Aqua Marcia blev som den 3. akvædukt bygget i årene 144-140 før Kristus af Quintus Marcius Rex, som man ikke ved andet om, end at hans embedstid som praetor blev forlænget med 1 år, så han kunne afslutte bygningen af akvædukten og give den sit navn.

Akvædukten var lidt over 90 km lang og fik vand fra en gruppe kilder i nærheden af Subiaco øst for Rom.

75 km af sit løb, førtes vandet i udhugne stenrender under jorden og først ved indgangen til Rom, førtes det op på buer de sidste 15 km.

Akvædukten endte på Capitol, men førtes senere i ledninger frem til Aventin ind over antikkens Clivus Publicius, nutidens Clivo dei Publicii/Via di Santa Prisca, Quirinal-højen og Monte Celio.

Det var Roms højeste akvædukt og den havde meget rent vand med en god smag. Dette vand brugtes senere til Caracalla's og Diocletian's Termer.

I år 125 før Kristus blev akvæduktens buer brugt til at føre den nye akvædukt Aqua Tepula ind i Rom ovenpå den gamle vandledning.

Og igen i år 33 før Kristus blev der bygget ovenpå, så den nye akvædukt Aqua Julia kunne føres ind i byen.

Antikke kilder som Juvenal og Martial fortæller, at der var utætheder, så vandet dryppede ned fra Aqua Marcia på det sted, hvor akvædukten passerede hen over Porta Capena. Carl Ankerfeldt fortæller, at den havde en kronisk læk, så Porta Capena i folkemunde fik navnet "Arcus Stillans", "den dryppende bue".

I løbet af middelalderen forfaldt Roms akvædukter, men i 1840 undersøgte man igen de gamle kilder og fandt dem i god stand. Og i 1865 startede 2 engelske ingeniører "The Anglo-Roman Water Company", som 2 år senere ændrede navn til "Società Anonima dell'Aqua Marcia" og nu begyndte arbejdet med at genoplive den gamle akvædukt.

I sommeren 1870 strømmede vandet igen ind i Rom, på et sted i nærheden af Stazione Termini (nogle hundrede meter nærmere hovedbanegården end den nuværende afslutningsfontæne på Piazza della Repubblica).

Den 10. september blev den nyopstandne akvædukt officielt indviet af Pave Pius IX, der navngav den Aqua Pia Marcia.