I Klosteret Monastero dei Santi Quattro Coronati, som ligger på Monte Celio ved Kirken og gaden af samme navn, husedes fra 1540 et antal unge forældreløse piger, som her fik kost, logi og undervisning, så de senere kunne opretholde livet.

Det var Augustiner-nonner under en Priorinde, som passede børnene, men selve "konceptet" var en institution ved navn "Pia casa della visitazione degli orfani di S. Maria in Aquiro e SS. Quattro Coronati", som den kaldtes i perioden 1540-1871, og "Pia Casa di Santa Maria in Aquiro e delle orfane dei SS. Quattro Coronati", som navnet lød i årene 1871-1990. For ledelsen og administrationen stod det religiøse Broderskab Arciconfraternita di Santa Maria della Visitazione degli Orfani.

Institutionen var grundlagt i 1540 af nogle præster, som var inspireret af Ignatius af Loyola's tanker med det formål at modtage og uddanne romerske forældreløse drenge og piger. I begyndelsen havde børnehjemmet til huse i nogle bygninger ved Kirken Santa Maria in Aquiro, som ligger inde i byen, i nærheden af Pantheon.

De forældreløse drenge fik en rudimentær undervisning og blev oplært i et håndværk, så de, når de fyldte 18 år, kunnne udsluses og klare sig selv. Pigerne blev undervist i religion og moral, samt i de kvindelige sysler, som var nødvendige for at de senere kunne blive gode husmødre. Var det ikke muligt at få en ægteskabsaftale i stand for dem, kunne de i stedet vælge at gå i kloster. I 1548 foretrak nogle af pigerne at forblive i Klosteret ved Santa Maria in Aquiro for at hjælpe med at undervise og passe de yngre børn. De blev således nonner af Augustiner-Ordenen.

Men ret hurtigt blev der trangt i det gamle Kloster og i 1562 tillod Pave Pius IV, der som Kardinal havde været Protektor for det Broderskab, som sørgede for administrationen af Børnehjemmet, at man brugte Klosteret ved Kirken Santi Quattro Coronati til dette formål. Klosteret var på den tid ikke i brug og ret forfaldent, så der skulle en gennemgribende restaurering til, inden de forældreløse piger den 12. Marts 1564 kunne flytte ind i deres nye hjem.

De forældreløse drenge forblev i bygningerne ved Santa Maria del Aquiro, men forbindelsen mellem de to børnehjem vedblev dog at være tæt, som man kan se af den samlede institutions navn, hvor begge børnehjem nævnes samlet.

De administrative og organisatoriske forhold ændredes dog igennem tiden. Under den franske besættelse af Rom i slutningen af 1700-tallet blev alle Roms børnehjem samlet under ét kontor, og således fortsatte det også, da Pave Pius VII vendte tilbage til byen i 1814. Men i 1815 lukkedes kontoret og man vendte tilbage til de gamle ordninger. I 1826 samlede Pave Leo XII atter alle børnehjemmene under én administration og efter Pavestatens fald i 1870, blev der i 1871 oprettet en ny institution, som fik navnet "Pia Casa di Santa Maria in Aquiro e delle orfane dei SS. Quattro Coronati".

Hertil knyttedes efterhånden en del andre børnehjem og sociale velfærdsforanstaltninger og fra 1990 er det hele samlet i organisationen "ISMA" (Istituti di Santa Maria in Aquiro), der dækker over:
Ospizio degli Orfani di Santa Maria in Aquiro,
Pio Istituto Rivaldi,
Conservatorio della Divina Provvidenza e San Pasquale Baylon,
Conservatorio della Speranza e Pio detto delle Pericolanti,
og
Opera Pia Agostani.

LIVET FOR DE FORÆLDRELØSE PIGER:

Dagligdagen var ensformig, uden adspredelser og nærmest i isolation, og forløb efter et nøje fastlagt skema med tidspunkter for bøn, perioder med læsning og undervisning, pauser og perioder med arbejde. Som nævnt var det især huslige færdigheder, som man forsøgte at bibringe pigerne, så de senere kunne blive eftertragtede som ægtehustruer, selvom de ikke medbragte en rig medgift. Pigerne havde hver deres ansvarsområder og opgaver; man kan i registrene se, at en Franceshina passede køkkenhaven, en Belardina de syge, en Cornelia stod for hønseholdet og en Pavola vævede. Piger, som opdroges således i klostrene rundt omkring og derfor endte med at være både arbejdsomme, dygtige, lydige og dydige, var efterspurgte af mange håndværkere, arbejdere og enkemænd, som havde behov for en stabil livsledsagerske og husholderske. Der var derfor ganske mange af dem, som blev godt gift. Andre derimod foretrak det stille og regelmæssige liv i klosteret og valgte at blive nonner.

Festdage var nogle af de få lejligheder, hvor pigerne så andre end nonnerne omkring sig. Det var blandt andet den 8. November, hvor man fejrede helgenerne Santi Quattro Coronati og de nye piger gik i procession til Klosteret.
Og den 9. November, dagen for indvielsen af Kirken San Giovanni in Laterano, hvor alle de forældreløse piger gik i procession til denne Kirke og til Scala Santa. De var alle klædt i hvide dragter og gik stille, to og to, mens de sagte reciterede bønnerne til Rosenkransen.

Litteratur om Le Orfane dei Santi Quattro Coronati:
Roma Sacra. Elio de Rosa editore. Itinerario 32-33. (Dec.2006).
- side 101.
Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000.
- side 105-106.
Archivi.beniculturali: Istituti S. Maria in Aquiro di Roma.
ISMA (Istituti di Santa Maria in Aquiro): Storia.