ANNAS ROM GUIDE

Horti Spei Veteris


Dette landsted, beliggende ved lokaliteten Ad Spem Veterem i Esquilinhøjens udkant i nærheden af nutidens Porta Maggiore, kaldtes derfor Horti Spei Veteris.

Det er ikke meget, vi ved om stedet; men det fortælles, at Kejser Heliogabalus holdt meget af at trække sig tilbage hertil. Det har kun været for en ganske kort periode, for han var blot Kejser i kort tid og boede kun i Rom fra September 219 til Marts 222 efter Kristus.

Landstedet har dog sikkert været i Kejsernes eje i længere tid før dette, for efter at Maecenas' landsted, der lå lidt længere mod nordøst, var gået i arv til Kejser Augustus, havde dennes familie og dens senere efterfølgere holdt af at opholde sig heroppe i de landslige omgivelser, og Kejserne udvidede derfor med tiden deres ejendom i området til også at omfatte de gamle Horti Lolliani, Horti Lamiani, Horti Maiani, Horti Tauriani og Horti Torquatiani. Man har endvidere udgravet rester af en del huse og villa'er i området.

Ifølge Atlante di Roma Antica (se litt.note forneden) blev indretningen af landstedet påbegyndt af Septimius Severus og videreført af hans søn Caracalla og derpå af Heliogabalus. Ejendommen bestod af en enorm park, som rummede forskellige bygninger og andre anlæg til adspredelse og fornøjelse: Et termeanlæg lå tæt ved akvædukten Acquedotto Neroniano på det sted, hvor den skilles ud fra Aqua Claudia. Man har fundet teglsten med Septimius Severus' navn og en dedikation til hans hustru Julia Domna. Også stenene, som er brugt i det nærliggende Anfiteatro Castrense, stammer fra denne Kejsers tid.

På landstedet lå også et aflangt anlæg, en væddeløbsbane som også bliver nævnt i forbindelse med Heliogabalus. Idag benævnes dette anlæg Circus Varianus efter Heliogabalus, hvis oprindelige navn var Varius.

På banen blev der afholdt væddeløb og teaterforestillinger i forbindelse med kulten i Templet for Solguden Heliogabalus, som Kejseren havde ladet opføre i området. (Det er muligt, at det har ligget, hvor Kirken Santa Croce ligger idag). Hver midsommer lod Heliogabalus solguden - i form af den sorte sten fra Emesa - bringe fra hovedtemplet på Palatin og ud til landtemplet under stor festivitas og pragt.

Kejser Heliogabalus var under alle omstændigheder en elsker af overdådighed og pragt, så man kan nok forestille sig, at hans landsted har været fantastisk anlagt og indrettet. Måske var det her, at han inviterede gæster og lod det regne ned over dem med rosenblade - det fortælles, at han lod så mange blomsterblade drysse ned over sine venner, at nogle ligefrem blev kvalt i dyngerne.

Horti Spei Veteris har dækket hele det område, som idag udgøres af Villa Wolkonsky, samt meget mere, ud til området, hvor senere den Aurelianske Bymur blev opført, og endda et stykke længere, som kan ses af at denne gennemskærer Circus-anlægget.

 

Litteratur om Horti Spei Veteris:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 1 : Testi e immagini. ------- side 334-335.
- 2 : Tavole e indici. ----- Tavle 126, 132 og Kort nr.27 + 28.
Grimal, Pierre: I giardini di Roma Antica. Garzanti, 2000.
- side 165.
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
- Volume Terzo : H-O. 1996.
---- side 85.
Platner, Samuel Ball: A topographical dictionary of ancient Rome. Completed and revised by Thomas Ashby. Oxford University Press, cop. 1926.
- side 272.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 204.

Kort over området
Fotos fra Esquilinturen
Seværdigheder i området
Steder i området
Personer med tilknytning til området
Tilbage til Esquilinturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 25.10.2012 og sidst opdateret d. 7.11.2012