ANNAS ROM GUIDE

Palazzo Fredi

--- Via degli Specchi nr. 3 --

Se nr. 114 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

På hjørnet af Via degli Specchi og Via di Santa Maria in Monticelli - og med hovedindgang fra førstnævnte gade - står 1500-tals palæet Palazzo Fredi, hvis nuværende udseende dog for størstedelen skyldes en stor renovering i 1800-tallet.

Palæet, der også kaldes Palazzo De Fredis, ejedes af Fredi-familien, hvis kendste medlem nok er den Felice Fredi (også kaldet Felice de Fredis), som i 1506 opdagede Laokoon-statuen, der lå glemt og begravet på hans landejendom, hvis beliggenhed man ikke rigtig kender, men som muligvis lå i nærheden af det antikke vandreservoir Sette Sale på Oppiohøjen. Begejstringen for Laokoongruppen var stor også hos billedhuggeren Michelangelo og Pave Julius II, som ønskede at erhverve den til opstilling i Vatikanet i Cortile del Belvedere, en lukket skulpturhave hvor der allerede stod mange andre berømte antikke statuer. Julius II bemyndigede derfor sin nevø Kardinal Galeotto Franciotti della Rovere til at byde Felice de Fredis 2000 dukater for skulpturen, der derpå blev fragtet til Vatikanet, hvor den stod de næste knap 300 år.

Palazzo Fredi er ret enkelt udsmykket, med smalle lyse stukbånd, det bryder den gule pudsede facade. Hjørnebalkonen bæres af konsoller fra Antikken og rester af en flad søjle i travertin ses i muren ud mod sidegaden. Her på hjørnet stod i sin tid en fod i marmor, som i 1871 blev flyttet til Capitol.

Mod Via degli Specchi har huset 3 etager og 7 fag med en smuk portal i midten. På dørens overligger står indskriften "Prora et puppis est vivere" : "Livet er (at bevæge sig mellem) forstavn og bagstavn" eller "at leve er ar navigere/sejle". Til højre herfor åbenbarer et "hul" i den pudsede facade en stykke af en gammel søjle.

Mod Via di Santa Maria in Monticelli har ejendommen 4 fag i 3 etager og i stueetagen en enkelt lav indgangsdør i nr. 79. Palazzo Fredi's facade knækker her let mod vest efter de 2 første fag og gaden vider sig på denne måde ud til et lille trekantet torv, der dog ikke har sit eget navn.

Grunden, hvorpå Palazzo Fredi er bygget, har muligvis været den sydvestligste del af det store væddeløbsanlæg Circus Flaminius, som med tiden blev kantet af altre, tempelbygninger og store søjlegangsanlæg. Der er dog tilsyneladende ikke fundet rester af den slags - og i det hele taget ingen antikke rester - præcis der, hvor Palæet står idag.

 

Litteratur om Palazzo Fredi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 18.
Carpaneto, Giorgio: I palazzi di Roma. 3.edizione. Newton Compton editori, 1998.
- side 237, 240.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola / a cura di Carlo Pietrangeli. - Parte I: 3. edizione, 1980. ------- side 42.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).
Richello, Maria: Santa Maria in Monticelli. - Roma e Napoli : Elio de Rosa editore, 2005. - (Le chiese del Fondo Edifici di Culto).
- side 128-129.
Info.roma.it.: Palazzo Fredi.
Roma segreta: Via degli Specchi.
Wikipedia (portugisisk tekst) : Palazzo Fredi.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 23.11.2018