Via Tabernola

I Middelalderens Rom lå der et område kaldet "Regio tabernole" mellem kirkerne Santi Quattro Coronati på Celiohøjen, Santi Marcellino e Pietro i lavningen nordøst herfor, dengang kaldet Vallis Tabernole, og Kirken San Matteo, som lå oppe på den bakke, som endte med Santa Maria Maggiore på Cispiushøjens top.

Gennem denne dal og op over bakken løb en vej, som kaldtes Via Taberna eller Via Tabernola, i omtrent samme forløb som den antikke gade Via Merulana ab Isis et Serapis.

Navnet "taberna" eller "tabernola" skal gaden ifølge Delli (se litt.note fornede) have fået fordi der på denne gade lå mange små butikker, kaldet taberner.

Da Paverne var vendt definitivt tilbage til Rom efter den lange periode i Avignon (1309-1377) og forholdene i byen var blvet roligere efter perioden med Det Store Skisma (1378-1417), begyndte Paverne at forskønne og forbedre Rom. Dette gjaldt også veje og gader og allerede Pave Pius IV havde i 1565 sørget for, at der var blevet foretaget nogle - men tilsyneladende mindre - forbedringer af kortere strækninger af Via Tabernola.

Og hvorfor nu det? Ja, samtidige kilder omtaler gaden som snoet og krum. Den havde en snørklet forløb, der gjorde at den distance man måtte igennem var meget længere end nødvendigt; den var smal og dermed vanskeligere passabel for vogne eller større menneskeskarer, som nu var begyndt at vandre rundt mellem Roms vigtigste kirker; og ydermere løb den fra højtoppe ned i en dalsænkning og op på højene igen, så den var også anstrengende at færdes på.

Paven havde bevilget 2200 scudi til dette forbedringsarbejde, som blev fortsat under Pave Pius V i perioden 1565-1568. Under den sidste periode måtte der yderligere midler til, nemlig 2458 scudi.

I 1572 blev Gregor XIII Pave og nu blev arbejdet med udbedringen af Via Tabernola sat i gang igen. Grunden var det kommende Jubelår 1575, hvor man ventede store mængder af rejsende til Rom, og det var vigtigt, at disse kunne komme rundt til de forskellige pilgrimskirker, og at kirkerne var i stand til at modtage så mange besøgende.

Denne gang var udbedringen af mere omfattende art, idet vejen simpelthen blev helt omlagt, så den endte som en fin ny, bred og komfortabel vej, der svarer til den nuværende Via Merulana. Den førte nu i et fuldstændigt lige og bredt spor mellem kirkene Santa Maria Maggiore og San Giovanni in Laterano for at lette pilgrimmenes vandringer og for at undgå "trafikpropper" og skærmydsler. Derimod blev der på dette tidspunkt ikke gjort noget ved de mange bakker og terrænets forskellige niveuer. Den "nye" vej kom til at bære Pavens navn og kaldes Via Gregoriana.