|
|
|
|
|
Forhistorien: Den 4. April 1292 døde Nikolaus IV, som havde været Pave siden 1288. Rom var stadig præget af uroligheder og stridigheder mellem de store familier, og Nikolaus IV havde især støttet sig til Colonna-familien, som han havde givet megen magt og mange embeder. Dette havde skabt utilfredshed hos de andre familier, men i 1291 var man nået frem til en aftale om rokering i besættelsen af senator-posterne i Rom, så alle de store familier blev tilgodeset.
Nikolaus IV døde i Rom i det palæ ved siden af Kirken Santa Maria Maggiore, som han havde ladet ombygge, og her samledes nogle af Kardinalerne da også efter hans død. Området her var kontrolleret af Colonna-familien, så de Kardinaler, der støttede byens andre familier, samledes på Aventin i Savelli-familiens ejendom, og andre samledes i Kirken Santa Maria sopra Minerva. Og endnu en gang kunne de ikke beslutte sig til at blive enige om en ny Pavekandidat. Der var på dette tidspunkt 12 Kardinaler, men en af disse døde undervejs. For endnu en gang trak forhandlingerne ud, så sommeren kom og med den også den usunde varme, malariamyggene - og dette år oven i købet en pest-epidemi. Kardinalerne valgte derfor endnu en gang at afbryde Pavevalget og rejse bort fra Rom og de sygdomme, som de følte lurede på dem. Efter den varme periode kunne Kardinalerne så genoptage valgforhandlingerne, men de kunne nu ikke blive enige om, hvor de skulle mødes. Colonna-familien's tilhængere ville mødes i Rom, mens de øvrige Kardinaler foretrak at mødes i Rieti. Det var ganske tæt på, at der opstod et nyt skisma med 2 Paver valgt hvert sit sted af 2 forsamlinger af Kardinaler, der hver mente at have retten på deres side. Heldigvis besindede de sig og enedes om at mødes i Perugia i stedet. Tiden var naturligvis gået med alle disse diskussioner og gensidig mistro, så et nyt efterår var nu nær. Den 18 Oktober 1293 mødtes de 11 Kardinaler endelig i Perugia - men det betød nu ikke, at de var tættere på at blive enige om en ny Pavekandidat, end de før havde været. Den ulykkelige situation satte naturligvis også sit præg på Rom, hvor folket lavede optøjer, som knap nok kunne standses ved at man valgte 2 partineutrale senatorer til at styre byen. Repræsentanter for Rom og for de kirkelige organisationer mødte op i Perugia for at klage deres nød og opfordre Kardinalerne til at foretage et valg. Ja selv Kong Karl II og hans søn mødte op i Perugia og opsøgte Kardinalerne i deres mødesal, hvortil der egentlig ikke burde være adgang for andre, selvom der ved dette valg ikke var tale om et egentlig aflåst konklave. Også den storpolitiske situation mellem Karl II og Giacomo II d'Aragona led under fraværet af en Pave, men Kardinalerne - og især den magtfulde Kardinal Benedetto Caetani - var ikke til at påvirke og lod istedet Kongen og hans søn jage på porten. Den ulykkelige situation fortsatte altså, og ingen af parterne ville give sig og opgive deres egen kandidat. Men efterhånden følte selv Kardinalerne, at det måtte få en ende, og Kardinal Latino Malabranca gjorde da de andre opmærksom på den fromme eneboer Pietro da Morrone, som havde sendt et brev til Kardinalerne om de ulykker, der ville ske for Kirken, hvis ikke der blev valgt en Pave inden den 1. November. Latino Malabranca beundrede den hellige mand, og han foreslog ham nu som Pavekandidat. Selvom de andre Kardinaler ikke var overbevist fra starten, nærmede nu den tredie sommer sig med den evindelige varme og sygdom, så den 5. Juli 1294 endte de med at enes om at vælge Broder Pietro Angeleri fra Morrone-bjerget til ny Pave - efter en valgperiode på ikke mindre end 27 måneder.
Hvad der derpå skete: Kardinalerne sendte nu 3 Biskopper til Pietro's eremitbolig for at meddele ham valget. I første omgang afslog han posten, men lod sig derpå overtale til at acceptere Kardinalernes afgørelse - som de forøvrigt mente var opstået ved guddommelig inspiration. Biskopperne skulle føre Pietro til Perugia, men han insisterede på at Kardinalerne i stedet skulle komme til ham i Aquila - som også Karl II, hvis støtte Pietro havde søgt, ønskede det. Og her - uden for bymuren - blev han kronet den 29. August 1294 med navnet Cølestin V. Den tidligere eneboer havde ingen erfaring i ledelse, storpolitik og kirkelige intriger, men støttede sig alene til Karl II, som han udnævnte til Marskal ved fremtidige konklaver. Kejseren frarådede ham også at rejse til Rom og foreslog, at han i stedet for sammen med den pavelige administration slog sig ned i Napoli. Cølestin følte sig dog ikke tilpas i Paverollen og han abdicerede allerede den 13. December 1294. Han efterfulgtes efter kort tid af Bonifacius VIII (1294-1303).
Liste over nogle af de 11 Kardinaler, der deltog i konklavet i 1292-1294:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|