Navnet "Ad duodecim portas" betyder: "Ved de 12 porte" og menes at hentyde til dørene ved de 12 startbokse (de såkaldte "carceres"), hvorfra hestevæddeløbene på Circus Maximus startede i antikken.

Disse bokse lå i en svag bue på det sted, hvor nutidens Via dell'Ara Massima di Ercole løber idag.

I de gamle "turistguider" med oversigter over steder og seværdigheder i Rom (de kaldtes "Regionari") omtales også Contrada delle Dodici Porte : Kvarteret med de 12 porte, som placeres i det område, der kaldtes XI Regione Augustea, det vil sige med en beliggenhed tæt på Aventinhøjen. Nogle historikere mener, at der hentydes til buerne, som bar akvædukten Aqua Marcia. Også akvædukten Aqua Appia's buer kan have givet navn til stedet, da denne løb langs Circusdalens sydside.

OMKRING Ad Duodecim Portas, også omtalt som Duodecim Portae, lå som nævnt mod sydøst startboksene ved Circus Maximus, der strakte sig derfra og langt mod sydøst med Aqua Appia-akvædukten på sydsiden langs en vej, der kaldtes Via ad Venris circa foros publicos. Hvor denne mod vest mundede ud i Ad Duodecim Portas, stødte også Clivus Publicius til. Den kom oppe fra bygningerne på højre side af nutidens kirke Santa Maria in Cosmedin, hvor meget tidligt Herkules-helligdommen Ara Maxima stod, og løb videre mod syd og op ad Aventinhøjen.

På nordsiden af Ad Duodecim Portas var der på hjørnet en vandbeholder og dræningskanalen Cloaca Circi, som løb i midten af væddeløbsbanen og fortsatte mod vest ud i Tiberen. Herefter stod en anden helligdom for Herkules, et Tempel kaldet Aedes Herculis Pompeiani og ved siden af denne mundede en smal gyde ud, den kaldtes senere Vicolo della Marrana og eksisterer idag ikke på dette sted, men løber på venstre side af Santa Maria in Cosmedin og ender blindt i en baggård.

På hjørnet af Vicolo della Marrana og Ad Duodecim Portas stod en gammel bygning, der måske har været en del af kornuddelingen Statio Annonae og senere et kontor for Bypræfekten - og derfor omtalt som Secretarium Circi. I en lavereliggende etage indrettedes på et tidspunkt en helligdom for Guden Mithras. Dette Mitreo del Circo Massimo blev fundet og udgravet i 1930'erne og er idag åbent for besøgende - muligvis dog efter ansøgning og forudgående aftale. Nutidens indgang - som i Antikken var en sideindgang - findes for enden af gyden Vicolo della Marrana, til venstre for Santa Maria in Cosmedin.

Det nordlige forløb af Ad Duodecim Portas munder ud i en anden lang gade, som løb langs nordsiden af Circus Maximus og havde samme navn som den sydlige, nemlig Via ad Veneris circa foros publicos. Denne gade fortsatte mod nordvest nedover kvægmarkedet Forum Boarium.

På sydsiden af Ad Duodecim Portas var der på et tidpunkt i væddeløbsstartboksene indrettet nogle mindre helligdomme benævnt: Aedes Matris Deum et Iovis Arboratorix.

Den romerske forfatter Julius Obsequens, som i det 4.-5. århundrede efter Kristus skrev bogen "Prodigiorum liber", der omhandler de undere og varsler som var hændt i Rom i årene 249-12 før Kristus, nævner i sit kapitel 70, at der mens Marcus Lepidus og Munatius Plancus var konsuler (dvs. i år 42 før Kristus), hændte dette: "Mula Romae ad duodecim portas peperit", nemlig at et muldyr folede "ved de 12 porte" i Rom.
Dette ansås for at være helt usædvanligt, da man mente, at muldyr ikke kunne få afkom. Man havde i det gamle Rom ligefrem den talemåde: "cum mula peperit", der faktisk betyder: "aldrig". For det, der spørges om, vil kun ske, "når et muldyr foler" - og det ansås som nævnt for at være umuligt.

Litteratur om Ad Duodecim Portas:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 25.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 345.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 29 (før de nyeste fund).
Le Strade di Roma. - Roma: Newton & Compton editori, 2004.
- Volume Primo: A-D. --------- side 478.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 141.