ANNAS ROM GUIDE
Confraternita dei Sarti

Denne religiøse sammenslutning var et lægbroderskab af skræddere

Fra engang i 1200-tallet dannede de romerske skræddere en sammenslutning, der under beskyttelse af Sant'Omobono dels skulle udbrede kendskabet til denne helgen, dels hjælpe deres syge og svage kollegaer og sørge for medgift til disses fattige, men ærbare døtre.

Det første sted, hvor skræddersammenslutningen holdt til, var Kirken Sant'Andrea de Azanesi. Efter dennes nedrivning i begyndelsen af 1500-tallet flyttede Corporazione dei Sarti til den lille Kirke San Salvatore in Portico, som de lejede af Ospedale di Santa Maria in Portico.

I 1575 oprettede skræddermestrene et lægbroderskab kaldet Confraternita dei Sarti, mens skræddersvende og -lærlinge ("i sarti garzoni e lavoranti") oprettede deres eget broderskab i 1616. De kaldte det "Confraternita dei Sarti Garzoni e Lavoranti".

I år 1600 kaldtes det romerske skrædderlaug: Università romana dei Sartori, Pelamantelli, Giubbonari, Camiciari, Calzettari. Heri optoges udover skræddere også pelssyere, frakkesyere, skjortesyere og strømpesyere, (hosekræmmere).

Da det gamle Skrædderlaug opløstes ifølge et dekret fra Pave Pius VII af 16. December 1801, vedblev skræddernes Lægbroderskab at udøve sin aktivitet i endnu 50 år, indtil deres kirke Sant'Omobono blev eksproprieret.

 

Litteratur om Confraternita dei Sarti:
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 367-372.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 112-113.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.5.2025