|
|
|
|
|
Det italienske ord Pescivendolo, i flertal: Pescivendoli, betyder: "fiskehandler", "en der sælger ("vende") fisk ("pesci")". Erhvervet er lige så gammelt som fiskerens ("il pescatore") og fandtes naturligvis også i det antikke Rom, hvor ordet "piscator" netop betød både "en fisker" og "en fiskehandler". Fiskehandlerne i Antikken handlede dels med fisk, som var fanget i Tiberen, dels med importerede fisk, og disse sidste var tilsyneladende de mest eftertragtede. Man må dog gå ud fra, at den almindelige romer hverken i Antikken eller senere havde råd til at spise dyre, importerede og konserverede fisk, men måtte ty til, hvad der var trukket op af flodens vande samme nat eller morgen. Fiskene solgtes for en stor del på byens fiskemarkeder. Der fandtes flere af disse i det antikke Rom, både små og store, og også senere, hvor for eksempel de skyggefulde ruiner i den gamle Portico d'Ottavia i Middelalderen indrettes til fiskemarked kaldet "Forum Piscium" eller "Pescheria". (Link til maleri af Ettore Roesler Franz: Portico di Ottavia (info.roma.it)) Fiskehandlerne valgte naturligt nok Sant'Andrea, Apostlen Andreas der sammen med sin broder Peter var fisker, til deres beskytter og da Lauget i 1571 fik tilladelse til at indrette et kapel i Kirken Sant'Angelo in Pescheria, der lå i forbindelse med fisketorvet i ruinerne af Portico d'Ottavia, viede de dette kapel til Sant'Andrea. Op mod 1600-tallet dannede fiskehandlerne altså et laug, "Università dei Pescivendoli", og i 1687 grundlagde de et religiøst broderskab, som en sammenslutning med et tidligere broderskab, der dyrkede Det Hellige Sakramente. Den nye sammenslutning fik navnet "Confraternita del Santissimo Sacramento e dei Santi Pietro e Andrea Apostoli dei Pescivendoli". Broderskabet fik i 1689 tilladelse til at bygge en lille egen kirke i et nabohus til Sant'Angelo in Pescheria. Også denne blev viet til Sant'Andrea og kaldtes Oratorio di Sant'Andrea dei Pescivendoli. En "pescivendolo" kunne også være ambulant, der trak sin vogn gennem gaderne eller vandrede rundt med en kurv over armen. Der var - i hvert fald i 1800-tallet - mængder af disse handlende, som solgte saltvandsfisk, der kom fra Fiumicino og kysten, ferskvandsfisk fra Bracciano-søen og andre søer, samt fra Tiberen. Der var også folk, som på denne måde solgte frøer, muslinger, rejer og andre skaldyr, men de havde deres egen betegnelse: "il gammarellaro" solgte rejer og tanglopper, "il tellinaro" solgte tallerkenmuslinger, "il ranocchiaro" solgte frøer, og så videre. Den ambulante handlende kunne tiltrække sine kunder ved råb eller sang, f.eks. har man i 1600-tallet nedskrevet, at en fiskehandler kunne udbryde: "Cefali, triglie, orate e maccarelli - et altri pesci vendo freschi e belli" ("Multer, muller, havkarusser og makreller - samt andre friske og smukke fisk sælger jeg").
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|