ANNAS ROM GUIDE

Edificio di Chiusa della Marrana

= Slusebygning for vandløbet La Marrana

- hjørnet af Via di Santa Maria in Cosmedin og Via della Greca -

Se over nr. 12 på Kort over Velabro-Turen

 

I slutning af 1800-tallet opførtes der ved Piazza della Bocca della Verità, på hjørnet af Via di Santa Maria in Cosmedin og Via della Greca, for Aventinhøjens fod, en mindre graciøs bygning, der skjuler de tekniske anordninger, som styrer slusen mellem vandløbet La Marrana og dettes udløb i Tiberen.

Det er et firkantet, næaten kvadratisk hus i 2 etager med 5 fag mod Via della Greca, hvor hovedindgangen ligger i en høj portalbue indrammet af tilhugne kampesten. Samme slags bue i mindre format indrammer de 2 vinduer i midten, mens førstesalens vinduer er små og kvadratiske og indsat i flade, brede stukrammer. Alle fag adskilles af brede, flade søjler i tilhugne kampesten, mens murstykkerne imellem er pudset op i en grålig farve.

Husnummerret er Via della Greca nr. 15 og da denne gade løber let opad mod Aventinhøjens skråning, er husets sokkel lavest i venstre side og højere mod hushjørnet. En bred trappe på 9 trin fører fra gadeniveau op til indgangsdøren.

Mod Via di Santa Maria in Cosmedin har huset ligeledes 5 fag med samme rammer og facadeudsmykning som mod Via della Greca. Også her er der i midten en indgang, men den lader ikke til at blive brugt, da ukrudtet vokser lystigt på fortovet udenfor (der også her er hævet over gadens niveau).

Vandløbet La Marrana, som også fungerer som dræningskanal, munder ud i Tiberen ud for denne ejendom og derfor et lille stykke sydligere end det mere kendte udløb for den store Cloaca Maxima, hvis murede udløbsbue kan ses i flodbrinken.

Da Tiberens vandstand kan variere betydeligt efter årstid og nedbør - og også gennem århundrederne har forårsaget ikke så få oversvømmelser af de lavtliggende områder - er det nødvendigt nøje at kontrollere og regulere vandløbets udløb og sikre at der ikke ved højvande i stedet løber flodvand ind i drænrøret. Et kompliceret system af vandtætte skotter og opsamlingscisterner i flere størrelser og højder, samt sluseporte der styres af elektriske motorer eller løftestænger, er opbygget inde i huset og i dettes kældre.

 

Litteratur om Edificio di Chiusa della Marrana:
Angeli, Fabrizio Alessio e Elisabetta Berti: Nascita di un fiume: La Marana. - Roma, Associazione Culturale SestoAcuto, 2007.
Annoscia, Giorgia Maria: Fonti e strutture per la conoscenza del sistema idrico di Roma nel Medioevo. - Roma: Aracne editrice, 2007. - (A10, 286).
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 25.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 og 29 - NB:før de nyeste fund !
RomArcheologica : Guida alle antichità della città eterna. - Roma : Elio de Rosa editore.
- Itinerario 23-24: Il territorio & la storia dell'antica Roma. - 2004. --- side 6-7.
Info.roma.it: Edificio di chiusa della marana. -

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 4.8.2025