|
|
I Renæssancens Rom havde kvinderne ikke meget at skulle have sagt, deres plads var tilbagetrukken og undergivet manden, der først var faderen eller brødrene og derpå ægtefællen. Først hvis de blev enker, var der i nogle tilfælde mulighed for at de kunne få et liv for sig selv. Ellers var deres rolle i hjemmet, som datter hos forældrene og som husholderske for ægtefællen, samt som børneføderske af helst én søn, gerne et par stykker, og et par døtre, der kunne gives i ægteskab til familier med hvem det kunne være nyttigt at knytte forbindelse. Og alligevel kender vi en hel del kvinder, som har handlet efter deres egen vilje, ført retssager mod deres familie om deres arv eller medgift, valgt at give dele af deres formue til godgørende formål, bygget kirker og klostre - som de måske også selv er flyttet ind i sammen med en lille flok nonner for at leve resten af deres dage i fred og fordybelse - givet ejendomme eller store beløb til opførelse af børnehjem eller hjem for "faldne" kvinder, bestilt kunstværker af tidens førende kunstnere - til udsmykning i deres klostre og kirker, eller til udsmykning af deres, og måske også ægtefællens, gravsteder. Det var naturligvis kun de formuende kvinder, der kunne tillade sig et kirkebyggeri, men også mindre velhavende kvinder kunne slå sig sammen i religiøse foreninger og måske sammen bestille mindre kunstværker. Det er hævdet, at bestillingen af et byggeri gjorde kvinden synlig i et samfund, hvor ellers kun mændene trådte frem. Men der eksisterer også en lang tradition for at kvinder har været fødselshjælpere ved religiøse byggerier. I Antikken brugte både Santa Paola og Santa Marcella af deres formuer til at grundlægge klostre og flere af de gamle tituli bærer kvindenavne, ligesom også nogle katakomber. I disse sidste tilfælde har de formuende kvinder ofret et stykke af deres jord til den fælles begravelsesplads. Med Reformationen og den voldsomme kritik af Pavedømmet og klostervæsenet, opstod hos mange et stort ønske om at reformere Kirken og mange af tidens både vidende og dannede kvinder følte sig tiltrukket heraf. Det blev derfor ofte de nye, strengere og reformivrige religiøse grupperinger, der kom til at nyde godt at Renæssance-kvindernes byggeønsker. Mange romerske kvinder støttede Jesuiterne og de mere fanatiske grupper af Franciskaner-munkene, Kapucinerne. I sidste halvdel af 1600-tallet skete der også store reformer for Dominikaner-Ordenen, hvor nonnerne fik meget strengere regler og kom til at leve i klausur. Til denne livsform var der brug for nye klosterbygninger og flere velhavende romerinder tilgodeså dette behov.
I 1433 lejede FRANCESCA BUSSA DE' LEONI (senere helgenkåret med navnet Santa Francesca Romana) et lille hus med en staldbygning tæt ved Foro Boario, som hun overlod til beboelse for den gruppe af lægsøstre af Benediktiner-Ordenen, som hun havde tilsluttet sig i 1425. Det lille Kloster fik navnet Monastero di Tor de' Specchi. I 1536 overlod VITTORIA COLONNA og hendes svigerinde GIOVANNA D'ARAGONA et stykke af Colonna-familiens ejendom nedenfor Quirinalhøjen samt den lille Kirke San Nicola de Portiis (nutidens Santa Croce e Bonaventura dei Lucchesi) til en gren af Franciskaner-Ordenen, Kapucinerne, der ønskede at stramme reglerne op. VITTORIA DELLA TOLFA, niece af Pave Paul IV og enke i 1553, grundlagde på samme tid Klosteret og Kirken "dell'Annunziazione" på et stykke jord, som hun ejede i nærheden af Pantheon. Det var Franciskaner-nonner, der flyttede herind. - I 1560 overlod Vittoria della Tolfa imidlertid denne ejendom til Jesuiterne til deres Collegio Romano. - Vittoria della Tolfa gav også store beløb til hospitalerne Santo Spirito in Sassia og San Giacomo degli Incurabili, hvor man i Sakristiet kan se hende nederst til højre på maleriet "Madonna, San Giacomo e Vittoria della Tolfa". Det er malet omkring 1590 af Francesco Zucchi. I 1566 skænkede GIOVANNA D'ARAGONA et rundt beløb og et stykke af sin ejendom på Quirinalhøjen til Jesuiterne, der her kunne indrette deres Noviciats-bygning og en lille Kirke. - det kom senere til en strid mellem Giovanna og Jesuiterne, der nægtede at lade hende deltage i novicernes messe. Giovanna bestemte derefter, at resten af hendes ejendom ikke skulle overgå til Jesuiterne, og hun overlod den i stedet i 1571/1575 til Kapuciner-nonnnerne (Klarisserne), som i Grevindens bolig indrettede et lille Kloster. Hertil flyttede en lille flok nonner fra Napoli og Giovanna skal selv have sørget for at sende en vogn efter dem. PORZIA MASSIMI SALVIATI, enke fra 1562, forærede Dominikaner-nonnerne et større beløb, så de i 1572 kunne bygge Klosteret Santa Caterina da Siena på Monte Magnanapoli. Enken MADDALENA ORSINI lod i 1581 bygge et Dominikaner-kloster på Quirinalhøjen ved hjørnet af nutidens Via del Quirinale (datidens Strada Pia) og Via della Consulta. Her flyttede hun selv ind som Abbedisse for en lille flok nonner, der ønskede at leve i klausur. I 1593 samlede Maddalena's søster, GIULIA RANGONI, sammen med andre ligesindede penge nok til at bygge et hjem for fattige, men "anstændige" piger på Quirinalhøjen ved ruinerne af Constantin's Termer og det nuværende Palazzo Rospigliosi: Conservatorio delle Zitelle di Santa Maria del Rifugio. CATERINA DE' NOBILIi, enke fra 1575, støttede gruppen I Foglianti og byggede i 1600 Kirken San Bernardo alle Terme. Samme år (1600) lod Caterina's svigerinde FULVIA CONTI SFORZA genopføre den ødelagte Kirke Sant'Urbano ved Augustus' Forum. - Fulvia skænkede også midler til opførelse af et Kloster for Karmeliter-nonner, der ville leve efter Santa Teresa d'Avila's eksempel. Enken FRANCESCA BAGLIONI ORSINI købte en ejendom ved Piazza di Trevi og grundlagde her i 1601 Dominikaner-Klosteret Convento di Santa Maria dell'Umiltà. Omkring 1642 grundlagde den 40-årige CAMILLA VIRGINIA SAVELLI FARNESE et nonnekloster i Trastevere for lægsøstre af Augustiner-Ordenen: Santa Maria dei Sette Dolori. I 1643 grundlagde ANNA COLONNA BARBERINI et kloster for Karmeliternonner af Ordenen Carmelitane Scalze i Via Lungara: Santa Maria Regina Coeli. I 1668 grundlagde LIVIA VIPERESCHI sammen med en anden adelsdame LUCREZIA ROSPIGLIOSI, hvis mand var nevø til Giulio Rospigliosi, der var blevet valgt til Pave med navnet Clemens IX i 1667 - altså året før de to "veninder" grundlagde deres Institut, et pigehjem og kostskole kaldet Conservatorio delle Viperesche for at give fattige unge piger muligheden for at få en uddannelse og en medgift, så de kunne ernære sig hæderligt eller gifte sig i stedet for at ende som prostituerede i Roms gader. Det var yderligere Instituttets målsætning at optage unge piger, som andre lignende institutioner havde afslået at modtage. Omtrent samtidig donerede CAMILLA ORSINI BORGHESE en sum på 500 scudi (5000 iflg. nogle kilder) til byggeriet af en lille kirke Oratorio di Santa Maria della Concezione, ved ovennævnte pigehjem.
---------- Læs mere om nonneklostre, deres antal og oprettelseseår, med mere ----------
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|