ANNAS ROM GUIDE

Collegio Irlandese

- kort om Kollegiet -

Det irske Kollegium, Collegio Irlandese, eller som det officielt hedder Pontificio Collegio Irlandese di Roma, ligger på en trekantet grund på Celiohøjen på det sted, hvor gaderne Via di Santo Stefano Rotondo (mod syd) og Via dei Santi Quattro (mod nord) mødes. Grunden er omgivet af en høj havemur og ud mod gadernes samlingspunkt er der en bred gitterport og bagved denne et haveanlæg, der trækker selve bygningen lidt tilbage på grunden og derfor muliggør, at der her kan ligge en lang hovedbygning, som bag sig til højre og venstre har lange, let skråtstillede sidebygninger. Komplekset har nærmest form som et lidt skævbenet U og egentlig var det meningen, at de to ben bagest skulle samles af en fjerde fløj indeholdende en stor kirke, men denne idé er aldrig blevet virkeliggjort.

Komplekset er opført i 1925-1926, men selve Kollegiet har lange rødder. Det blev grundlagt i 1628 af Kardinal Ludovico Ludovisi, som var protektor for Irland, på opfordring af Fader Luca Wadding, der ønskede et sted, hvor hans landsmænd kunne bo under hjemlige former, når de skulle studere i Rom. Indtil da måtte de nemlig benytte sig af den gæstfrihed, som Collegio Tedesco og Collegio Romano tilbød dem. Oprindeligt havde det nye Kollegium til huse ved Kirken Sant'Isidoro, men i 1639 flyttede det til lokaler i Via degli Ibernesi, hvor det forblev til 1798. I den periode, hvor Rom var republik var Kollegiet lukket, men i 1826 genåbnede det i Palazzo Ginnasi i Via delle Botteghe Oscure. Allerede i 1837 flyttede det dog herfra og hen i bygninger ved Kirken Sant'Agata dei Goti. Her forblev Kollegiet så indtil indvielsen af den nye bygning på Monte Celio i 1926.

Også under Anden Verdenskrig måtte Kollegiet lukke, men fra 1947 blev det atter åbnet og i 1960'erne blev komplekset moderniseret. I de senere år har Kollegiet også udvidet sine tilbud, så det ikke kun er irske præstestuderende som modtages. I en tilknyttet bygning kaldet Villa Irlanda er det også muligt for andre at leje et værelse under et ophold i Rom.

På Kollegiets område er der blandt andet et bibliotek, en korridor med portrætter af personer, som har haft betydning for Kollegiet, en sal med minder om den irske patriot Daniel O'Connell, et monument for samme, og et lille kapel viet til "Tutti i Santi d'Irlanda" ("Alle Irlands Helte"). Her findes Kollegiets mest værdifulde kunstværk, et maleri som forestiller Korsfæstelsen. Det er en kopi af Guido Reni's maleri i Kirken San Lorenzo in Lucina, kopien er udført på samme tid som originalen og nogle mener, at det er kunstneren selv, som har fremstillet motivet to gange.

---------- Mere om Kollegiets historie ---------- En rundtur i og omkring Kollegiet ----------

 

Området i 1748 iflg.Nolli:

1: S. Stefano Rotondo
2: S. Maria Imperatrice
.... og:
.... Villa Campana
3: Arcus Basilidis
4: S.Maria delle Grazie
5: Ospedale delle Donne
6: Ospedale di S.Michele
7: SS.Andrea e Bartolomeo
8: Ospedale del Salvatore
9: Battistero S.Giovanni in Fonte
X: Acquedotto Neroniano

 

SE: Kort over området mellem Via di Santo Stefano Rotondo og Via dell'Amba Aradam igennem tiderne

Kort over området mellem Via di Santo Stefano Rotondo og Via dell'Amba Aradam i 1748. Efter Nolli.
Tilbage til byturen
Fotos fra området
Kort over området
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 31.3.2012 og sidst opdateret d. 21.5.2012