Rom efter Alarik

Til trods for 3 dages hærgen, brande og plyndringer var ødelæggelserne dog ikke enorme, store dele af byen var trods alt gået fri og selvom mange mennesker var blevet dræbt og andre bortført som fanger, slaver og gidsler, kunne de overlevende romere nu ånde lettet op og begynde at reparere skaderne. At dette skete ret hurtigt kan man se af de mindepladerne, der opsattes rundt omkring til minde om ødelæggelserne og genopbygningen. Alligevel havde plyndringerne en stor økonomisk effekt på byen, hvor borgerne havde købt sig fri fra drab og fangenskab ved store pengebeløb og værdisager, som fra nu af prydede de "barbariske" goters boliger. Det fortaltes, at Kejserens søster Galla Placidia, som senere blev gift med goteren Ataulf, ved sit bryllup fik mange værdifulde gaver, hvoraf hun genkendte flere som stammende fra romerske huse og familier hun havde kendt.

Hvis de bygningsmæssige skader var beskedne og hurtigt kunne udbedres, og de økonomiske skader var større og længerevarende, så var de psykiske skader på både romerne i Rom og alle Romerrigets beboere i både Vest- og Østriget enorme. Det fuldstændigt utænkelige var sket, fjender var trængt i selve Rigets hjerte og havde krænket det, et magtcentrum og et Kristendommens centrum var uden hensyn blevet væltet overende. Hvad kunne man nu stole på mere og i fremtiden.

Og denne nye tanke, at Rom kunne erobres, forårsagede da også snart et nyt påtænkt angreb på byen. Denne gang var det Grev Heraclianus, som var en af Kejser Honorius' tro mænd, måske oven i købet den, der havde myrdet General Stiliko på Kejserens ordre. Heraclianus var blevet greve i Afrika, men følte nu at tiden var moden til at overtage magten i Rom og sejlede i 413 med en stor flåde fra Afrika. Hvordan det lykkedes romerne at afværge Heraclianus' angreb vides ikke med sikkerhed, nogle kilder fortæller, at han vendte om, da han hørte at der var samlet en romersk hær under Grev Marinus, andre at han led nederlag i et slag et sted mellem Ostia og Porta Portese. Bagefter drog han nordpå, hvor hans hær blev udslettet i et slag ca. 80 kilomter nord for Rom.

Tusindevis af deserterende soldater fra Heraclianus' hær søgte derpå tilflugt i Rom og i 414 så bypræfekten Albinus sig nødsaget til at meddele Kejser Honorius, at befolkningstallet var steget så voldsomt, at kornforsyningerne ikke længere rakte.

I 417 vendte Kejser Honorius tilbage til Rom og fik sat gang i genopbygningen, så Rom snart lignede sig selv igen. Men Kejseren tog ikke fast bopæl i Rom, både han og de efterfølgende kejsere skiftede mellem denne og Ravenna, som snart blev den foretrukne hovedstad, fordi den ligger godt beskyttet bag sumpegne og med en stærk flådehavn. Endnu en gang måtte Rom se sig forvist til en andenplads og overlade titlen som Vestrigets hovedstad til en anden by.

For hver gang en række administrative og repræsentative funktioner flyttedes fra Rom, blev byen svagere. Med administrationen og hoffet fulgte de dertil knyttede personer, som oftest de rige og fornemme - og de veluddannede og lærde, der flokkedes ved hoffet. Rom blev fattigere både på indbyggere, på arbejdspladser, på kundskaber. Men Kirken bliver i Rom, hvis Biskop snart gør krav på at være den øverste af alle bisper, Sankt Peters direkte efterfølger.

I 410 havde Alarik blandt andre fanger og gidsler bortført Kejser Honorius' halvsøster Galla Placidia. Da han døde overtog hans efterfølger Ataulf hans hær og hans fanger og i 414 blev der i Narbonne holdt et stort bryllup, hvor Ataulf tog Galla Placidia til ægte. At en romersk kvinde frivilligt giftede sig med en barbar var uforståeligt for romerne og for Kejseren og hun genvandt aldrig deres tillid og respekt.

Men den gotiskvenlige Galla Placidia vendte tilbage til Italien, efter at Ataulf i 415 blev dræbt i Spanien, hvor vestgoterne begyndte at opbygge et rige. Hans broder Vallia, der derpå blev valgt til konge, sluttede året efter (416) en aftale med Kejser Honorius, hvorefter Kejserens søster blev sendt tilbage til Ravenna. Her tvang Honorius, der aldrig havde tilgivet hende ægteskabet med en barbar, hende til at gifte sig med Generalen Constantius, som i 421 blev ophøjet til medkejser (Constantius III). De fik sammen sønnen Valentinian, men kort efter døde Constantius og Galla Placidia foretrak da at rejse over til sin nevø, den østromerske Kejser Theodosius II.

I 423 døde Kejser Honorius og blev begravet i et mausolæum i atriet til den gamle Peterskirke. Da han døde uden direkte arving , arvede hans halvsøster Galla Placidia's søn kronen. Men Valentinian III var da kun 4 år gammel og opholdt sig ydermere sammen med sin moder i Constantinopel, så i Ravenna udråbte man istedet Johannes I til Kejser. Det ville den østromerske Kejser Theodoisus II dog ikke acceptere og efter en række kampe kunne Galla Placidia i 425 gøre sit indtog i Rom som regent for Valentinian. Nu var der endelig en regent, som opholdt sig mere stabilt i Rom.

Galla Placidia havde frivilligt giftet sig med en vestgotisk konge og af mange romere ansås hun for at have gotiske sympatier. Hun udnævnte i 433 hærføreren Aëtius, som havde gode forbindelser til hunnerriget til Vestrigets øverste General. Aëtius var selv af "barbarisk" afstamning og hans politik var - ligesom Galla Placidia's - at opnå et fredeligt samliv med de omkringboende barbarer til alles tilfredshed. For at genskabe Roms gamle storhed var de parate til at betjene sig af grænsefolkenes hjælpehære. Det var ikke god tone i Rom, hvor romerne af de fine, gamle familier afskyede og foragtede alt, hvad der var barbarisk, og der dannedes 2 skarpt adskilte fronter i den romerske politik. De konservative, der var imod alle indrømmelser og aftaler med barbarerne. Og de "barbarvenlige", som beskyldtes for at ville sælge ud af de gamle værdier og Riget og dets selvstændighed. Heller ikke Kirken var positive over for barbarerne, der ganske vist var kristne, men langt de fleste af den arianske trosretning, som fordømtes som kættersk.

Med til at skabe Galla Placidia's og Aëtius' åbenhed for de nye alliancer var, foruden de militære fordele, også muligheden for at finde nye områder, der kunne forsyne byen og Riget med fødevarer, især korn, nu hvor Afrika i 435-439 var faldet helt i vandalernes hænder.

I mange år sørgede Aëtius for at bekrige indtrængende folk, for at slutte fred og træffe aftaler, hvor det var nødvendigt, for at rejse vældige hære, som da han i 451 fik stoppet de fremstormende hunner på de Catalauniske Marker. Men da Attila året efter i et pludseligt angreb på Norditalien havde muligheden for at gå mod Rom fortælles det, at det var Pave Leo I, der rejste op og mødte ham ved Mincio-floden ved Mantova og overtalte ham til ikke at angribe Rom.

Valentinian III var nu selv begyndt at regere og efter et skænderi med Generalen Aëtius i 454, dolkede han ham med det resultat, at Generalens venner i 455 tog hævn og myrdede Kejseren under en tropperevu på Campus Martius. I stedet udråbtes den fornemme romer Petronius Maximus til Kejser og denne skyndte sig at ægte Valentinians enke Eudoxia. Det var ikke efter Kejserindens ønske og det er muligt, at det var hende der tilkaldte vandalerkongen Geiserik for at hævne drabet på sin mand. Det fik imidlertid ulykkelige konsekvenser, for i 455 erobrede vandalerne Rom, som de plyndrede og hærgede i 14 blodige dage.