ANNAS ROM GUIDE

Ospedale delle Donne

- nu forsvunden hospitalsbygning -

Se ovenfor nr. 21A og 21B på Kort over Velabro-Turen

LÆS OGSÅ om HOSPITALSVÆSEN og om HOSPITALER I VELABRODALEN

 

Ospedale delle Donne - også kaldet Corsia delle Donne - er en nu forsvundet Hospitalsbygning i Velabrodalen, som stod langs Capitolhøjens østskråning nord for nutidens Via della Consolazione, overfor det store hosptial Ospedale della Consolazione, der som følge af de mange modtagne testamentariske gaver og donationer kunne påtage sig at behandle fattige og nødlidende uden at opkræve betaling af disse.

Mens dette gjaldt for både kvinder og mænd, var der for kvinderne alene indrettet en bygning på den modsatte side af Via della Consolazione, op mod Capitolhøjens skråning, kaldet "Ospedale delle Donne". En kirkebygning, som fra starten af 1500-tallet anvendtes som sanatorium, men i 1941 blev revet ned, da Capitolhøjen skulle fritlægges.

Den aflange hospitalsbygning, som i 1748 på G.B. Nolli's Romkort (søg nr.969) kaldes Spedale per le Donne, lå omtrent midtvejs overfor den lange Ospedale della Consolazione-bygning. Kvindehospitalet lå tæt på Capitolskråningen og blev derfor revet ned, da højen skulle fritlægges og de antikke ruiner udgraves.

En tegning fra 1939 (som kan ses her på Kommunens webside) viser bygningens gavl, som vender mod sydvest i retning mod Piazza della Consolazione. Den har et bredt trekantet gavlfelt, som spænder over facadens 3 dele, 2 sidedele med hver et højtsiddende, rektangulært vindue, og et bredere midterfelt med en indgangsportal med profileret karm under et vandret frise og et buet gavlfelt, der omkranser Ospedale della Consolazione's våbensmærke: 3 små kors (2 foroven og 1 forneden), som symboliserer de 3 gamle hospitaler (Ospedale della Consolazione, Ospedale di Santa Maria delle Grazie, og Ospedale di Santa Maria in Portico), som i 1506 blev lagt sammen til det fælles Ospedale della Consolazione.

Hvor nordsiden af Ospedale delle Donne vendte ud mod Capitolhøjen og et mindre haveanlæg, samt etagebyggeriet, der dengang dækkede højsiderne, vendte sydmuren ud mod Via della Consolazione (som i Antikken her hed Vicus Iugarius) og ifølge ovennævnte tegning bestod af 5 fag vinduer i blot én etage. Mod nord var Hospitalsbygningen bygget sammen med et 4-etagers lejlighedskompleks, som sammen med den øvrige bebyggelse fosvandt ved højens fritlæggelse.

Og det var ikke blot lav og let bebyggelse, som dækkede højens sider. Der stod hus på hus, høje ejendomme, den ene efter den anden op af skråningen. Og Ospedale delle Donne ragede sådan ud i Via della Consolazione, at gaden mellem denne bygning og Ospedale della Consolazione ikke var særligt bred. Efter andre gamle tegninger og Nolli's kort (nr.969) ser det ud, som om den knapt nok var bredere end til midt på Kirkens apsis. Men efter Hospitales gavl, videde gaderummet sig ud til en mindre plads, inden det atter snævrede ind langs kirkemuren.

Som ovenfor nævnt var bygningen oprindeligt en lille kirke, som i begyndelsen af 1500-tallet blev omdannet til sygehus. Som sådan lader bygningen til at have fungeret i mange år, men efterhånden har den nok været for utidsvarende og i 1927 var den i stedet gået over til at blive anvendt som "Sede del dopolavoro ospedalieri". Her mødtes hospitalsarbejderne efter arbejdet ("dopo lavoro") og havde forskellige aktiviteter. De oprettede for eksempel en feriekoloni for børn, som blev afholdt ved kysten i Santa Severa.

"Il Dopolavoro" var en fascistisk fritidsorganisation: Opera nazionale del dopolavoro (OND), som oprettedes i 1925 ved en lov af 1. Maj, for at give arbejdstagere noget meningsfuldt at bruge fritiden til og for at hæve befolkningens moralske og fysiske tilstand.

 

Litteratur om Ospedale delle Donne:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione XII Ripa, Parte Seconda / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero. - 1985. ------- side 84.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 29 - NB:før de nyeste fund !

borgato.be: Via della Consolazione - 2.
Comune.roma.it: Il complesso della Consolazione...
Roma Segreta: S.Maria della Consolazione.
Info.roma.it: Ospedale di Santa Maria della Consolazione.
Wikipedia (italiensk tekst): Ospedale di Santa Maria della Consolazione.

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 18.11.2025