ANNAS ROM GUIDE

Pantaleoni-/Pantalei-familien

Romersk familie i 1300-1400-tallet

I Rom levede måske allerede fra før 1100-tallet og op til 1400-tallet en familie ved navn Pantalei, Pantaleis eller Pantaleoni, også omtaltes som Pantaleonis eller Pantaleonibus.

Familien havde i 1300-tallet en del ejendomme i kvarteret Rione Sant'Angelo og omkring nutidens Piazza delle Cinque Scole og datidens Piazza del Mercatello og Piazza Giudea.

Familien havde ligeledes i 1300-tallet ejerskab over Kirken Santa Cecilia de Pantaleis, som i 1560 blev revet ned i forbindelse med at en stor mur opførtes rundt om det jødiske Ghetto-område.

Pantalei-familiens våben havde baggrund af sølv, hvorpå der var 3 røde trin, hvoraf det første var revnet. (1)

Af Pantalei-familiens medlemmer kender vi blandt andre:

Pantaleo, som var fader til Cencio di Pantaleo og som menes at være kommet til Rom fra Amalfi, hvor han var ven med den Ildebrando, som senere blev Pave Gregor VII (1073-1085), men på det tidspunkt var leder af Basilica di San Paolo. Det lader til, at Pantaleo ud af sin egen pung bekostede fremstillingen af denne Kirkes meget beundrede bronzedøre, som blev støbt i Constantinopel, men ødelagt under branden i 1823. (3)

--- Cinzio Pantaleoni, også benævnt Cintio eller Cinthii Pantaleoni, som levede i 1100-tallet og var fader til Giovanni di Cinzio. (2) Måske er denne Cinzio den samme som den Cencio di Pantaleo, der sammen med sin søn Giovanni og Pietro di Cencio di Enriche (Pietro Cenci ?) og andre hædersmænd i Rom i 1153 som vidner underskrev en offentlig aftale om afståelse (af jord? ejendom?) mellem Abbeden fra Grottaferrata og Kirken Santa Prassede. Til stede var også Pave Anastasius IV og nogle Kardinaler. (Galletti: Del Primicerio pp.310-312). (3)

------ Giovanni di Cinzio Pantaleoni, som var søn af Cinzio Pantaleoni, udøvede i 1151 hvervet som Senatore i Rom. (2) Læs også ovenfor under hans fader. (3)

Giovanni Pantaleoni, der i 1186-1187 var udnævnt til Senatore i Rom. (2)

Pietro Pantalei, som var notar og levede i 1396. (1)

Giovanni Pantalei, der i 1434 blev begravet i Kirken San Lorenzo in Damaso. Han var gift med Antonia, som var datter af Cola Paluzzi og som blev begravet i Santa Maria in Aracoeli. (1)

Med tiden blandedes Pantalei-familien og Cenci-familien sig så meget, at en sidegren af Cenci-familien kom til at hedde Cenci-Pantalei. Det var denne sidste gren, som havde brugsret over den nu forsvundne Santa Cecilia de Pantaleis, mens hovedgrenen holdt til i den stadig eksisterende San Tommaso ai Cenci. (3)(4).

 

Litteratur om Pantaleoni-/Pantalei-familien:
(1) Amayden, Teodoro: La Storia delle Famiglie Romane. Ristampa fotomeccanica, Arnaldo Forni Editore, 1979. Oprindelig udgivelse: Roma, Collegio Araldico. Bd.1-2 i ét bind.
- side 135.
(3) Bullettino della Comissione Archeologica Comunale di Roma, 1906: 34.
- side 293, 294.
(4) Carpaneto, Giorgio: Le famiglie nobili romane. Rendina Editori, 1994.
- side 87-94.
(2) Dominicis, Claudio De: Membri del Senato della Roma Pontificia : Senatori, Conservatori, Caporioni e loro Priori e Lista d'oro delle famiglie dirigenti (secc. X-XIX).
- side 12, 13.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 5.11.2024