ANNAS ROM GUIDE
Kirken San Giovanni Evangelista
Kirken San Giovanni Evangelista findes ikke mere, men i Middelalderen var den i flere hundrede år Johanniter-Ordenen's kirke.

Kirken overtog Ordenen i det 13.århundrede fra munkene af San Basilio-Ordenen, som havde viet den til San Basilio. Johanniterne viede den i stedet til Evangelisten Johannes, deres beskytter, og forsynede den gamle Kirke med nye malerier, blandt andre "Madonna ed i Santi Basilio, Giovanni Battista, Giovanni Evangelista, Pietro, Paolo e Benedetto" i Kirkens apsis. Dette maleri blev senere nedtaget og kan idag ses i Sala Bizantina i Casa dei Cavalieri di Rodi på Piazza del Grillo.

Kirken San Giovanni Evangelista /San Basilio lå på ruinerne af det Mars Ultor Tempel, som Kejser Augustus havde ladet bygge på sit nyopførte Forum i år 2 før Kristus. Til komplekset hørte også et Kloster, som Johanniterne også overtog, da Basilius-munkene forsvandt fra Rom. Men i starten boede de 2 ordener side om side i ruinerne af Augustus' Forum.

Johanniter-Ordenen, som var indstiftet i det 11.århundrede, bosatte sig i slutningen af det 12.århundrede i ruinerne af den nordlige exedra på Augustus' Forum, hvor Basilius-munkene beboede den midterste del. Johanniterne byggede ovenpå ruinerne, således at de fik en høj bygning, som stadig den dag idag skuer ud over Kejserfora'en fra sin høje plads oppe ved Piazza del Grillo. Kirken kaldtes også af og til "San Giovanni Evangelista in Campo Pacis" fordi den lå tæt ved Vespasian's Fredsforum (Forum Pacis).

I slutningen af det 14.århundrede flyttede Johanniterne deres priorat til Aventinhøjen, hvor de overtog Kirken Santa Maria del Priorato efter Tempelherrerne, og Klosteret og Kirken San Giovanni Evangelista blev derpå af Pave Martin V i 1428 overladt til Kardinal Ardicino della Porta. Men da denne døde i 1434 fik Johanniterne deres ejendom tilbage. I 1466 betroede Pave Paul II sin nevø Kardinal Marco Barbo ledelsen af prioratet og denne restaurerede og ombyggede komplekset. I slutningen af 1400-tallet flyttede Johanniterne imidlertid definitivt deres priorat til Aventin.

En stor del af komplekset ved Via di Tor de' Conti blev revet ned i 1924, da Kejserfora'en skulle fritlægges, men en mindre del står stadig idag, det drejer sig om Casa dei Cavalieri di Rodi og Capella di San Giovanni Battista, også nogle gange blot kaldet Chiesa di San Giovanni.

Litteratur om Kirken San Giovanni Evangelista:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 836.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 4: side 13ff.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr. 22.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 48f.

Plan over området
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 5.9.2005 og sidst opdateret d. 8.9.2005