ANNAS ROM GUIDE

Santa Maria in Publicolis - En Rundgang

Via in Publicolis

Se nr. 125 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Læs også: Kort om Kirken ----- og: Mere om Kirken

NB: TALLENE I PARANTES HENVISER TIL : PLAN OVER KIRKEN

Santa Maria in Publicolis ligger klemt inde mellem Klosterbygningerne, Convento dei Missionari del Sacro Cuore, som rejser sig på hver side. Bygningerne er opført i 1700-tallet af familien Santacroce, som i 1858 solgte Kirken og det tilstødende hus til Gaetano Errico, der i 1835 havde grundlagt den religiøse orden "La Congregazione dei Missionari dei Sacri Cuori", som stadig passer Kirken. Indtil da havde både Kirke og hus tilhørt familien. Santacroce-familiens mandlige linie uddøde i 1867.

KIRKENS FACADE (1):

stammer fra ombygningen i 1643 og er tegnet af arkitekten Giovanni Antonio De Rossi. Den er opdelt i 3 etager, hvoraf den øverste ikke er ret høj og egentlig blot et brudt, buet gavlfelt båret af flade søjler med doriske kapitæler og indrammende et bredt, men ikke så højt vindue. Ved siden af hver søjle er der en spiralformet udvækst, der ender i en lille statuebase, hvorpå der troner en pelikan, Santacroce-familiens særlige dyr og et symbol på Kristus.

Den mellemste etage er også delt i 3 felter, hvoraf de yderste er trukket let tilbage. Også her flankeres felterne af flade søjler, men i dobbelt udgave. De smalle sidefelter har en udsmykning med rammer og buer, mens det brede midterfelt indrammer et højt, noget smallere vindue under et brudt, trekantet gavlfelt, der indeholder en muslingeskal i relief.

Et bredt indskriftsbånd med teksten "Deiparae Virgini in Publicolis MDCXLIII" : "Til(egnet) Jomfruen Guds Moder in Publicolis i 1643" løber tværs over facaden mellem de 2 nederste etager.

Den nederste etage har også et fremskudt midterparti, hvor indgangsportalen (2) flankeres af 2 halvrunde søjler ovenpå 2 helt flade. der er af samme type som dem, der sidder på facadens hjørner. Alle søjler har joniske kapitæler. En bred dørkarm indrammer hoveddøren. Over karmen bærer 2 kannellerede konsoller med englehoveder et brudt buet gavlfelt. Indenfor ses en fresko med motivet "Jomfru Maria's Himmelfart". Den er malet af Giovanni Francesco Grimaldi.

Santa Maria in Publicolis. cop. Leif Larsson

I sidefelterne er der smalle nicher under små felter med trekantede gavlfelter indeholdende englehoveder i relief.

Støbejernsgitteret, der beskytter indgangen, er antagelig fra slutningen af 1800-tallet.

Santa Maria in Publicolis. cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Santa Maria in Publicolis. cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

Kirken har på taget en klokkestabel med 2 klokker, der er støbt i henholdsvis 1641 (den mindste klokke) og 1851 (den største).

KIRKENS INDRE (3):

Santa Maria in Publicolis har kun ét skib med 2 små, firkantede nicher og et større alter, nærmest et lille kapel, i hver side. Presbyteriet, der ligger hævet et par trin over gulvniveauet i skibet, er rektangulært og ikke særligt dybt. Mellem altrene og i hjørnerne af Presbyteriet er der flade søjler i stuk, dekoreret med rød maling i marmormønster. Kapitælerne er joniske, men beriget med forgyldte englehoveder og overflødighedshorn.

Loftet i skibet er tøndehvælvet og dekoreret med et malet kassettemotiv. Loftet over Presbyteriet udgøres af en elegant, lille, oval kuppel.

I gulvet ligger en mængde gravsten fra 1400- og 1500-tallet, som sammen med gravurner med Santacroce-familiens afdøde i 1644 blev flyttet ind i den nyopbyggede Kirke. Blandt stenene er der en meget smuk for Alfonso Santacroce, som døde i 1472. (foto af A.de Alvariis).

En anden sten, der ligger i midtergangen, er uden personrelief, men med indlagte kors og våbenskjold. Den er for Petrus Lurencii Iohannis Gregorii, der døde i 1348. Stenen er i hvid marmor med et kors i sort marmor og dekorationerne er udført i marmor og mosaik. En indskrift er indridset hele vejen langs kanten: "In nomine D(omi)ni Amen Anno D(omi)ni Milles(i)mo C C C XXXX 5III menze Iugli die XI sepultus fuit hic Petrus D(omi)ni Lavre(n)cii Ioh(ann)i(s) Gregorii": "I Herrens Navn, i det Herens År 1348 den 11. Juli blev her bergavet Petrus Laurebcii Iohannis Gregorii". På et tidspunkt, antagelig i 1620, blev stenen skåret igennem og derpå lagt ned igen, således, at den øverste del kom til at ligge nederst. Samtidig lod en Giulio Lorenzi tilføje en ramme med indridsede ornamenter og våben samt en indskrift med teksten "Laurentiorum urbis senatorum - vetustissimi stemmatis insigni - reposuit Iulius Antonius - de Laurentiis - I die maii MDCXX": "... Her hviler Julius Antonius de Laurentiis, den 1. Maj 1620". (foto af A.de Alvariis).

Under hele Kirken findes en krypt, som dog ikke er udgravet.

Kirkens højre side:

I den første niche (4) ses gravmælet for Scipione Santacroce, som hans hustru Isabella Vecchiarelli og deres søn Valerio lod udføre af Giovanni Battista Maini efter Scipione's død i 1747. Det er udført i forskellige farvede marmorsorter og indsat i en buet niche i den ydre firkantede niche. Søjler og konsoller i en gylden marmortype bærer en halvcirkelformet overligger med en smal udskåret frise i grøn marmor, hvorover der rejser sig en konisk "top" i mørkerød marmor med en indskrift og delvist gemt bag nogle svævende englebørn med lange gevandter, der slynger sig omkring toppen og de brudte ender af et gavlfelt forneden. Forven ses en oval ramme med et basrelief-portræt af den afdøde under familiens våbenskjold, som er anbragt på overkanten af den ydre niche. Ved siden af ovalen ses 2 pelikaner i relief og oppe i de øverste hjørner 2 cypresgrene. De sidstnævnte dekorationer blev færdiggjort af Tommaso Righi i 1750. (foto af A.de Alvariis). Rummet under monumentet optages af en skriftestol, der oprindelgt var udført af Francesco Bozzi.

Kapellet i højre side (5) er trukket lidt tilbage under en bue, der giver rummet et smalt tøndehvælvet loft. På højre væg sidder en gravsten for Lucrezia, som var gift med Luigi Santacroce. Hun døde i 1851. På venstre væg sidder en gravsten for hendes ægtemand, der døde i 1847. Altertavlen er et maleri af Raffaello Vanni med motivet "Sant'Elena adora la Croce" : "Den Hellige Helena tilbeder Korset". (foto af A.de Alvariis). Maleriet hænger mellem 2 forgyldte søjler i træ med korinthiske kapitæler, som bærer et brudt, trekantet gavlfelt, hvorimellem 2 små forgyldte englebørn i stuk flyver rundt. Blandt Santacroce-familiens myter var også den, at det var en af deres slægtninge, som bragte det kostbare Kors-relikvie til Rom.

I den øverste niche i højre side (6) er indgangen til Kirkens sakristi. På væggen til højre ses en gravsten for en tidligere præst Angelo Tuzi, der også var kannik ved Peterskirken og døde i 1435. Stenen er i gråhvid marmor på omtrent 146 x 43 cm. I forsænket relief - men ret udvidsket - ses den afdøde liggende i lange gevandter med hovedet på en pude ved siden af et våbenskjold. En del af stenens sider og hjørner mangler. Resterne af en inskription kan læses langs kanten: "Corpus venerabilis - viri d(omi)ni Angeli Tutii basilice pri()cipis - ap(osto)l(orum) canonicus --- huius ec(c)l(es)ie rector(is) cuius a(n)i(m)a reqviescat - in pace Amen - (obiit Anno D(omi)ni) M CCC CXXX V - (mense die X)".

højre side af Presbyterievæggen (7) sidder det meget spændende gravmæle for 4 medlemmer af Santacroce-familien, de 2 ægtepar: Valerio Santacroce og Elena Mattei, der begge døde i 1670, og Scipione Santacroce og Ottavia Corsini, som døde i henholdsvis 1668 og 1679. (foto af A.de Alvariis). Gravmælet består af: nederst en høj base i marmor af typen "breccia rossa", derover en højere hvid marmorsokkel, hvorpå der "hænger" 4 gardiner i sort marmor af "Portoro"-typen med hver sin gravskrift i guldbogstaver. I den hvide marmor bagved anes 5 flade søjler, der bærer en vandret frise, hvorover den øverste del af gravmælet rejser sig. Her sidder 4 ovale rammer med portrætmalerier af de afdøde, fra højre mod venstre: Ottavia Corsini, død 1679, og Scipione Publicola Santacroce, død 1668; samt den sidstes forældre Elena Maria Mattei di Giove og Valerio Publicola Santacroce, der begge døde i 1670. Malerierne er udført af maleren og arkitekten Alessandro Grimaldi og bestiltes i 1680 af Grev Antonio Publicola Santacroce. Over portrætterne afsluttes monumentet af et højt felt med svungen overramme, hvori der er fremstillet Santacroce-familiens våben, overflødighedshorn med flammer som symbol på det evige liv og guirlander af granatæbleblomster. På toppen af det hele troner en pelikan, der som nævnt var familien Santacroce's særlige dyr og et symbol på Kristus.

Over Højalteret (8) hænger maleriet "Natività della Beata Vergine Maria" : "Jomfru Maria's fødsel" udført af Raffaello Vanni i 1644. (foto af A.de Alvariis). Bemærk den lille engel, som holder en glorie af små stjerner over den nyfødte Maria's hovede. Denne altertavle erstattede en tidligere med motivet Den genopstandne Kristus. I hver side står en kannelleret søjle i alabast med korithiske kapitæler, der bærer et buet og rigtudskåret samt forgyldt gavlfelt. På den halvcirkelformede væg ovenover sidder i midten et maleri af det hellige Kors : "La Santa Croce" - en hentydning til familiens navn.

Øverst rejser den lave, ovale kuppel sig med et forgyldt stukrelief af Helligåndens Due, udført af Marco Antonio Inverni.

Alterbordet er i mangefarvet marmor og indviet i 1727, da Scipione Publicola Santacroce lod Kirken restaurere. Det lille hostieskab i marmor med søjler i alabast kom først til Kirken i 1936.

På venstre side af Presbyterievæggen (9) ses et gravmæle magen til det på den højre væg med indskriftstavler og malede portrætter af de 4 Santacroce-Kardinaler. Det er fra højre: Prospero Santacroce, Kardinal ved Kirken San Clemente og død 1589, Antonio Santacroce, Kardinal ved Kirken Santi Nereo e Achilleo og død 1641, Marcello Santacroce, Kardinal ved Kirken Santo Stefano Rotondo og død 1674, og Andrea Santacroce der var Kardinal ved Kirken Santa Maria del Popolo og døde i 1712.

I den øverste niche i Kirkens venstre side (10) hænger et stort træ-krucifiks fra 1800-tallet foran et baggrundsmaleri af landskabet omkring Jerusalem. Man kender ikke navnet på kunstneren.

Kapellet i venstre side (11) er ligesom det i højre side trukket lidt tilbage under en bue, der giver rummet et smalt tøndehvælvet loft. På den højre væg sidder en gravsten for den sidste mandlige bærer af Santacroce-navnet: Antonio, som døde i Firenze i 1867, men blev begravet her. På alteret et maleri af "San Francesco d'Assisi in meditazione", malet af Grimaldi som kopi af en original af Carracci. Billedet, der muligvis er malet i 1655, erstattede en tidligere altertavle, som Raffaello Vanni havde malet som hyldest til Sant'Andrea Corsini's familie, hvorfra Ottavia Santacroce stammede. Årstallet fremkom i marginen på bogen på maleriet, da dette blev restatureret i 1969. Det stemmer med at al træudsmykning på alteret blev udført i 1655-1656. Alteret er udført efter samme skabelon som det på højre side. Maleriet hænger mellem 2 forgyldte søjler i træ med korinthiske kapitæler, som bærer et brudt, trekantet gavlfelt, hvorimellem 2 små forgyldte englebørn i stuk flyver rundt. På den venstre væg hænger en gravskrift for Antonio's hustru Caterina, der døde i 1864.

I den første niche i venstre side (12) sidder over skriftestolen, som er udført af Giovenale Gauthier i 1708-1709, endnu et interessant gravmæle. Arkitekten Giovanni Francesco Zannoli har tegnet det som en teaterloge med plads til 2 personer. Mellem flade ydersøjler er der i baggrunden en niche flankeret af runde søjler. Her i deres private loge har ægteparret Girolama Nari og Antonio Publicola Santacroce lige taget plads. Hun bladrer i en bog, en salmebog? eller Bibelen måske?, mens hun venter på at messen skal gå i gang. Han, der også har en lille bog i højre bånd, kæner sig frem over logekanten eller bedeskamlen og har tilsyneladende fået øje på noget eller nogen nede i Kirken - eller måske lytter han blot grebet til præstens prædiken. Under denne meget livagtige scene hænger et draperi i sort marmor med en mindeindskrift. Arrangementet er båret af flade søjler i rødt marmor under et brudt, buet gavlfelt, der indrammer draperiet. Under dette sidder et dødningehovede med vinger og på hver buedel sidder en lille engel i hvidt marmor. Busterne af Santacroce-parret er ligeledes i hvidt marmor og hugget af Lorenzo Ottoni, som modtog bestilling derpå i 1707. Man har dog tidligere ment, at det var Giovanni Battista Maini, som var mester for værket. Opstillingen er inspireret af Bernini's gravmæle for Gabriele Fonseca i Kirken San Lorenzo in Lucina og Ottoni udførte et lignende monument i Kirken Gesù e Maria. Bifigurerne og puder og draperi er udført af Andrea Fucigna i 1707-1709.

Under skriftestolen ses i gulvet en gravsten for Silvestro Paloni; den er muligvis fra 1400-tallet. Stenen er i hvid marmor med en tekst, som menes at have været således: "Hic requiescit corpus nobilis Silvestri Paloni - anno D(omi)ni 1412 die 8 mensis februarii". Desværre er det meste af stenen skjult under skriftestolen.

Kirkens indgangsvæg (13) sidder over indgangsdøren det store orgel og dettes balkon i cement, som er udført af Guido Guidi i 1915. Herved dækkedes en stor del af vægdekorationerne, blandt andre vist nok en indskrift til minde om genopbygningen i 1643, 2 stukengle og 2 malerier af de korsfæstede San Paolo (til venstre) og San Pietro (til højre).

Nedenunder til venstre - og altså i rummets højre side - sidder i væggen en sten (14) til minde om Margherita Sforza, der døde i 1740. Hun var gift med Grev Valerio Santacroce.

Læs: Kort om Kirken ----- Mere om Kirken ----- Plan over Kirken

Se også: Alvaro de Alvariis' photostream om Santa Maria in Publicolis på Flickr.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.10.2014 og sidst opdateret d. 1.11.2014