|
|
|
Ospedale della Consolazione LÆS OGSÅ om HOSPITALSVÆSEN - og om: HOSPITALER I VELABRODALEN |
|
Nedenfor Capitolhøjen står i Velabrodalen en lang hvidkalket bygning, som engang gennem mange hundrede år har fungeret som hospital og skadestue for områdets beboere: Ospedale della Consolazione blev bygget engang efter år 1470, hvor den ældste kirke Santa Maria della Consolazione som den første var blevet opført for foden af Capitolhøjens østlige skråning. Viet til Madonna della Consolazione - Trøstens Madonna - som påkaldtes af de dødsdømte, der ventede på deres straf på Campidoglio. De og deres familier fandt i denne yderste stund trøst i at bede ved et gammelt 1300-tals Madonna-billede, som senere flyttedes ind i Kirken. Ved messer og højtider indsamlede man her penge til opførelsen af et lille hospital ved siden af Kirken. Bygningerne udvidedes efterhånden og søgtes af flere og flere indbyggere, hvoraf mange testamenterede store beløb til begge institutioner, hvortil kom gaver fra adelsmænd, paver og kardinaler, samt ganske almindelige romere. Disse samledes efterhånden i et lægbroderskab, kaldet Compagnia di Santa Maria delle Grazie og senere ophøjet til Ærkebroderskabet Arciconfraternita di Santa Maria delle Grazie, som derpå igennem 400-500 år sørgede for at passe både Kirke og Hospital. I 1506 sammenlagdes Ospedale della Consolazione med det nærliggende Ospedale di Santa Maria delle Grazie, som lå i en nabobygning op mod Forum Romanum og med indgang fra (Via del) Foro Romano. Samt med Ospedale di Santa Maria in Portico, som lå tæt på Kirken Sant'Omobono. I 1591 kom den unge adelsmand Luigi Gonzaga på Hospitalet for som frivillig at passe og pleje de syge og døende under en stor tyfus-epidemi. Han blev selv smittet under dette og døde af sygdommen i Maj måned 1591 i sin celle i Klosteret ved Kirken Sant'Andrea al Quirinale. Hans historie kan læses på en stor indskriftssten i hvidt marmor, som kan ses på muren ud mod Via della Consolazione. Også andre hellige mænd, som senere er blevet helgenkåret, arbejdede som frivillige med sygeplejen i Ospedale della Consolazione. Det gjaldt blandt andre San Filippo Neri, San Vincenzo Pallotti og San Giuseppe Calasanzio. Blandt hospitalets mange patienter kan nævnes maleren Caravaggio, som af et hestespark blev såret i det ene ben. Under sin reconvalescens her skal han omkring 1595 have malet et selvportræt i form af billedet "Bacchino malato" ("Den Syge Bacchus" - se: Wikipedia). I 1592 havde Hospitalet 50 senge til mandlige patienter og 10 til kvindelige, men i 1608 lod Hospitalslederen, "Il Guardinao", Abbed Pietro Giovanni Florenzi, den store sal, kaldet "Corsia maggiore", forlænge, så der blev plads til flere indlagte. I løbet af 1600-tallet tilføjedes også et apotek ("spezieria") og en studiesal for anatomi ("teatro anatomico") efter ønske af Kardinal Giacomo Corradi. Som følge af de mange testamentariske gaver og donationer kunne Ospedale della Consolazione påtage sig at behandle fattige og nødlidende uden at opkræve betaling af disse. Mens dette gjaldt for både kvinder og mænd, var der for kvinderne alene indrettet en bygning på den modsatte side af Via della Consolazione, op mod Capitolhøjens skråning, kaldet "Ospedale delle Donne". En kirkebygning, som fra starten af 1500-tallet anvendtes som sanatorium, men i 1941 blev revet ned, da Capitolhøjen skulle fritlægges. Ospedale della Consolazione havde fra 1700-tallet som speciale at hasteoperere pludseligt opståede skader efter ulykker og slagsmål. Blandt patienterne var også de såkaldte "bulli", bøller fra bander på begge sider af floden, som mødtes på broerne eller angreb hinandens territorier med knive og stenkast. Ved Hospitalet var der lige fra starten indrettet en undervisning i kirurgi og anatomi, hvorfra mange kendte læger fik deres træning. En stor del af de medicinske og anatomiske samlinger, som denne skole besad, blev senere flyttet til Museo di Storia dell'Arte Sanitaria ved Ospedale di Santo Spirito, hvor de kan ses idag. Under Den Romerske Republik ("Repubblica Romana") i 1798 blev det ellers privatdrevne Ospedale della Consolazione overtaget af Kommunen og man begyndte at tale om at flytte Hospitalet til et sted med et bedre klima til sygepleje. Velabrodalen blev ofte oversvømmet og var et fugtigt og sine steder sumpet område. Inden kampene om Republikken i 1849 var Hosptalet blevet tømt for patienter - som nu behandledes i Convento di Santa Caterina dei Funari - og kunne derfor anvendes til pleje af sårede fra kamphandlingerne. Efter denne parantes og Republikkens ophør lod Pave Pius IX Ospedale della Consolazione genåbne og i 1851 udbygge med en ny sal dedikeret til den romerske læge Pietro Lupi. Da Rom blev hovedstaden i det nye og samlede Kongerige Italien i 1871, overgik Hospitalet endnu engang til Staten og i 1896 blev det sammen med de øvrige romerske hospitaler lagt ind under en samlet myndighed: "Pio Istituto di Santo Spirito e Ospedali Riuniti di Roma. (Læs mere om Hospitalsvæsen). Huset fungerede dog stadig som hospital og i perioden 1911-1914 blev bygningen forhøjet, således at der kunne være 240 sengepladser. I 1931 blev Hospitalet imidlertid atter tømt og patienterne flyttet til det nye San Camillo-Hospital. Dog bevarede man en skadestue i bygningerne helt frem til 1936, hvorefter de overgik til at være kaserne for en politiafdeling. Og under 2. Verdenskrigs bombardementer af byen fra 1943 benyttedes Hospitalet til at huse evakuerede. Det bør nævnes, at der den 8. Januar 1896 i Ospedale della Consolazione blev foretaget det første hjertekirurgiske indgreb, udført af kirurgen Guido Farina. Idag benyttes bygningen til Politistation og der er i dens indre intet særligt at se, ingen spor efter fordums storhed eller gråd, sorg, håb, liv og død. RUNDT OM OSPEDALE DELLA CONSOLAZIONE: Den ældste del af bygningen er den fløj, der vender ud mod Capitolhøjen og Via della Consolazione. Gadeniveauet blev her sænket på et tidspunkt efter 1770 og hovedindgangen er den portal fra 1400-tallet, som sidder hævet over en høj trappe, omtrent midtvejs i den gulpudsede facade med de mange højtsiddende halvcirkelformede vinduer. (Se foto fra borgato.be). Over hoveddøren er der en vandret frise med teksten "Hospicium devotor(um) Virginis", det vil sige: "Madonna-tilbedernes Hospital". Over indskriften er der et halvrundt felt med et relief af Jomfru Maria med Jesus-Barnet mellem 2 englehoveder. (Se foto fra borgato.be). På den lange mur sidder flere indskrifter på store marmorsten. Helt til venstre ved hushjørnet sidder en lang indskrift til minde om en tilladelse, som Pave Alexander VII gav til med lænker at afspærre gaden om natten: "Alexandro VII P.O.M. - Qui - ut corporum valentudini paterna charitate consuleret - quemadmodum pastorali solicitudine - pro animarum saluti quotidie vigilat - huic xenodochio suo diplomate concessit - annexam viam nocturno tempore - transversis catenarum repagulis custodiri - ne praetereunte strepitu quies amica silentii - omnino ab aegrotantibus exularet - Franciscus Capizucchius - Achilles Maffeius - Carolus Gavottus - custodes - Curtius Buccapadulius camerarius - ad aeternam beneficii memoriam lapidem P.P. - Anno Dom. MDCLXI Pontif. VII". (" Til Pave Alexander VII, som med faderlig barmhjertighed sørger for kroppens sundhed ligesom han konstant overvåger sjælenes frelse i sin præstegerning og giver tilladelse til at dette Hospital om natten må opsætte lænker til afspærring i begge sider af gaden, således at trafikkens larm ikke helt skal fratage de syge nattens stilhed. Francesco Capizucchi, Achille Maffei, Carlo Gavotti ledere (af Hospitalet), og Curzio Boccapaduli, kassemester, lod denne sten opsætte til evigt minde i Det Herrens år 1661, det 7. år af Pave Alexander VII's pontifikat") (Se foto fra borgato.be). Til højre for Indgangsdøren sidder en anden marmortavle med indskrift, der lyder: "S.Luigi Gonzaga - dopo la rinuncia al principato - fattosi religioso nella Compagnia di Gesù - era studente tra i primi del Collegio Romano - quando in fervido slancio di sacrificio e di amore - l'Anno MDXCI consacrò la sua giovane vita - al conforto degli appestati - frequentando questo Ospedale - dove portato sulle spalle un misero infetto - contrasse quel morbo - onde il XXI Giugno a soli XXIII anni - salì alle ricompense celesti - angelo di purezza martire di carità - romana gens questa memoria pose ad occasione delle Feste del III Centenario della - Canonizzazione solennemente celebrata dalla Chiesa e dallo Stato a gloria di Dio - ad onore d'Italia XXIX Giugno MCMXXVIII A. VI". ("San Luigi Gonzga blev - efter at have afslået sin prinsetitel - medlem af Jesuiter-Ordenen og student i Collegio Romano, da han som en kærlighedsgerning i år 1591 ofrede sit unge liv for at trøste de pestramte på dette Hospital, hvor han på ryggen bar en stakkels pestsyg og derved selv blev smittet, hvorefter han den 21. Juni døde som blot 23-årig og i stedet kan glæde sig i det himmelske lys, da han havde en engels renhed og en martyrs barmhjertighed. Det romerske folk satte denne sten til minde i anledning af 300-års festen for hans helgenkåring, der blev højtideligt fejret af Kirken og Staten til Guds Ære og Italiens Hæder, Den 29. Juni 1928"). Yderst til højre støder muren op til apsis på Kirken Santa Maria della Consolazione, hvis indgang findes fra den modsatte side på Piazza della Consolazione. Ud mod (Via del) Foro Romano ses bygningens gavl med en 3-delt facade, hvor 2 sidefelter med samme halvrunde vinduer flankerer resterne af en marmorportal, der muligvis stammer fra begyndelsen af 1500-tallet. Dørkarmen toppes af et lille relief af Madonna med Barnet mellem 2 skjolde med Hospitalets våbensmærke med 3 små kors, som hentyder til de 3 gamle hospitaler, der var blevet samlet i Ospedale della Consolazione i 1506. Ovenover er der en frise med teksten "Refugium Pauper(um) et Infirmor(um)" : Refugie for de fattige og syge. På et senere tidspunkt blev porten tilmuret og omdannet til et vindue. I sidefelterne ses også tilmurede døråbninger omgivet af marmorrammer. Den ene af disse var muligvis den gamle indgangsport til Ospedale di Santa Maria delle Grazie. På gamle stik kan man se, at der førte en ret høj trappe op til de nu tilmurede døre.
Litteratur om Ospedale della Consolazione: |