Mere om Villa Aldobrandini: Palæet:

HISTORIEN:

Beboelsesbygningerne i Villa Aldobrandini ligger i parkens sydøstlige hjørne mellem Via Panisperna og Via Mazzarino. Her lå ruinerne kaldet Balnea Paulli og man mener, at de har tjent som fundament for de første landlige bygninger på stedet. Det skal have været en gruppe små, enkle huse op ad en mur ud til Via Panisperna og omgivet af køkkenhaver.

Da Kardinal Ippolito d'Este købte ejendommen i 1520, lod han bygningerne indrette af arkitekten Girolamo da Carpi, måske bistået af Pirro Ligorio. Villaen blev herefter solgt til Kardinal Giulio Vitelli, som i 1575 lod de gamle bygninger genopbygge og udvide til et rigtigt palæ. Det var arkitekten Carlo Lambardi, der stod for denne opgave, ligesom han omkring 1590 opførte den lille pavillon på grundens hjørne ved Largo Magnanapoli og Via Panisperna. Den skulle fungere som indgang til ejendommen og bestod af et kvadratisk "tårn" i 2 etager med en loggia foroven og en portal i travertin.

I 1600 overgik ejendommen til Pave Clemens VIII, der derpå i 1601 overlod den til sin nevø Kardinal Pietro Aldobrandini, som lod bygningerne udvide og dekorere med antikke statuer, sarkofager, marmorfragmenter og en værdifuld samling malerier, som idag er spredt på museer over hele verden, blandt andet den berømte fresko "Nozze Aldobrandine", et romersk murmaleri som var fundet på Esquilin og kom til at hænge i Villa Aldobrandini fra 1605 til 1818. På et kort af Van Schayck fra 1630 kan man se det nye palæ, der bestod af en 2-etages fløj vinkelret på Via Panisperna med udsigt over parken og en fløj langs med Via Panisperna og Via Mazzarino rundt om en gårdsplads.

Samtidige optegnelser fortæller, at der i palæet fandtes 339 malerier og 282 statuer og disse udgjorde i de næste par hundrede år en af de store attraktioner for tilrejsende og romerne selv, der her kunne betragte værker af Correggio, Parmigianino, Tizian, Giovanni Bellini, Veronese, Tintoretto og mange flere.

I 1808 besatte Napoleon's franske tropper Rom og General Alexander Sixtus Miollis blev udnævnt til Guvernør over byen og købte til sin ophold Villa Aldobrandini. Miollis var en beundrer af den italienske og klassiske kultur og ønskede ikke at ændre alt til "den franske måde". Han renoverede den gamle villa og udvidede samlingen af malerier og statuer. I palæet samlede han en litterær gruppe, som læste vers af Virgil og de arkadiske digtere. Efter kun 5 år solgte hans arvinger imidlertid villaen til Camillo Borghese, som lod en del af samlingerne overføre til sit eget familiemuseum. "Nozze Aldobrandine"-fresken var dog allerede i 1811 blevet solgt til Vincenzo Carnuccini, som i 1818 videresolgte den til Pave Pius VIII. I stedet opsattes en kopi af fresken i villaens indgangspavillon, som blev indrettet til "coffeehouse".

I slutningen af 1830'erne købte Aldobrandini-familien villaen tilbage og i 1846 byggedes ud for det gamle palæ den høje bygning ud mod Via Panisperna. Den er tegnet af arkitekten G. B. Benedetti. Ifølge nogle historikere var det samme arkitekt som stod for opførelsen af nymfæet indenfor indgangsportalen i den mindre bygning ved siden af.

Da Via Nazionale og Largo Magnanapoli blev anlagt i 1870'erne og niveauet derved så voldsomt sænket, at den gamle indgangspavillon ikke mere kunne benyttes, byggedes en ny indsgangsbygning i Via Panisperna til højre for Benedetti's høje bygning fra 1846. Samtidig opsattes de høje støttemure ud mod Largo Magnanapoli, Via Nazionale og Via Mazzarino og på hjørnerne heraf opførtes 2 nye pavillon'er i stil med Lambardi's fra 1590'erne. Den nye indgangsbygning gik et godt stykke længere ned ad gaden end tilfældet er idag, hvor den kun består af indgangsportalen flankeret af 2 vinduer. Før 1920 var der yderlige 5 vinduer ned mod Via Mazzarinohjørnet og den var hele vejen forsynet med en overetage.

I 1920 blev en stor del af den lange indgangsbygning nedrevet og i stedet opførte arkitekten Clemente Busiri Vici en ny indgangsbygning op mod det gamle palæ og Marcello Piacentini tegnede den afrundede hjørnebygning mod Via Mazzarino.

PALÆET IDAG:

Palæet's facade ud til Via Panisperna består af 4 bygningsdele: Tættest mod Largo Magnanapoli ligger palæet fra det 17.århundrede, det er i 5 etager og har konsoler under de høje vinduer i stueetagen, derpå en række små firkantede vinduer på førstesalen, andensalen har høje vinduer med trekantede gavlfelter og tredjesalen har firkantede gavlfelter ligeledes over høje vinduer. Fjerdesalen under den udspringende tagkant har en række små kvadratiske vinduer.

Lige efter denne bygning ligger så palæets indgangsbygning i en lidt lavere bygning, hvor der er en port flankeret af 2 søjler. Disse bærer en knækket tympanon. På hver side er der et vindue. Indenfor indgangen ligger et "nymfæum", det vil sige en monumental fontæne, der nederst består af 3 nicher omgivet af søjler og buer. De er udsmykket med antikke romerske statuer og hver især forsynet med en spinkel vandstråle. Ovenover er der en balustrade og midt på denne står der en statue af Gudinden Venus i en stor smuk niche, der nærmest ligner en lille tempelbygning, kronet af Aldobrandini-familiens våbenskjold. Foran gudinden er der endnu en fin vandstråle.

Tredje del af facaden mod Via Panisperna er tegnet af Clemente Busiri Vici i 1920. Den har kun én etage med 3 store buede vinduer med søjler imellem.

Den sidste del af facaden ligger på hjørnet af Via Mazzarino, hvor den er bygget i buet facon. Den er tegnet af Marcello Piacentini og opført i 1929. Den har store buede vinduer i en væg med kraftige kvadre. Ovenover er der en række små kvadratiske vinduer med muslingeskaller på hver side og øverst en tagterrasse. Da Via Panisperna går nedad mod Via Mazzarino, bliver kældervinduerne hernede langsomt højere og højere.

Vinkelret på Via Panisperna ligger ud for den ældste del af facaden havefløjen af palæet.

Palæet er idag Den Italienske Stats ejendom og huser "Istituto Internazionale per l'Unificazione del Diritto Privato" ("Det Internationale Institut for Harmonisering af Privatret") samt et stort juridisk bibliotek. Det indre er meget ændret i forhold til tidligere, men det gamle kassetteloft er bevaret ligesom der er stukmedaljoner og fresker med geografiske kort og landskabsmotiver fra det 17. og 18.århundrede. En af disse viser, hvorledes palæet så ud i 1600-tallet.

Læs kort om Villa Aldobrandini

Læs mere om Villa Aldobrandini: historien

Læs mere om Villa Aldobrandini: parken