallet. Andre nævner, at helgenen boede i nærheden og at han her havde afholdt messe. Det berettes også, at Kirken blev opført i huset hos en vis Publius, som var gift med en anden Anastasia, som skal have været en søster til Kejser Konstantin I. Sandt er det, at Kirken er opført i det, der i midten af 200-tallet efter Kristus blev bygget som et lejlighedskompleks, en såkaldt "insula" i 3 etager. Senere fjernedes væggene mellem lejlighederne på bygningens første sal, så der kunne bygges et større kirkerum. I stueetagen fortsatte der dog med at være flere mindre rum brugt til forretninger og værksteder, som fortsat benyttedes i lang tid fremover. Da Kirken står et sted, hvor den var omgivet af myndighedsbygninger, som under det byzantinske styre (330-641) benyttedes af disse Kejseres stedfortrædere og administrationsapparat, blev Sant'Anastasia styrets og denne befolkningsgruppes officielle kirke. Under Pave Damasus I i perioden 366-382 blev kirkerummet udsmykket med billeder i den halvcirkelformede apsis. En nu forsvundet, men af andre overleveret, indskrift fra 400-tallet berettede om, hvorledes denne Pave lod apsiskuplen udsmykke. Det antydes her, at apsisrummet allerede var opført før Pavens indgriben. En kilde fortæller, at Bypræfekten, Praefectus Urbi Loginianus, i år 403 los anlægge en brønd, som man antager måske har været til brug for et lille dåbskapel ved Sant'Anastasia. Hvis denne antagelse er korrekt, er der tale om det første dåbskapel i Rom i tilknytning til en kirke. Under Pave Hilarius (461-468) blev malerierne omdannet til mosaikker. Den gamle Kirke skal ifølge Pacini (se litt.note nedenfor) have haft ikke mindre end 5 døre (idag er der kun én) og at der førte en bred og lang trappe derop. Ifølge RomArcheologica (se litt.note nedenfor) var den tidlige kirkebygning i ét skib og med kors-formet grundplan. Skibet var bygget ind i de tidligere lejligheder, hvor skillevæggene som nævnt blev fjernet, mens tværskibet hvilede på butikslokalerne nedenfor. Det lader til at Skibet var kortere end det nuværende, indtil rummet udvidedes til de nuværende 3 skibe og den nye facade blev bygget i 1600-1700-tallet. Der hvor Kirkens højre sideskib er bygget idag, løb i Antikken en gade, hvorfra der var adgang til bebyggelsen, som fandtes på begge sider af vejen. Sideskibene blev ifølge de sidste nutidige hypoteser først opført i 800-tallet. Titulus Anastasiae havde stor betydning for Kristendommens udbredelse i dette område, før kirkerne på Forum Romanum Santa Maria Antiqua og Santi Cosma e Damiano indtog førerposten. Sant'Anastasia var også i 400-tallet en af de "stationer", som besøgtes på pilgrimmenes vej gennem Rom og hvor der gjordes ophold og forrettedes messe under de lange pavelige processioner. I 492 nævnes 2 præster ved Sant'Anastasia som underskrivere ved den af Pave Gelasius I på dette tidspunkt afholdte Synode, og da Pave Symmachus i 499 holdt er Koncil i Rom, nævnes 3 præster fra Kirken ligeledes. I midten af 600-tallet nævner den tids "turistfører", "Itinerario Salisburgense", Kirken med denne beskrivelse: "basilica quae appellatur scae. Anastasiae ubi cruces servantur quae portantur per stationes". Herfra bar man altså Jesu Kors i procession til de forskellige "stationer". Sant'Anastasia-Kirken regnedes dengang for Roms tredievigtigste kirke efter San Giovanni in Laterano og Santa Maria Maggiore (Claridge. se litt.note nedenfor). Flere restaureringer blev foretaget, først under den østgotiske Kong Teoderik den Store (474-526) og derpå under Paverne Johannes VII (705-707), Leo III (795-816) og Gregor IV (827-844). Ifølge de sidste nutidige hypoteser blev sideskibene muligvis først opført her i 800-tallet, sandsynligvis under Leo III. I 1210 lod Pave Innocens III opbygge 2 prædikestole i Kirken, men disse blev senere fjernet. I 1471-1484 lod Pave Sixtus IV foretage en større restaurering. Ved denne lejlighed åbnedes nogle tredobbelte vinduer i sidemuren. Disse kan stadig ses, mens det klokketrårn, som han lod opføre, senere er forsvundet og kun kendes fra gamle tegninger. I 1580 blev Kapellet midt i højre side bygget og viet til San Giovanni Battista (Johannes Døberen). I 1585 fik Kirken nyt højalter, udført af Onorio Longhi i kostbare marmorsorter. I 1601 blev spanieren Bernardo de Rojas y Sandoval udnævnt til Titel-Kardinal i Sant'Anastasia og i de følgende år, indtil 1618, lod han bygge Kirkens nye facade med en portico foran, som senere er blevet revet ned, da den blev ødelagt af en cyklon i 1634. Facaden blev derfor genopbygget af Pave Urban VIII på et tidspunkt efter 1636. Arkitekt på projektet var Luigi Arrigucci. I 1615 oprettedes et lægbroderskab ved Kirken, det var knyttet til Skrædderlauget og kaldtes Confraternita della Croce e di S. Anastasia dei Sarti e Giubbonari. Statuen af den liggende Santa Anastasia, som findes under højalteret, er udført af F. Aprile og Ercole Ferrata i 1667. I 1679 indrettedes det såkaldte Cappella delle Reliquie, som ses for enden af hovedskibet. Også senere er der foretaget ændringer og restaureringer, for eksempel i perioden 1721-1722, hvor Kardinal da Cunha lod kirkerummet renovere, og i 1800-tallet under både Pave Pius VII og Pius IX. I en årrække fra 2001 og tilsyneladende frem til omkring 2020 blev der i Sant'Anastasia al Palatino dyrket "konstant tilbedelse af hostien" (l'Adorazione eucaristica perpetua"), en praksis startet af missionæren don Alberto Pacini. Inde i Kirken er der ikke mange spor efter dens tidligere stadier, dog har tværskibet og den første del af apsisrundingen rester af murværk fra 300-tallet og i den nordlige mur kan man se et stykke teglstensmur fra de gamle butikker, som er bevaret i kælderen. I Kirkens venstre side står i det lille kapel et alter, som siges at have været benyttet af Sankt Hieronymus (342-420) og af Pave Gregor den Store (590-604). Under Kirken kan man besøge udgravningen af de antikke ruiner, som har haft forbindelse med det nærliggende Circus Maximus .
Litteratur om Kirken Sant'Anastasia: |