|
|
|
Kirken Sant'Alberto dei Raccomandati og Hospitalis Sancti Alberti |
Denne nu forsvundne Kirke lå - sammen med et tilhørende hospital - på Esquilin på højtoppen Monte Cispio tæt ved Kirken Santa Maria Maggiore, omtrent på det sted, hvor Via Urbana idag krydser Piazza dell'Esquilino. Tidligere lå her to mindre pladser kaldet Pozzo Roncone og Case d'Orlando. Den førstnævnte plads havde navn efter en brønd (= pozzo) på stedet - og Kirken fik tilnavn herefter og kaldtes Sant'Alberto al pozzo. Eller Sant'Adalberto al pozzo. Både Kirken og det lille hospital for pestramte og spedalske blev bygget i begyndelsen af 1200-tallet - og i hvert fald før 1224 - af kannikerne ved Kirken Santa Pudenziana på et jordstykke, som dengang tilhørte Santa Maria Maggiore og førhen havde været hjemsted for en kulsvier. Komplekset blev viet til Sant'Alberto (også kaldet Sant'Adalberto) og dette blev også Kirkens navn. I 1585 blev hele komplekset revet ned, da Pave Sixtus V ønskede pladsen bag Santa Maria Maggiore - og foran indgangen til sit eget store landsted, Villa Peretti - sætte i stand og planere, så den gamle obelisk fra Augustus' Mausolæum kunne blive genrejst her som udsmykning og pejlemærke. Kirken var en ganske lille og enkel kirke, den havde kun et skib, et langt og smalt rum af en lidt uregelmæssig form, da indgangsvæggen var bredere end væggen i den modsatte side af rummet. Her var der yderligere en ret stor halvcirkelformet apsis, hvor alterbordet havde sin plads. Hovedindgangen vendte ud mod den gamle Vicus Patricius, der løb omtrent som nutidens Via Urbana. Og Kirken lå i retningen øst-vest, så dens bagside og apsis kom på denne måde til at vende ud mod Santa Maria Maggiore's apsis. Kirkerummets størrelse var ca. 47 x 12.50 meter, eller - som det angives i dokumenter fra 1500-tallet - "21 canne e 50 palmi". Nord for Kirken, og på dennes venstre side, lå Hospitalet, Hospitalis Sancti Alberti, som vi kender fra 1287, men som havde eksisteret længe inden da. Også tidligere end 1224, hvor Pave Honorius III udstedte en bulle for at afslutte en længerevarende strid mellem kirkerne Sant'Alberto, Santa Maria Maggiore og Santa Pudenziana angående jordstykkerne imellem de tre komplekser. Tilsyneladende var både Kirken og Hospitalet gået noget i forfald, da det religiøse Broderskab, Compagnia del Gonfalone, fik overdraget komplekset i den anden halvdel af det 13.århundede. Broderskabet kaldte sig dengang "I Raccomandati di Maria Vergine" og et af den lille Kirkes tilnavne var da også "dei Raccomandati". Broderskabet blev oprettet i perioden 1246-1260 og var særligt knyttet til det gamle Maria-billede i Santa Maria Maggiore, der jo lå ganske tæt på Hospitalet. I Januar 1287 udstedte Pave Honorius IV en bulle, hvori han gav aflad til alle dem, der donerede penge til brug for brødrene og de fattige ved Hospitalet, "fratres et pauperes hospitalis S. Alberti", som ordlyden var. I Kirkekataloget fra Torino fra omkring 1320 noteres det, at "Hospitale Sancti Alberti habet IIII servitores". Der var altså 4 personer, som dengang arbejdede ved hospitalet. Disse år var meget turbulente for Rom med magtkampe mellem byens magtfulde familier og Pavedømmets tilhængere, med Pavernes lange fravær fra byen, mens de opholdt sig i Avignon fra 1309-1377, og efter dette det store skisma, hvor flere Paver valgtes samtidig af forskellige partier, som alle ønskede magten og ikke ville anerkende modpartens kandidat. I 1409 var den retmæssige Pave Gregor XII rejst til Rimini for at undgå de urolige forhold i Rom. Samtidig afholdtes et koncil i Pisa, mens Modpave Alexander V døde og en ny Modpave Johannes XXIII blev valgt. Han var i begyndelsen støttet af Kong Ladislao (Vladislav) af Napoli, som invaderede Rom med tumulter og borgerkrig til følge. Disse kampe bølgede frem og tilbage i de følgende år og herunder blev det gamle hospital i 1414 plyndret - selv sengene blev stjålet - og derefter indrettet til stald for okser og svin! I 1417 valgtes Pave Martin V til eneste Pave og det store skisma var omsider endt. Nogle år efter besluttede han i 1421 at overlade jorden omkring hospitalet til et andet broderskab, nemlig Confraternita di Santa Maria e Santa Elena in Aracoeli. Ved denne lejlighed nævnes I Raccomandati di Maria Vergine ikke, så de må have opgivet hospitalsdriften i den mellemliggende periode. Hospitalet omtales da også som værende i voldsomt forfald. De nye ejere foretog derpå en omfattende restaurering. I anden halvdel af 1400-tallet blev hele komplekset imidlertid atter overdraget til Confraternita del Gonfalone. Ifølge optegnelser drejede det sig foruden selve Kirken også om en hus, vel den gamle hospitalsbygning selvom den måske ikke længere havde denne funktion, og et jordstykke bevokset med krat af rør. Det er lidt uvist, om Broderskabet stadig benyttede sig af Kirken, for de af holdt også deres møder og gudstjenester i Cappella di Sant'Alberto i Santa Maria Maggiore (nutidens Cappella delle Reliquie). Knap 100 år efter udlejede Broderskabet deres ejendom til to personer med navnene Luca del Passaggio, der kaldtes "Il Gobbo" ("Den pukkelryggede"), og Cristiano. Dette skete i 1530, men allerede i 1543 blev selve jorden, der nu omtales som "orto" (= køkkenhave eller urtegård), forpagtet af Tarquinio de' Casali. I 1549 skal Kirken være overgået til en nonneorden og i 1559 til en ikke nærmere benævnt munkeorden. Samme år lejede en Tommaso Spica huset og jorden mod hvert år at komme med et pund hvid voks til brug for Festa dell'Assunzione den 15. August, hvor den store natlige procession skulle bruge mange kærter til oplysning af det højtidelige optog. Forberedelserne og omkostningerne til dette optog, der her havde udgangspunkt ved Santa Maria Maggiore, blev afholdt af Confraternita del Gonfalone, som nu var en sammensmeltning af flere mindre broderskaber, blandt andre I Raccomandati ved Santa Maria Maggiore og I Raccomandati ved Kirken Santa Maria in Aracoeli, der begge i tidens løb havde haft råderet over Sant'Alberto-komplekset. Efter Spica's død overgik komplekset atter til Broderskabet, der nu var blevet et Ærkebroderskab, Arciconfraternita del Gonfalone, men senere blev Kirken sækulariseret og anvendt som hølade. Efter 1569 ophører optegnelserne om disse bygninger. Og hermed nærmer vi os det tidspunkt, hvor Kardinal Felice Peretti opkøbte jord i området nord for Santa Maria Maggiore for at lade opføre sit pragtfulde landsted, Villa Peretti-Montalto, der fik hovedadgangsvej ud mod pladsen og området bag Santa Maria Maggiore. Tidligere var højdeforskellene på stedet meget mere udtalte, end de er idag efter mange planeringer og nivelleringer. En gang lå Santa Maria Maggiore ovenfor stejle skråninger og Sant'Alberto lå i en mindre dalsænkning. Da Kardinalen i 1585 blev Pave under navnet Sixtus V, ønskede han denne plads forbedret, så den kunne fremstå som en passende forplads til hans villa, og i den forbindelse måtte både komplekset omkring Kirken Sant'Alberto og en anden gammel kirke i området, San Luca, ofres, så de to gamle pladser (Pozzo Roncone og Case d'Orlando) kunne sammensmeltes til én stor plads, som derpå blev planeret, således at den gamle obelisk fra Augustus' Mausolæum kunne opstilles.
Litteratur om Kirken Sant'Alberto dei Raccomandati: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|