ANNAS ROM GUIDE
San Basilio il Grande
ca.330 - 379

Grækeren Basilius den Store var Ærkebiskop og en af kirkefædrene samt det græske munkevæsens fader.

Basilius var født i en meget religiøs familie, hans bedstemoder var Santa Macrina l'Anziana, faderen var San Basilio l'Anziano og moderen Santa Emmelia. Også hans søskende endte med at blive helgener: San Gregorio di Nissa, San Pietro di Sebaste og Santa Macrina la Giovane.

Basilius var også af en lærd familie, faderen var rhetor og Basilius selv kom til at studere i Athen, hvor han blev ven med San Gregorio di Nazianzeno.

Efter tidens skik blev Basilius døbt som 26-årig og drog derefter til Østen for at besøge eremitterne der, hvorpå han omkring 358 solgte alle sine ejendele og begyndte et asketisk liv sammen med nogle få venner.

Denne tilværelse varede dog kun få år, indtil han blev præsteordineret og fra 365 ansvarlig for Kirken i Caesarea, hvor han blev Biskop i 370.

Basilius var en stor modstander af arianismen og han bekæmpede den ved flere lejligheder. Denne trosretning var foretrukket af Kejser Valens (364-378), som under sin regeringstid gerne og voldsomt forfulgte katolikkerne i Østriget. Basilius gik i rette med sin Kejser og måtte derfor forsvare sin holdning overfor dennes embedsmænd. Med sine overbevisende argumenter og rolige, men ikke vigende, holdning lykkedes det Basilius at få forfølgelserne mindsket betydeligt og det var for en del hans skyld, at den nikænske trosbeskendelse endte med at sejre ved Koncilet i Constantinopel i 381.

Basilius organiserede det græske munkevæsen og Ordine di San Basilio efterlever hans regler. Han var meget populær i Caesarea og byggede både en kirke, et hospital og et herberg i byen, som sørgede voldsomt da han døde i 379.

I sin levetid skrev Basilius en mængde breve og prædikener, som stadig læses idag.

San Basilio fejredes tidligere den 14. juni. Festen er nu flyttet til den 2. januar.


Litteratur om San Basilio il Grande:
Kirke og Kristendom Leksikon. redigeret af Carsten Bach-Nielsen og Jan Lindhardt. Gyldendal, 2001.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 59f.
Pierrard, Pierre:
Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 38.
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
- side 64.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Bøger/links om Rom
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d.24.10.2004