ANNAS ROM GUIDE
Pottemagerværksted i Via Torino nr.92:
"Terrecotte Persiani"

"Terracotte Persiani" i Via Torino- NB: Siden vises i et nyt vindue!

I Via Torino nr.92 gemmer den lave okkerfarvede mur bag Kirken San Bernardo på et spændende lille værksted:

"Terracotte Persiani". NB: Siden vises i et nyt vindue!

Pottemagerværkstedet "Terrecotte Persiani" ligger mellem den sydvestlige runde hjørnebygning, der er bevaret fra den store mur som omkransede Diocletian's Termer og som idag er indrettet til Kirken San Bernardo alle Terme, og den lange lige Via Torino.

Bagved Kirken opførtes omkring år 1600 en klosterbygning op af en anden del af den gamle Termemur, men bygningen blev revet ned, da "Palazzi dell'Esedra", de store paladser på begge sider af Via Nazionale, skulle opføres. Samtidig blev også Via Torino anlagt og skar på denne måde området omkring kloster og kirke midt igennem.

Mellem Kirken og bagsiden af det ene af Palazzi dell'Esedra står idag en lang, lav mur, som er pudset op i okkerfarvet mørtel. På kanten af muren står en række terracotta-krukker opmarcheret og bag den ydmyge facade gemmer sig en spændende verden.

Her ligger pottemagerværkstedet "Terrecotte Persiani", hvor keramikeren Domenico Persiani udfører alle slags arbejder i ler: krukker og masker, relieffer og buster, mange efter gamle modeller og forme, som han har samlet eller overtaget, for på dette sted lå fra 1800-tallet det gamle værksted Fornace Filonzi, som blandt andet leverede krukker og dekorationer til Quirinalet.

Det er spændende at gå en tur rundt i den lille gård og se på alle de forskellige masker efter antikke forbilleder, som hænger på væggene her - og til venstre kan man se de gamle teglstensmure fra Termemurens runde hjørnebygning!

"Terracotte Persiani". NB: Siden vises i et nyt vindue!

Endnu et af de mange steder i Rom, hvor Antikkens traditioner føres videre og lever videre i de samme gamle mure.

Indgangen er som nævnt i nr.92 og telefonnummeret er: +39 06 488 1967.

"Terracotte Persiani" har også en hjemmeside, der præsenterer værkstedets udvalg og hvor man kan bestille varer:"Antica Manifattura Roma".

Fotos fra Via Torino nr.92
Kort over Termerne i gadenettet
Kort over området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Ordliste
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - sidst opdateret 13.11.2004