|
|
|
Statue af Pompejus, fra Curia Pompei |
|
I 1553 udgravede man i en kælder ved Via dei Leutari, i nærheden af Palazzo della Cancelleria (som ligger vest for Campo dei' Fiori), en statue, som viste sig at forestille Generalen Gnaeus Pompeius Magnus. Man har påvist, at det drejer sig om den Pompejus-Statue, som Generalen lod opstille i sin mødebygning, Curia Pompei, der blev opført i forbindelse med hans storslåede Teater-byggeri og det store anlæg med søjlegange, som strakte sig mellem nutidens Campo de' Fiori og Largo Argentina. Selve Curia Pompei lå omtrent under nutidens Teatro Argentina og Via di Torre Argentina, ud for midten af det udgravede område på largo Argentina, hvor man idag kan se nogle rester heraf mellem gaden og det såkaldte Tempio B: Aedes Fortunae Huiusce Diei. Komplekset blev bygget i år 55 før Kristus og Curia-bygningen brugt som møderum for Senatet, indtil Cæsar blev dræbt herinde i år 44 før Kristus. Kejser Augustus lod efter en brand rummet mure til, men først flyttede han Pompejus-statuen til den modsatte del af anlægget og anbragte den ved Teater-scenen, muligvis over en af de buer, som udgjorde sider og baggrund herfor. Denne placering ville idag svare til et sted mellem Largo dei Chiavari og Via dei Chiavari, men statuen må tilsyneladende på et senere tidspunkt være blevet flyttet om på den anden side af Campo de' Fiori. Findestedet gav anledning til meget hovedbrud og i lang tid mente man, at Curia Pompei måtte have ligget her, men denne antagelse er idag frafaldet. Det må også bemærkes, at statuen, som idag kan ses i Palazzo Spada (Piazza Capodiferro, 13), ikke af alle betragtes som værende "den rigtige statue". Nogle mener, at den er yngre og måske forestiller Kejser Domitian (81-96 efter Kristus), mens andre mener, at den er meget ældre end det. Det drejer sig om en 3 meter høj statue, hvis hoved og muligvis hænder, samt visse andre dele, er voldsomt restaurerede eller om- / nyhuggede. Historien om fundet af denne statue er ganske sjov og her følger Flaminio Vacca's beretning i hans "Memorie di varie Antichità": "Jeg husker, at man på Pave Julius III's tid, i 1552 eller 1553, i ....Vía dei Leutari ... i nærheden af Palazzo della Cancelleria, i en kælder fandt en statue af Pompejus i marmor." Over kælderen - og altså statuen - stod en skillemur mellem 2 huse, hvis ejere hver især mente, at fundet var gjort på deres enemærker. Imidlertid var fundet ikke ligeligt fordelt mellem husene, under det ene lå den største del af kroppen, men under det andet lå statuens hovede. Ejerne skændtes nu en tid om hvem af dem, der havde ret til fundet, og endte med at henvende sig til en dommer. "Den ignorant til dommer udtalte som kendelse, at man bare kunne skære statuen over, således at hovedet tilkom den ene husejer, og kroppen den anden"..... Dette kom nu Kardinal Capodiferro for øre og han skyndte sig at vidergive oplysningen til Paven, som straks beordrede, at man i stedet forsigtigt gravede statuen ud i ét stykke og overlod fundet til ham. For dette gav han husejerne 500 scudi, som de kunne dele. Statuen beholdt Paven derimod ikke selv, men gav den til Kardinal Capodiferro, som lod den opstille i sit palæ, der idag kaldes Palazzo Spada.
Litteratur om Statue af Pompeo: |