ANNAS ROM GUIDE
Giovanni Leonardo Cerusi "Il Letterato"
15?? - 1595

Giovanni Leonardo Cerusi var tilsyneladende født i omegnen af Salerno, antagelig i begyndelsen af 1500-tallet. Vi ved ikke noget om hans forældre og opvækst, men på et tidspunkt kom han til at tjene Kardinal Ferdinando de' Medici og kom til Rom.

Cerusi, som også nogle steder kaldes Geruso, må også have studeret, for han kaldes senere "Il Letterato" på grund af de mange latinske sentenser, som han yndede at strø om sig.

Det var dog ikke blot latin og tjenesten hos Kardinalen, som han viede sin interesse og sine evner. De mange forsømte og forældreløse børn, som løb rundt og tiggede i Roms gader, rørte ved hans medlidenhed og han begyndte derfor i 1582 at samle dem for et måltid mad og en soveplads i den lille gårdsplads bag Agostino Chigi's palæ ved Via dell'Arco dei Banchi.

Cerusi blev snart kendt for sin godgørenhed og hans små ledsagere kaldtes efter ham også "i letterati".

Cerusi havde dog ikke midler nok til at sørge for alle disse børn - efterhånden op mod 150 drenge - pigerne måtte andre tage sig af. Han blev derfor kendt for at gå rundt og samle almisser til sine "børn" og han fik snart støtte af sin skriftefader San Filippo Neri og af de 2 barmhjertige kardinaler Cesare Baronio og Federico Borromeo.

Med disses bistand kunne Cerusi nu samle børnene i et regulært drengehjem i en ejendom i nærheden af Piazza del Popolo. Institutionen blev hurtigt af romerne døbt "Lo Spedale de' fanciulli spersi" ("Hjemmet for de vildfarne drenge") eller bare "Lo Spedale del Letterato".

Da Leonardo Cerusi døde i 1595, videreførte Kardinal Baronio hans værk og sørgede for at Institutionen fremover blev styret af en godgørende forening. Pave Clemens VIII (1592-1605) overdrog derpå en ejendom på Via Flaminia til formålet.

Også gennem hele 1600-tallet støttede de forskellige paver Cerusi's drengehjem, der i tidens løb blev flyttet til flere forskellige adresser, blandt andet til Piazza Margana og til Ripa Grande, samt i 1692 til Palazzo Baldinotti mellem Via del Corso og San Silvestro in Capite.

I British Museum findes et kobberstik forestillende Leonardo Cerusi med 2 af sine drenge.


Litteratur og links om Giovanni Leonardo Cerusi "Il Letterato":
Black, Christopher F.: Italian Confraternities in the Sixteenth Century. 2003.
- side 205. - (Google Books).
Donovan, Jeremiah: Rome, Ancient and Modern, and its Environs. - 1843. - Vol.3.
- side 379. - (Google Books).
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione V Ponte, Parte III / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1981. --- side 40, 42.
Specchioromano.it: All’Arco dei Banchi i prestiti su pegno.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 8.7.2022