Det hus, som ligger i Via della Maschera d'Oro nr.9, på hjørnet af denne gade og sidegaden Via di San Simeone, kaldes ofte Palazzetto dei Lancellotti efter den familie, som ejede det i en række år efter 1874 og hvis våbensmærke, stjernerne, pryder portalen.

Huset grænser til venstre op til Palazzo Milesi og selvom de to huse med deres facademalerier ved første øjekast kan minde om hianden og forlede beskueren til at tro, at der er tale om én og samme ejendom, er dette ikke tilfældet. Ligesom det heller ikke er de samme kunstnere, som har udført dekorationerne. For Palazzo Milesi's vedkommernde drejer det sig om kunstnerne Polidoro da Caravaggio og Maturino da Firenze, mens det er Jacopo Ripanda, som tilskrives malerierne på Palazzetto dei Lancellotii. (Nogle forskere mener dog, at disse er udført af elever af Baldassarre Peruzzi).

Ejendommen er i 4 etager og bemalet over hele facaden, både hovedfacaden ud mod Via della Maschera d'Oro og sidefacaden ud mod Via di San Simeone. Hovefacaden er den smalleste med 3 vinduer i hver etage, bortset fra stueetagen, hvor 2 høje, buede vinduer bag kraftige gitre flankerer den majestætiske portal: en kraftig dør under en bue i stenkvadrer, der er indrammet af en firkantet, kannelleret stenramme med familiens srjerner foroven under den flade overligger med gesims, der bærer en lille aflang ramme med et lavt vindue mellem svungne ornamenter - midt i den malede frise, som her adskiller stueetagen og førstesalen.

På hushjørnet i stueetagen er der indmuret en antik søjlefod i granit, der bærer et søjlestykke i cipollinomarmor.

Førstesalen har høje vinduer i enkle travertinrammer, mens andensalen har buede vinduer i ligeså enkle rammer.. Trediesalens vinduer er knap så høje sosm førstesalens, de er rektangulære i enkle rammer, men over vinduerne brydes den øverste frise af en malet bue. Vinduesrammerne er iøvrigt også omgivet af en malet ramme med blomstermotiver i graffiti-teknik. Det relativt brede tagudhæng afslutter facaden heroppe.

Sidefacaden har samme etage- og vinduessystem som hovedfacaden, men da den er meget længere, har den flere vindiuer, nemlig ialt 5 per etage. Dette gælder også stueetagen, der ikke har nogen indgangsdør i denne side.

Den lange facade ud mod Via di San Simeone er dog antagelig resultatet af senere om- og tilbygninger, da den ikke har samme helhedspræg som hovedfacaden. Dels er den sidste del af facaden ikke bemalet - enten har den aldrig været det, eller også er den senere blevet pudset op i en lysere farve. Dels er der en del forskelle i vinduer og rammer: i stueetagen har kun de to første vinduer buede rammer og gitre, mens de sidste tre vinduer er firkantede. På førstesalen er vinduerne ens, men på andensalen er det igen kun de to første, der har samme buede rammer, mens de sidste tre er firkantede. Tredieetagens vinduer er dog ensartede.

Facadebemalingen er udført i graffiti-teknik og fordeler sig med en række billeder med scener fra den romerske historie mellem vinduerne og en række friser under de smalle stukgesimser, der fungerer som etageadskillere.. Her er dansende fauner, englebørn og guirlander (over stueetagens vinduer), kvinder der bærer kar med frugt, overflødighedshorn og små engle med musikinstrumenter (over førstesalens vinduer), havmænd, havfruer, amoriner og vaser (over andensalens vinduer) og øverst oppe under tagudhænget over trediesalens vinduer er der malet drager.