|
|
|
|
|
En fisker og en fiskehandler kaldtes på latin: "piscator" (flertal: "piscatores"). Ordet er afledt af "piscis", en fisk, og som verbum bruges "piscor" : "jeg fisker". Antikkens piscator kunne fiske i Tiberen, ved kysterne omkring Fiumicino og Ostia Antica, eller i søer, såsom Bracciano-søen. Fangsten solgtes på en af de mange markedspladser, hvor der også handledes med importerede fisk, som tilsyneladende var de mest eftertragtede. Man må dog gå ud fra, at den almindelige romer hverken i Antikken eller senere havde råd til at spise dyre, importerede og konserverede fisk, men måtte ty til, hvad der var trukket op af flodens vande samme nat eller morgen. Lise Hannestad (se litt.note nedenfor) skriver i sin bog "Mad og drikke i det antikke Rom": "Romerne havde i senere tid den opfattelse, at deres forfædre ikke spiste fisk; men i Plautus' komedier fra slutningen af 3. og begyndelsen af 2. årh.f.Kr. spiser personerne ofte fisk som stør, havål, muræner, makrel og søtunge, samt skaldyr, og fra andre forfattere ved vi yderligere, at der allerede i 3.årh. f.Kr. fandtes et særligt fiskemarked, Forum Piscarium, i Rom." "Fra begyndelsen af 1.årh.f.Kr. begyndte rigmænd i tilknytning til deres villaer at anlægge bassiner for både saltvands- og ferskvandsfisk, beregnet dels til eget forbrug dels til videresalg." ... og: "Cato skal have ytret, at en fisk nu var dyrere i Rom end en okse. Fisk vedblev også op i senantikken at blive anset for luksusmad, og i Diokletian's prisedikt er de betydeligt dyrere end kød." Der skelnes her mellem saltvandsfisk ("piscis marinus"), ferskvandsfisk ("piscis fluvialis"), og saltet fisk ("piscis salsus"). Den første lader til at have været den mest eftertragtede og dobbelt så dyr som ferskvandsfisken." "Ser man på, hvilke fisk, der især var eftertragtede, varierer det fra tid til anden". Der omtales stør, bars, havaborrre, torsk, kuller, samt "ål var en ret almindelig spise". Desuden mulle og opdrættet pighvar. De populære muræner hørte også til de opdrættede fiskearter. Lise Hannestad skriver videre: "Med hensyn til bars kunne sande kendere skelne mellem eksemplarer fanget i havet og i Tiberen. Mest eftertragtede var de, når de var fanget mellem to af Roms broer." Som nævnt spiste romerne også konserveret fisk, blandt andet tun som blev importeret i saltet udgave - men også fandtes frisk. Også sild, makrel, mulle og sardin blev solgt i saltet udgave. Lise Hannestad skriver: "Saltet fisk var generelt billig mad, men der var dog kostbare specialiteter i blandt." En stor mængde fisk anvendtes til romernes elskede fiskesauce, kaldet "garum" eller "liquamen", som fremstilledes ved at salte fisken og stille den i solen, hvor den gærede og efterhånden blev omdannet til en væske, som blev siet fra og anvendt som "dyppelse" og ingrediens i forskellige retter. Restproduktet kaldtes "allex" og blev ligeledes brugt til fortæring. Udover "almindelige" fisk forhandledes og fortæredes også skaldyr, østers, muslinger, snegle og søpindsvin. Som Lise Hannestad udtrykker det: "Listen over de skaldyr, man spiste, er i øvrigt særdelies lang, og svarer til, hvad man i dag kan møde på Middelhavslandenes spisekort". Piscatorens redskaber var fiskekroge i bronze, fiskesnøre snoet af hår fra dyr eller plantefibre, blylodder for at få snøre og kroge til at synke til bunds, net af forskellige typer, flåd af kork, harpuner, treforke, ruser af pilekviste og vidjer, samt blus til nattefiskeri. Båden, som benyttedes til fiskeriet, kaldtes "horia" (i flertal: "horiae") eller, hvis der var tale om en lille båd: "horiola" ("horiolae"). Andre betegnelser var: "horeia", "naucula", "naucula piscatoriam" og "naucella". En ganske lille let båd til 2 personer kaldtes en "scapha" (flertal: "scaphae"), som ordbogen oversætter til: "jolle". Det er en sådan båd, der omtales på indskriften, som citeres nedenfor under "Foreningsliv". Man har i Claudius-Havnens bassin udgravet rester af en lidt større fiskebåd, der ovenikøbet var forsynet med et kar, hvori fiskene i vand kunne holdes levende under transporten ind til Rom. Den restaurerede båd, der måler 5,20 meter i længden og 1,50 i bredden, kan ses i Museo delle Navi Romane i Fiumicino. Der fandtes flere markeder i det antikke Rom, både små og store, specialiserede og "supermarkeder". Af de store kan nævnes: Forum Piscarium. Varetype: fisk. Inddroges i år 179 før Kristus af Censoren M. Fulvius Nobilior i det store marked udenfor Forum Romanum's nordøstside, Macellum. Fungerende her til omkring år 64 efter Kristus. og Trajan's Marked. Varetype: alle slags varer, fisk, frugt, blomster, krydderier og for eksempel silke. Et kæmpestort kompleks med 150 butikker og kontorer anlagt for Kejser Trajan op ad den skråning mod Monte Magnanapoli, som dannedes, da den lave højderyg, som tidligere forbandt højene Capitol og Quirinal, blev fjernet omkring år 100-112 efter Kristus. Markedet var i 5 etager gennemskåret på 3.etagen af gaden Via Biberatica. Desuden var der nogle mindre markeder med speciale i fisk: - Et meget gammelt fisketorv ved Porticus Octaviae. - Fiskeboder i Velabrodalen. - Lille fisketorv i Trastevere ud for Pons Cestius. Carl Ankerfeldt (se litt.note nedenfor) leverer en charmerende beskrivelse af markedslivet i Antikken: "Turisterne fra de romerske provinser er videbegærllige. På det lille fisketorv oppe ved Octavias Porticus har de gjort store øjne ved at se krukker med røget fisk koste fra 1.000 til 1.200 sestertser, medens der for en mellemstor mulle forlangtes hele 10.000 sestertser - eller udskåret omkring 1.000 sestertser pr. pund. Turisterne gøs lystigt ved at høre disse priser på romersk luksusmad og noterede sig, at den berømte fiskesauce, garum sociorum, fra den kendte fabrik i Cartagena, tilberedt af tunfiskens indvolde, solgtes til 500 sestertser pr. congius (ca. 3 1/4 l). .... Ved at studere priserne på de mere almindelige fødevarer end muller og røget fisk var man enige om, at her var dyrt i Rom, og at den inflation, der var begyndt efter Constantins magtovertagelse, nu var i fuld udvikling. Det sporedes tydeligt af priserne på fisketorvets mere almindelige varer som udskåret tun, de store knipper af fede karper, på lampretter, søtunge, sardiner, blæksprutter, languster, østers, muslinger og havsnegle. Trods de høje priser gik salget strygende, og det var tydeligt at se, at romerne var yndere af fisk og skaldyr." De romerske piscatores samlede sig på et tidspunkt i en forening, som den 8. Juni hvert år afholdt en særlig festlighed, "Piscatori Ludi eller "Ludi Piscatorii", til ære for flodguden Tiberinus, også kaldet Pater Tiberinus, som naturligvis havde til huse i Tiberen. Ved denne fest var Roms prætor til stede og det var skik at ofre småfisk til Guden. Disse kunne tilsyneladende købes ved altrene for Guden Vulcanus og blev under en højtidlighed kastet ud i Tiberen. Tiberinus-kulten var ellers ikke meget udbredt, men på Tiberøen fandtes en helligdom, viet til ham og med en årlig festdag den 8. december, den dag hvor alteret var indviet. Forfatteren Sextus Pompeius Festus beskriver det således: "Piscatori ludi vocantur qui quotannis mense Iunio trans Tiberim fieri solent a praetore urbano pro piscatoribus Tiberinis; quorum quaestus non in macellum pervenit, sed fere in aream Volkani, quod id genus pisciculorum vivorum datur ei deo pro animis humanis" : "Den fest, som man kalder "Fiskernes Fest", holdes sædvanligvis hvert år i Juni måned, hvor Roms Prætor bevæger sig over Tiberen på fiskernes vegne. Fangsten sælges ikke på markedet, men ved Vulkan's alter, fordi denne type småfisk gives levende til Guden for menneskenes sjæle". Fiskernes forening, "Corpus piscatorum et urinatorum totius alv. Tiber." ("Forening af fiskere og dykkere i Tiberen"), kendes fra en indskrift (ILS 7266), som de lod opsætte til ære for deres patron Tiberius Claudius Severus, som skulle takkes for sine velgerninger. Han havde både ladet opsætte en statue af Kejser Caracalla (211-217 efter Kristus) og dennes moder - muligvis i fiskerforeningens lokaler, samt doneret 10.000 sestertser, hvis afkast hvert år blev fordelt mellem medlemmerne; og endelig havde han via sine forbindelser opnået at fiskerne havde fået særlige privilegier ved deres sejlads med joller ("scaphae" - her i teksten nedenfor: "scapharum" - læs om denne type båd ovenfor under "Redskaber"). Indskriften, der er rimelig lang, lyder: "Ti. Claudio Esquil. Severo - decuriali lictori, patrono - corporis piscatorum et - urinator., q.q. III eiusdem corporis, - ob merita eius -quod hic primus statuas duas, una - Antonini Aug. domini n., aliam Iul. - Augustae dominae nostr., s. p.p. - una cum Claudio Pontiano filio - suo eq. Rom., et hoc amplius eidem - corpori donaverit HS X- mil. n., - ut ex usuris eorum quodannis - natali suo XVII k. Febr. - sportulae viritim dividantur, - praesertim cum navigatio sca-pharum diligentia eius adquisita - et confirmata sit, ex decreto - ordinis corporis piscatorum - et urinatorum totius alv. Tiber., - quibus ex s.c. coire licet, s. p.p. --- dedic. XVI k. Sept. Nummio Albino et Fulvio Aemiliano cos. - praesentibus - Iuventio Corneliano et - Iulio Felicissimo - patronis - quinquennalib. - Claudio Quintiano et - Plutio Aquilino, - curatorib. - Aelio Augustale et - Antonio Vitale et - Claudio Crispo." ANDRE FISKERE / FISKEHANDLERE: Vi kender også navnet på en sælger af saltet fisk og vin, som levede i det 1.århundrede efter Kristus: Tiberius Claudius Docimus. Indskriften på hans gravsten er bevaret og lyder således: "D M - Ti. Claudius Docimus - fecit sibi et suis libertis - libertabusque - posterisque eorum - negotians salsamentarius - et vinariarius maurarius" . (ILS 7486). "D M" står for "Dis manibus": Til de dødes ånder". Teksten fortsætter: "Tiberius Claudius Docimus lod dette lave for sig selv og sine frigivne slaver og slavinder, samt deres efterkommere. Han var sælger af saltet fisk og vin fra Mauritanien". Tiberius Clausius Docimus var antagelig søn eller sønnesøn af en kejserlig frigiven og han havde jo altså selv slaver og frigivne under sig. Han betegnede sig selv som sælger eller forhandler og begav sig altså ikke af med selve fiskerierhvervet.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|