|
|
|
|
|
Det syvende Jubelår i den Katolske Kirke blev året 1475 og det faldt derfor udenfor det 50-års interval mellem Jubelårene, som omtales i 3.Mosebog, kapitel 25, hvor der blandt andet står: "Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer". 50 år mellem Jubelårene syntes dog at være for mange og Pave Paul II besluttede derfor i 1470, at perioden skulle afkortes til 25 år. Og dette 25-års-interval bruges den dag idag. Det 7. Hellige År, kaldet "VII Anno di Giubileo", blev berammet af Paul II med bullen "Ineffabilis providentia summi patris", som blev udstedt den 19. April 1470. De argumenter for at nedsætte intervallet til 25 år, som blev opremset i bullen, var menneskets svaghed og korte levetid. Paul II var selv på dette tidspunkt 53 år gammel og døde inden afholdelsen, men hans efterfølger Pave Sixtus IV bekræftede beslutningen med bullen "Salvator noster Dei Patris" den 26. Marts 1472 og igen den 29. August 1473 med bullen "Quemadmodum operosi". Det var første gang, at den nye bogtrykkerkunst blev anvendt ved udsendelse af en pavelig bulle, der ydermere blev trykt på både latin og italiensk, der på den tid kaldtes "volgare" ("folkesprog"). Det var også første gang, at Jubelåret blev kaldt "Anno Santo" : "Helligt År". I den sidste bulle bestemte Paven, at Jubelåret skulle begynde den 24. December 1474, og han aflyste samtidig alle aflad, som ikke var givet fra Roms kirker, således at de, der ønskede aflad, var nødt til at rejse til byen og besøge de foreskrevne kirker og betale de foreskrevne offerpenge, som indgik i Pavens beregninger. Sixtus IV satte også gang i flere arbejder for at gøre Rom klar til den store tilstrømning af pilgrimme, som man forventede. Det havde under det sidste Jubelår i 1450 vist sig, at der var problemer med fødevareforsyningen, da der hverken var møller eller ovne nok til at forsyne de mange tilrejsende med brød. Og adgangsvejen til Peterskirken over Ponte Sant'Angelo havde vist sig alt for smal og farlig, da en løbsk hest havde forårsaget panik i den tætpakkede menneskemængde og 172 personer var blevet dræbt. Der var således nok at tage fat på og Paven beordrede først indfaldsvejene til Rom udbedrede og udvidede til mindst 12 meters bredde, samt en indsats for at fange de tyve og røvere, som huserede her, og ødelæggelse af deres skjulesteder. Han udnævnte kontrollanter, der skulle overvåge fødevarepriserne og beordrede fødevareforsyningen i top, så man kunne garantere kost og logi til de tilrejsende. Sixtus IV lod også det gamle Ospedale di Santo Spirito in Sassia genopbygge og vejen gennem Borgo, der gik fra Castel Sant'Angelo til Vatikanet, sætte i stand, hvorefter den kaldtes Via Sistina. Til dette formål måtte der dog rives mange gamle huse ned - til beboernes store utilfredshed. Paven lod også en gammel bro fra 200-tallet genopbygge og kaldte den Ponte Sisto. I forbindelse med broen åbnedes en ny gade, Via dei Pettinari, der havde forbindelse til Via dei Giubbonari, Campo dei Fiori og Piazza Navona og på denne måde gav en ekstra mulighed for at komme fra den indre by og over på den anden side af floden til Trastevere-området. Også byens kirker sørgede Sixtus IV for at genopbygge, udvide og forskønne, heriblandt Santa Maria del Popolo, San Pietro in Vincoli, Santo Stefano degli Abissini, Santi Quirico e Giulitta og Santi Nereo e Achilleo. Pladsen foran San Giovanni in Laterano blev planeret og Marcus Aurelius-rytterstatuen, som man troede forestillede den kristne Kejser Constantin, blev flyttet til midt på pladsen. Og midt i Jubelåret oprettede Paven Biblioteca Vaticana, der indeholdt såvel hans egen bogsamling, som hans forgængeres. Desuden sørgede Sixtus IV for at den nye bogtrykkerkunst blev udnyttet til at trykke en mængde mindre blade og bøger: betingelserne for at modtage aflad, bønnerne til brug for kirkebesøgene, cirkulærer og bestemmelser om daglige forhold og hvorledes pilgrimme og indbyggere skulle forholde sig, skriftemålsvejledninger, byguider af typen "Mirabilia Urbis Romae", som pilgrimmene kunne anvende som guide rundt til kirker, religiøse valfartssteder og andre seværdigheder i byen, og lignende. Det var tyske bogtrykkere, som Paven havde tilkaldt fra Subiaco: Corrado Sweynheym (eller Sweinhein) og Arnaldo Pannartz, der i 1462 havde trykt den første italienske bog, en "Storia della passione di Cristo" ("Kristi Lidelseshistorie"), og Adam Rot. Af titler, der blev trykt i Jubelåret, kan nævnes "Indulgentiae ecclesiarum" og "Historia et descriptio urbis Romae", Jubelåret startede altså den 24. December, hvor Paven indviede Året ved at åbne den særlige "Porta Santa" i San Giovanni in Laterano. Men tilstrømningen blev ikke så stor som ventet på grund af de mange krige, der hærgede flere lande i Mellemeuropa. Dog var tilslutningen heller ikke dårlig og mange kongelige valgte at tage turen denne gang, for eksempel Kong Christian I og Dronning Dorotea af Danmark, Kong Ferdinand af Napoli med et følge af baroner, den ungarske Kong Mattia Corvino, og eks-Dronningen af Cypern Carlotta di Lusignano. Flere kongelige var imidlertid forhindret i at rejse, men sendte store pengesummer for at opnå aflad alligevel, det gjaldt blandt andre for Kong Ferdinand og Dronning Isabella af Spanien. I slutningen af Jubelåret, der skulle afsluttes den 6. Januar 1476, kom der voldsomme og lange regnskyl, således at Tiberen gik over sine bredder med en voldsom oversvømmelse til følge. Og den medførte derpå en bølge af sygdom og dermed også et udbrud af pest. Paven foretrak da at rejse fra byen, indtil faren var drevet over. For at afhjælpe situationen dekreterede han, at Jubelåret skulle forlænges til Påsken 1476. Og at de indbyggere i Bologna, som havde ønsket at komme til Rom, men nu var forhindret af Pesten, kunne modtage aflad mod at besøge 4 kirker i deres egen by. I Påsken 1476 sluttede så Det Hellige År 1475 og de mange penge, som var strømmet ind, brugte Paven til kampen mod tyrkerne.
Litteratur og links om Anno Santo 1475:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|