ANNAS ROM GUIDE
Martinus Smet

15??-1578

Martinus Smet, Smetius eller Smezio kaldtes han i Rom, men han stammede fra Brugge og hed egentlig Maarten eller Martin med efternavnet Smedt eller de Smed.

Smet var i perioden 1545-1551 i Rom, hvor han i 1545 arbejdede på et værk om antikke indskrifter i Europa. Ulykkeligvis blev en stor del af hans manuskript ødelagt under en brand, men i 1551 havde han allerede et nyt parat. Værket blev dog først offentliggjort i Antwerpen i 1588, 10 år efter Smets død i 1578, af den klassiske forsker Lipsius.

Til de af Smet indsamlede 3500 indskrifter havde Lipsius i den trykte udgave tilføjet 500 andre. Udgaven har titlen: Martinus Smetius: Inscriptionum antiquarum ordo tabularum sacrae, ed. Justus Lipsius. Leiden 1588.

En af de indskrifter, som Smet havde samlet, handlede om Petronius Perpenna's restaurering af Constantin's Thermer i 443. Den menes fundet omkring midten af 1500-tallet i den forladte kirke Sant'Elena, som det fremgår af Smet's kommentar: "in aedicula deserta S. Helenae retro ipsas thermas". Indskriften findes nu i samlingen Corpus Inscriptionum Latinarum som nr. CIL 6.1750.

Blandt de andre af Smet aftegnede indskrifter kan nævnes:

En mindeindskrift om M. Vettius Phoebus, som under Smet's ophold i Rom var blevet udgravet under fundamentet til Peterskirken og ligeledes beskrevet af Achille Stazio (CIL VI.1966)

I 1561 lod Kardinal Ippolito d'Este foretage udgravninger ved kirkerne Santo Stefano Rotondo og Sant'Erasmo på Monte Celio og her fandt man blandt andet flere statuebaser med indskrifter for medlemmer af Valerius-familien, der havde ejendomme i dette område. Nogle af disse fik Smet beskrevet af Nicolo Florent og en af dem så han blive overført til Gentile Delfino's hus i Rione Campitelli.

Under Smet's ophold i Rom fandt man også en stor marmor-base rejst for Kejser Julian den Frafaldne af Memmius Vitrasius Orfitus, der var Praefectus Urbis i årene 356-359 efter Kristus. Den blev fundet i haven ved Kirken Santi Giovanni e PaoloMonte Celio og sidenhen flyttet til Kardinal Pio da Carpi's vingård.

I Vigna Lisca, der lå ved kirkerne Santi Bonifacio e Alessio og Santa SabinaAventin var der en statuebase i marmor for Jupiter Dolichenus, rejst for denne gud og for deres egen sundhed af kejserfamilien Severus, Julia Domna og Caracalla, som vingårdens ejer, Francesco Lisca, senere flyttede ned i sin ejendom i Rione Parione, hvor Smet så den og afskrev indskriften.

Ifølge Smet fandt man omkring 1550 en indskrift (CIL 1059), som i år 210 efter Kristus var blevet dedikeret til Kejser Caracalla af Statio Cohortis II Vigilum, Brand- og Vagtvæsenets anden afdeling, der havde sæde på Esquilinhøjen i nærheden af nutidens Piazza Vittorio Emanuele II.

Et andet fund, som Smet har beskrevet, fandt sted udenfor Porta Portese på Alessandro Magni's ejendom, hvor man opdagede et monument for Caecilius-familien (CIL 13732).

Litteratur om Martinus Smet:
Lanciani. Rodolfo (Amedeo): Storia degli scavi di Roma, e notizie intorno le collezioni romane di antichità. Roma, Edizioni Quasa, 1990.
- Volume Terzo: 1550-1565: side 78, 86, 150, 174, 188, 213.
- Volume Quarto: 1566-1605: side 186.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 30.11.2008