Fra Middelalderen stod der på Capitolhøjens vestlige skråning en lille Kirke, som var viet til Jomfru Maria og derfor kaldtes Chiesa di Santa Maria.

I 1100- og 1200-tallet fik Kirken tilnavn efter den familie, der havde ejendomme netop her i området, nemlig Guinizi-familien, så Kirken nu omtaltes som Santa Maria de Guinizo. Først i 1500-tallet ændredes tilnavnet og Kirken kaldtes nu Santa Maria in Vinchi eller Santa Maria in Vincis. Grunden skulle være, at der nedenfor Højen, på det gamle grøntsagsmarked Foro Olitorio skulle have ligget et fængsel, hvor fangerne blev lagt i lænker : "catenis vincere". (Det latinske verbum "vincio" betyder netop at binde eller lægge i lænker, mens ordet "catena" betyder "en lænke", det bruges ofte i flertalsformen "catenis" ("lænker") og sammen med verbet "vincio").

Første gang Kirken omtales i de skriftlige kilder er i Cencio Camerario's kirkekatalog fra 1192, hvor den kaldes Sanctae Mariae de Guinizzo. De Dominicis (se litt.note forneden) mener, at det netop var medlemmer af Guinizi-familien, der har grundlagt Kirken, måske ligefrem Ildebrando og Giovanni de Guinizo, der som ejendomsbesiddere i området omtales i en bulle udsendt af Pave Anacletus II i 1130-1138. Tilnavnet de Guinizo brugtes om Kirken helt frem til 1425.

I Kirkekataloget fra Paris, skrevet omkring 1230, omtales Kirken som S. Maria de Guinosa, mens den i kataloget fra Torino i 1320 kaldes Sanctae Mariae de Guinico og det angives, at Kirken har både præst og klerk tilknyttet, så den har tilsyneladende været meget søgt.

I slutningen af 1300-tallet blev Kirken sognekirke under administration af den nærliggende og større Kirke San Nicola in Cacere, som - modsat Santa Maria in Vincis - stadig eksisterer på vestsiden af nutidens Via del Teatro di Marcello. Under Kirkens senere nedrivning i 1929 fandt man rester af en fresko fra 1300-tallet. Den skal have udsmykket en væg i Santa Maria in Vincis og forestiller en række helgener. Fresken blev overført til et lærred - dog i en noget ødelagt stand - og opbevares nu i Museo di Roma.

I 1309 blev en klerk ved Kirken begravet, hans navn var Rinaldo og på hans gravsten i kirkegulvet stod: "Hic requiescit Rainaldus, clericus istius ecclesiae. Obiit anno Domini MCCCnono, tempore domini Clementis papae quinti, mensis februarii die XVI, qui reliquit dicte ecclesie omnes vineas quas habet dicta ecclesia, cuius anima requiescat in pace. Amen" ("Her hvilere Rainaldo, klerk ved denne Kirke. Han døde i Det Herrens År 1309, på Pave Clemens V's tid, den 16. dag i Februar måned. Han efterlod til denne Kirke alle de vingårde, som den nævnte Kirke ejer. Gid hans sjæl må hvile i fred. Amen"). Gravstenen var en lang, rektangular sten med et indridset billede af den afdøde iklædt sin klerkedragt i midten omgivet på 3 sider af gravteksten. Stenen findes idag i Museo di Roma.

På omtrent samme tid begravedes i Kirken en vis Buzio Pellizzoni, hvis gravsten i Kirkegulvet havde et lignende udtryk. Dog var den afdøde her fremtsillet iklædt sin borgerlige klædning, mens der i tekstbåndet på de 3 sider stod: "Hic requiescit Butius Pellizonis Gregorii de regione Sci. Angola ... requiescat in pace Amen". ("Her hviler Buzio Pellizzoni (søn af) Gregorio fra kvarteret Rione Sant'Angelo... Må (hans sjæl) hvile i fred. Amen").

Omkring 1425 omtalts Kirken i Signorili's katalog som Sce. Marise de Grumezo. Det var så sidste gang, at Guinizo-familiens navn blev brugt som tilnavn til Kirken.

I et kirkekatalog fra 1492 omtales Kirken som: S. Maria in Vinea. Nogle historikere mener at tilnavnet "vinea" er en forvanskning af "guinizo", som så senere omdannes til "vincis". De Dominicis (se litt.note nedenfor) mener derimod, at "in vinea" skal betyde "i vinmarkerne" (på italiensk "vigne") efter de mange vinmarker, som Kirken havde arvet efter den i 1309 aføde Rinaldo.

I 1511 blev Kirken forsynet med en lille kirkeklokke på ca. 200 "libbre" med indskriften "Ecce ancilla Domini, fiat mihi secunda verbum tuum" ("Her er Herrens tjensetpige, lad mig blive Din anden stemme"). Klokken hang længe i Kirkens klokketårn og nævnes for sidste gang i 1726.

I 1555 findes Kirken nævnt i et kirkekatalog som: S. Maria de Vinesi. Regione Ripae.

I Pave Pius IV's katalog over skatter, udskrevet i 1561, kaldes Kirken S. Maria in Vinchi in dette rione (i.e. Rione Ripa). Tre år efter foretoges en pavelig visitats og der noteredes i denne anledning, at der i Kirkens sogn var omkring 40 familier. Sognepræst var på denne tid Dom. Placidus Scolatus fra Sicilien. Kirken var veholdt og velforsynet, den havde for eksempel en grav til de sognets afdøde, men dåbshandlinger blev foretaget i hovedkirken San Nidola in Carcere.

og i Pave Pius V's katalog fra 1566 benævnes den S.ta Maria in Vincis. Et navn den beholder fremover - med enkelte undtagelser.

I Francesco del Sodo's katalog fra 1575 omtales Kirken som S. Maria in Vineis vicino a Piazza Montanara.

I 1581 og 1582 blev der foretaget nogle begravelser, som det har kunnet læses af en gravsten i kirkegulvdet. Her stod: "D.O.M. - Angelo Pace degrello casentinense - et Matthaeo filio suo viris - industriis et integerrimis - Magdalena et Lucia patri fratrisque poss. - Pater vixit annos LXXV, filius XXV - ille obiit XII octorber MDLXXXI - hic III septembris anno sequente" (Magdalena og Lucia satte denne sten for deres far - Angelo Pace - og broder - Matthaeus hans søn - begge var de arbejdsomme og ærlige mænd. Faderen levede 75 år, sønnen 25. Hin døde den 12. Oktober 1581, den anden den 3. September året efter").

Den 16 November 1602 udsendte Pave Clemens VIII et dekret om Sognets nedlæggelse og overflytning til San Nicola in Carcere, som herefter overtog pasningen af Kirken.

Med tiden blev den lille Kirke mere og mere forsømt og stod vist nærmest faldefærdig, da Pave Clemens VIII i 1604 overlod den til det af Sæbesyderlauget ("Università dei Saponari") nyoprettede Lægbroderskab Confraternita dei Saponari, som savnede et samlingssted.

Lægbrødrene satte nu gang i en større renovering af bygningen, som også omfattede udsmykning med malerier, heriblandt et af San Giovanni Evangelista's martyrium, hvorunder helgenen blev nedsænket i kogende olie. San Giovanni var netop sæbesydernes skytshelgen og Santa Maria in Vincis blev derfor også viet til denne helgen. Kirken fik desuden nu tilnavn efter sine nye ejere og kaldtes herefter Santa Maria in Vincis dei Saponari. eller Santa Maria dei Mercanti. Det ovennævnte maleri var opsat over kirkedøren og det renoverede træloft blev malet blåt med gyldne felter.

I 1625 omtaler O.Panicoli i sin bog "Tesori nascosti dell'alma città di Roma" Kirken som S. Maria in Monte Caprino. Gedebjerget, Monte Caprino, var netop betegnelsen for densydøstlige del af Capitolhøjen over Vicolo dei Saponari, hvor geder (capri) og får gik og græssede. Det blev derefter almindeligt i 1600-tallet også at omtale KIrken som Santa Maria in Monte Caprino. Navnet mindes idag i en fodgængersti, som løber op over højen.

I 1626 var der på ny pavelig visitats i Kirken, men desværre er referatet herfra ikke bevaret. Dog er en del gengivet i en senere visitats i 1825 og heraf kan man se, at der i 1626 efter besøget blev giver ordre til at alterstenen i Altare di San Giovanni skulle udskiftet indenfor 8 dag, da den ikke kunne bruges.

I 1718 anlagde Kirkens Lægbroderskab og medlemmernes håndværkslaug, Università dei Saponaro, 2 grave, den ene til mandlige medlemmer og den anden til kvindelige. over indgangen blev der i gulvet lagt 2 fliser med indskrifterne "Universitas - Saponariorum - sepulcrum - virorum - 1718 - MDCCXVIII" og "Universitas - Saponariorum - sepulcrum - mulierum - 1718 - MDCCXVIII".

Omkring dette tidspunkt var Laugets - og dermed Lægbroderskabets og Kirkens - protektor Kardinal Annibale Albani, indtil dennes død i 1751.

I 1726 fik Kirken atter besøg af den pavelige visitator og der udfærdigedes en optegnelse over Kirkens inventar, skrevet af Laugets formand og kasserer ("Console" og "Camerlengo"), som på dette tidspunkt var Antonio Maria Stoppa og Santi Tudizi (?). Af liasten kan vi se, at Kirken da havde 2 klokker, hvoraf den mindste havde hængt der fra 1511, mens den anden på ca. 300 libbre (= pund) var kommet til senere. Inde i bygningen var der ved indgangen et stort Krucifiks som var anbragt iet et lille forrum. Det blev senere også omtalt i 1881. Et maleri af "Maria Santissima Assunta" ("Mariae Himmelfart") var ophængt i Sakristiet. Ved siden af Kirken var der ovenover Sakristiet en mødesal. I denne optegnelse omtales Kirken som beliggende "alle faldi del Tarpeo": "på skråningen af Rupe Tarpea", også denne stedsangivelse blev i mere end hundrede år brugt som tilnavn til Kirken.

I 1727 døde præsten Don Orazio Coccia og blev begravet ved siden af den flade søjle til højre for Højalteret. Hans gravsten bar teksten: "D.O.M. - Horatius Coccia sacerdos - oppidanus qui per spatium - 43 annorum deiparae Virginis - in hac eius ecclesia - inservivit et ubi per - longum tempus in hoc mortali - vita degit, ibi voluit etiam resurrectionem ad aeternam - vitam expectare ideoque - sepulcrum hic elegit - postquam vixit - annos LXXXXIII - menses VI. dies III. Obiit die XII. - aprilis MDCCXXVII". ("Præsten Orazio Coccia, som i denne by virkede i 43 år, valgte denne grav i denne Kirke, hvor han tjente i lang tid og tilbragte sit dødelige liv, og hvor han ønskede at afvente genopståelsen til det evige liv. Han levede 93 år, 6 måneder og 3 dage. Han døde den 12. dag i April måned 1727").

Ud fra tidens forskellige Romkort (blandt andre Nolli's kort fra 1748, hvor Kirken figurerer som nr. 972, og Lanciani's kort fra 1893-1901) kan man se, at Santa Maria in Vincis har været en ganske ydmyg og ikke ret stor kirke, med kun ét skib afsluttet af en lille, lidt kantet apsis og med et klokketårn ved den nordlige side. Andre dokumenter kan som nævnt berette, at loftet var malet i en blå farve og at der i gulvet lå gravsten, blandt andet for en vis klerk Rinaldo, død i 1309, og en anden for en lægmand fra kvarteret Rione Sant'Angelo ved navn Buzio di Paolo. Kirkens udstyr var også beskedent og facaden havde en smal indgangsdør mellem flade søjler under en vandret marmorbjælke og et trekantet gavlfelt omkring et lille vindue, samt et andet oppe i den trekantede gavl. (Se foto fra info.roma.it).

I 1753 blev Neri Maria Corsini fra Diakoniet ved Sant'Eustachio, som også var Ærkepræst ved San Giovanni in Laterano samt Kardinal, ny protektor ffro Università dei Saponari og holdt sit indtog i Santa Maria in Vincis med pomp og pragt, musik og bøssesalutter. Kardinal Corsini virkede som Kirkens protektor indtil sin død den 6. December 1770.

Halvandet år efter tiltråde Kardinal Giovanni Battista Rezzonico fra San Nicola in Carcere som ny protektor i juni 1772 og indtil sin død den 21. Juli 1783.

I 1789 begravedes præsten Giovanni Pereira i Kirken og i gulvet lagde man en gravsten med teksten "Joanni Pereira - lusitano et collimbriensi presbitero - qui LXXXIV. laudabilis vitae annum - agens, pie obiit pridie nonas - januarii MDCCLXXXIX - Joannes Mendez hujus ecclesiae rector - magistro concivi ac sodali suo - benemerenti - hoc grati animi monumentum - p.c." ("Præsten Giovanni Pereira døde fromt her 84 år gammel natten før den 5. Januar 1789. Giovanni Mendez, præst ved denne krike satte sammen med ledere og medlemmer dette monument for ham").

I Maj 1795 overtog Kardinal-Diakon ved Kirken San Nicola in Carcere Romoaldo Braschi Onesti protektoratet for Santa Maria in Vincis, samt Lægbroderskab og Laug, der fra 1770'erne også inkluderede oliehandlerne (hvis produkt anvendtes i sædefremstillingen) og derfor nu kaldtes "Università dei Saponari e Ogliarari".

I år 1800 blev præsten Don Giovanni Mendez begravet ved den venstre Bue ved Højalteret. På hanas grav kunne man læse teksten: "D.O.M. - Ossa Iohannis Mendes conimbricensis - extintae Societatis Iesu presbuteri - viri eximiae pietatis - a latronibus domi inhumanissime soffocati - XXII aprilis anni Domini MDCCC - Vixit annos LXVI - Faustinus Soares sacerdos lusitanus - et Franciscus Pinto poloni - haeredes fiduciarij - monumentum posuere". ("Giovanni Mendez ... døde den 12. Spril 1800. Han levede 66 år. Arvingerne Præsten Faustino Soares og Francisco Pintolos dette monument opsætte").

I 1800-tallet opløstes de fleste håndværkslaug, herunder også Sædesydernes, og Confraternita dei Saponari blev også lukket, men Santa Maria in Vincis blev dog stående endnu en tid, ligesom det gamle tilnavn bevaredes i både den gyde, som første frem til Kirken og til en portbue mellem 2 huse nedenfor højen, hvorigennem man fik adgang til Gyden.

I en kortere periode anvendtes den ellers forladte Kirke af sammenslutningen Pia Unione di Carità Salus Infirmorum, hvis skytshelgen var San Francesco di Paola, og dette navn føjedes nu til Kirkens andre navne. En ny festdag dor denne helgen indførtes også i Kirken, nemlig den 2. April.

I 1804 lod de nye brugere grave 2 nye gravekamre til deres medlemmer og forsynede disse med stenlåg, der bar indskrifterne henholdsvis for mænd og for kvinder: "Pia Unio - charitatis - sepulchrum virorum - A.D. MDCCCIV" og "Pia Unio - charitatis - sepulchrum mulierum - A.D. MDCCCIV". Det er dog også muligt, at man anvendte de samme krypter som tidligere og bare forsynede dem med nye låg. Denne antagelse støttes af oplysningerne ved den næste visitats i 1825, hvor de gamle indskrifter ikke nævnes.

Blandt medlemmerne af Pia Unione di Carità var den senere helgenkårede Gaspare del Bufaolo og den senere Biskop i Norcia Gaetano Bonanni. Disse inførte i 1809 nogle særlige natlige messer, som i en periode afholdtes i Santa Maria in Vincis.

I 1810 blev alle religiøse Ordenen opløst af den franske besættelsemagt og mange præster måtte forlade deres hjem. Da Pavemagten genindsattes i 1814 kunne Pia Unione imidlertid genoptage deres virke i Kirken, samt de natlige messer.

Af den pavelige visitats i 1825 får vi yderligere oplysninger om Kirkens indretning på daværende tidspunkt. Mødeslane, som vi allerede tidligere vidste befandt sig ovenover Sakristiet, havde endnu en etage, hvor Pia Unione havde deres mødelokale. Kirkens tag var for nylig bevet restaureret og rummet indheoldt 2 altre: Højalteret viet til San Giovanni Apostolo e Evangelista med et altertavlemaleri, som også fandtes der i 1726; samt et sidealter viet til Santissima Annunziata (Mariae Bebudelse) med et maleri af Bebudelse. Måske et maleri som tidligere hang i Sakristiet. Over indgangsdøren fandtes en korbalkon i forgyldt træ - men uden orgel. I klokketårnet hang der nu kun én klokke, hvad der var blevet af den anden som var nævnt i 1726, oplyses ikke. I Kirken opbevaredes 3 relikvier: ét af Det Hellige Kors, et andet af San Giovanni Battista (Johannes Døberen) og et tredie af San Luigi Gonzaga. Andre "skatte" var et ovalt billede af Jesu Hjerte (Sacro Cuore di Gesù) og et mindre billede af San Fravcesco di Paola, samt 14 mindre billeder af Via Crucis (Jesu vej til Golgatha). Desværre var visitatoren ikke tilfreds med den stand Kirkens udstyr var i og beordrede denne forbedret.

Pia Unione di Carità måtte nu forlade den faldefærdige bygning for at flytte deres aktiviteter til Kirken Sant'Omobono, mens bygningen i 1827 blev overtaget af sammenslutningen Il Ristretto di San Francesco Saverio, som i 1823 var blevet oprettet af San Gaspare del Bufalo. De nye ejere lod Kirken reparere og udsmykke. Fugten i murene var blevet behandlet, malerierne renset og nyt udstyr indsat. I blandt Kirkens nye skatte nvænes i en visitats fra 18. NOvember 1827: 2 store malerier, det ene forestillende Santissima Annunziata og det andet Il Martirio di San Giovanni Evangelkista, samt 2 malerier i Kirkens portico, det ene forestillende "Il Calvari" ("Vejen til Golgatha") og det andet helgendinerne Maria og Caterina, desuden et af San Francesco Saverio, ophængt i Sakristiet, og 2 malerier i de mindre rum, et af Jomfru Maria og Santo Xaverio; og et af "SS. Nunziata" ("Bebudelsen"). Desuden ejede Kirken nu 2 gipsbuster af Pave Leo XII og af Jomfru Maria. De tidligere nævnte 14 malerier af Via Crucis havde fået malede rammer.

Nogle reparationer på bygningen skal være blevet udført i 1840.

Trods en længere pause findes der oplysninger om, at de natlige messer stadig ble afholdt i Kirken i 1878.

I 1880 blev et mirakuløst Maria billede fra Kirken Santa Maria dei Cerchi flyttet til Santa Maria in Vincis. Årsagen var at det var blevet vandaliseret og derefter var begyndt at bløde.

I 1929-1930 begyndte man arbejdet med at fritlæhgge Capitolhøjen og dens ruiner. Samt at anlægge den nye, brede færdselsåre Via del Mare, der senere kom til at hedde Via del Teatro di Marcello. I dette forløb blev der nedrevet et helt stort beboelseskvarter med kirker og kloster, gader og pladser; og samtidigt blev også den lille, gamle Santa Maria in Vincis fjernet. (Se foto fra Info.roma.it).

Et håndgribeligt minde om den gamle Santa Maria in Vincis findes måske stadig i Kirken Santa Maria Addolorata på Piazza Buenos Aires, hvor kirkeklokken fra den gamle kampanile ifølge nogle oplysninger (Guide Rionali - se litt.note nedenfor) skulle være bevaret.

Litteratur om Santa Maria in Vincis:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
De Dominicis, Claudio: La Scomparsa Chiesa di S. Maria in Vincia.
- side 227-243.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 778-779.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X Campitelli, Parte Prima / di Carlo Pietrangeli. - Nuova edizione aggiornata. - 1992. ------- side 64.-66
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 - NB:før de nyeste fund !
Le Strade di Roma. - Roma: Newton & Compton editori, 2004.
- Volume Terzo: P-Z. --------- side 1162-1163.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 268 .
Malizia, Giuliano: Gli Archi di Roma. - Roma : Newton Compton Editori, 1994.
- side 159-162.
Info.roma.it: Arco dei Saponari.
Info.roma.it: Santa maria in Vincis.