Denne Kirke, kaldet San Martino de Monte Tito, stod fra før 1100-tallet til 1560'erne i kvarteret Rione Ripa, i Velabrodalen syd for Capitolhøjens sydvestlige skråning; i nærheden af den gade, som idag kaldes Via di San Giovanni Decollato.

Kirken, der også ontaltes som Sanctus Martinus de Maximo og som S. Martinus de Monte de Maximo, var viet til helgenen San Martino. og nævnes første gang i det kirkekatalog, som Cencius Camerarius skrev i 1192. Heri findes dog ikke nogen eksakt stedsangivelse for Kirken, men den placeres før den ligeledes forsvundne gamle KIrke Santa Maria de Fovea, som stod i området, hvor Kirken San Giovanni Decollato ligger idag.

San Martino de Monte Tito omtales senere - i 1300- og 1400-tallet - som beliggende i området kaldet Contrada Cortina Parva og denne stedsbetegnelse gav også tilnavnet "in Cortina Parva" til både San Martino de Monte Tito og nabokirken San Giacomo di Altopascio, der stod i området, hvor Kirken Sant'Eligio dei Ferrari står idag.

I disse år nævnes San Martino-Kirken flere gange:
I 1192 står der i Cencius Camerarius' kirkekatalog, at der til Kirken "Sco Martini de Maximo" er doneret 4 denarer.
I kirkekataloget fra Paris fra 1230 kaldes Kirken for "S. Martinus de Monte de Maximo"
I 1320 er Kirken i kirkekataloget fra Torino anført før de også nu forsvundne gamle kirker Santa Maria de Fovea, Santa Cecilia de Fovea og San Salvatore de Fovea. Her omtales San Martino også med tilnavnet "in Cortina Parva"
I Niccolò Signorili's katalog fra 1425 er Sanctus Martinus de Monte anført som hørende under Kirken Santi Cosma e Damiano.

Den 29. Marts 1302 udsendte Pave Bonifacius VIII en bulle, hvori han overdrog San Giacomo di Altopascio med tilhørende hospital til hospitalsbrødrene i Ordine Ospedaliero di Altopascio og på et tidspunkt deromkring blev også San Martino-Kirken overdraget.

I 1453 overlod Pave Nicolaus V begge kirker, der nu var forladte og forfaldne, til Smedelauget, Università dei Ferrari, som fra 1400-tallet havde bestået af både smede og guldsmede og som skytshelgen havde Sant'Eligio.

I 1509 løsrev guldsmedene sig fra Smedelauget og slog sig ned som selvstændigt laug i nærheden af Via Giulia, hvor de opførte Kirken Sant'Eligio degli Orefici.

I dokumenter vedrørende en skat, som Pave Pius IV udstedte i 1561, kaldes den gamle San Giacomo-Kirke stadig "S. Jacobo d'alto passo", men lader til at være fusioneret med en anden Kirke "Sant'Anigro nel Rione Ripa". Sant'Anigro var en forvanskning af Sant'Eligio-navnet, så det kan måske betyde, at der stadig er tale om én og samme Kirke, viet til 2 helgener, både San Giacomo og Sant'Eligio.

Under alle omstændigheder gav året 1561 dødsstødet til den eller de gamle bygninger, da Smedelauget lod entreprenøren Calvanis rive disse ned for at opføre en ny Kirke, som de derpå viede til "Santi Eligio, Giacomo e Martino". Senere simplificeredes navnet til blot at være Sant'Eligio - dog med tilføjelsen "dei Ferrari". Også nu kunne navnet forvanskes og blev nogle gange til Sant'Alò.

Idag hedder Kirken på stedet Sant'Eligio dei Ferrari.

Litteratur om San Martino de Monte Tito:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19. -
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X II Ripa, Parte Prima / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero .- - 1977. ------- side 86.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28. - NB:før de nyeste fund ! -
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 310.
Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 634-635.
Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 382.