|
|
|
Santa Lucia Vecchia ad Flumen --- Nu Forsvunden Kirke ---
|
|
Vist nok allerede fra 700-tallet stod der ved skrænten mod Tiberen, ud for nutidens Via del Gonfalone, en lille kirke, som var viet til helgeninden Santa Lucia. På grund af sin nærhed til floden kaldtes den Santa Lucia Affine, eller Santa Lucia iuxta flumen. Senere udvidedes tilnavnet med et "vecchia", som betyder "den gamle (kirke)", til: Santa Lucia Vecchia, eller Santa Lucia Vecchia ad Flumen. Af andre tilnavne kan nævnes Santa Lucia in Xenodochio (se nedenfor) og Santa Lucia in Cantosecuto. Selvom historikerne mener, at den oprindelige kirke på stedet stammede fra 700-tallet, er det første skriftlige vidnesbyrd vi har om en Santa Lucia-kirke fra 1186, hvor Pave Urban III udsendte en bulle, hvori det nævnes, at den lille kirke var underlagt den større "Basilica Minore di San Lorenzo in Damaso", som stadig findes noget længere mod øst ved Palazzo della Cancelleria. I denne bulle kaldes Santa Lucia-kirken med tilnavnet "affinem", altså "tæt ved" underforstået floden. I de senere kirkekataloger nævnes andre tilnavne: i Cencio Camerario's katalog fra 1192 og i "Anonimo di Parigi" fra omkring 1230 optræder Sanctae Luciae Capium Secuta og Sanctae Luciae a gampto secuta, der også henviser til at Kirken stod tæt ved floden, da det latinske "caput secutae" betyder "begyndelsen på det tørre (område)". Måske betyder disse tilnavne også, at Kirken på det tidspunkt hørte under Abbazia di San Biagio in Canto Secuto, som forsvandt i slutningen af Middelalderen, hvorefter kun Kirken San Biagio stadig eksisterede. Den står idag lidt længere mod nordvest med navnet San Biagio della Pagnotta. I 1192-kataloget oplyses det, at Kirken modtager 6 denarer. I kirkekataloget fra Torino fra 1313-1320 får vi at vide, at der var tilknyttet en enkelt klerk til Kirken. I 1352 overlod Monastero di San Biagio Kirken Santa Lucia ad Flumen (ved floden) til evigt lejemål for Lægbroderskabet Arciconfraternita del Gonfalone, hvis formål var at hjælpe de fattige, pleje de syge og afholde religiøse processioner. Aftaledokumentet bærer datoen 10. April 1352 og bekræfter, at Abbed Lorenzo Comi på vegne af Monastero di San Biagio nu overlod Giotto Amati, som repræsenterede Lægbroderskabet, alle huse, haver, urtegårde og småbygninger ved Kirken Santa Lucia Vecchia. Fra 1458 kendes et dokument, hvoraf det fremgår, at Kirken da tilhørte Peterskirken og at Lægbroderskabet hvert år i afgift betalte 4 romerske floriner og et par vokskerter af en vægt på 1 libbra. (Grunden til ændringen af ejerforholdene var, at Pave Eugen IV i 1431 havde overdraget San Biagio della Paganotta (med tilhørende underkirker, heriblandt Santa Lucia Vecchia) til Capitolo di San Pietro). Her i 1400-tallet passede Broderskabet nogle syge i en tilbygning til Santa Lucia Vecchia, omtalt som "Lo Spedale di Santa Lucia". Det har dog sikkert også været tilfældet tidligere, da der i 1342 findes omtale af et "Hospitale et Aedes S. Luciae". Denne sygeplejevirksomhed kan muligvis føres helt tilbage til 700-tallet, hvor det under Pave Stefan II berettes, at han lod restaurere et "antiquitus xenodochia", som måske har været det senantikke Xenodochium Aniciorum. Santa Lucia-kirken har jo også netop på et tidspunkt haft tilnavnet Santa Lucia in Xenodochio. De syge, som døde på hospitalet, begravedes på grunden omkring Kirken eller i selve kirkerummet, men dette blev mere og mere uholdbart på grund af Tiberens mange oversvømmelser, og da der senere byggedes en ny bygning på stedet, blev denne hævet over jorden, mens den derved opståede kælder fortsat i en periode benyttedes til begravelser. Broderskabet beholdt Kirken som hovedsæde indtil 1486, hvor Pave Innocens VIII overlod dem en anden kirkebygning, nemlig Santa Lucia della Chiavica også kaldet Santa Lucia Nuova og derfter Santa Lucia del Gonfalone, beliggende i Via dei Banchi Vecchi nr. 12. Det udlejede område grænsede på den ene side op til en offentlig vej, som førte til Kirken og derfra ned til Tiberen. På den andsen side grænsede grunden op til en anden offentlig vej, der ligeledes førte ned til Tiberen. Langs denne strækning lå der en drængrøft. Denne omtales også som La Chiavica di Santa Lucia. Til denne nye Kirke flyttede Lægbroderskabet nu de fleste af deres aktiviteter, men de beholdt dog stadig deres gamle Kirke, som de i en periode udlejede til et andet lægbroderkab, Confraternita della Pietà, som var dannet i 1448 af tilflyttere fra Firenze. I løbet af 1500-tallet blev Santa Lucia Vecchia mere og mere forsømt, mens Lægbroderskabet fortsatte med at leje bygningen ud til private og vedligeholdelsen blev negligeret. Udover disse mangler bidrog også Tiberens gentagne oversvømmelser af området til at ødelægge bygningerne på stedet. Arciconfraternita del Gonfalone lod derfor i 1544-1547 den gamle bygning nedrive for i stedet at opføre et nyt kapel viet til San Pietro og San Paolo. Det er den bygning, som senere viedes til Santa Lucia og idag står i Via del Gonfalone 32A med navnet Oratorio del Gonfalone.
Litteratur om Santa Lucia Veccia ad Flumen: |