ANNAS ROM GUIDE
Gli Scolopi - religiøs orden

Denne religiøse orden, der egentlig hedder Congregazione dei Chierici Regolari delle Scuole Pie, eller ligefrem Congregazione dei Chierici Regolari Poveri della Madre di Dio delle Scuole Pie eller blot: I Poveri della Madre di Dio, kaldes oftest Gli Scolopi, et folkeligt ord dannet af udtrykket "Scuole pie" ("De fromme Skoler"), eller I Piaristi.

Ordenes formål er uddannelse og opdragelse af børn og unge og især de fattige børn forsøger Ordenen at hjælpe til en god uddannelse.

Ordenen er grundlagt i 1597 af den spanske præst Giuseppe Calasanzio, der var kommet til Rom som lærer for Kardinal Marcantonio Colonna's nevø. Den store fattigdom og mangel på uddannelse blandt befolkningen vakte Giuseppes medfølelse og han blev medlem af et religiøst broderskab med det formål at samle de forladte og forældreløse gadebørn og give dem husly, kærlig opdragelse og undervisning, så de kunne vokse op som harmoniske og gudsfrygtige mennesker.

Præsten Antonio Brendani ved Kirken Santa Dorotea in Trastevere stillede 2 rum til rådighed for projektet og sammen med et par andre præster begyndte de undervisningen, da de i 1597 på denne måde åbnede den første gratis "folkeskole" i Europa.

Projektet fik stor interesse og voksede hurtigt. Pave Clemens VIII gav tilsagn om et årligt tilskud til sagen og mange interesserede undervisere meldte sig til at hjælpe med at undervise de efterhånden op mod tusinde børn, som man havde samlet.

Det fælles projekt medførte, at Giuseppe Calasanzio i 1602 lejede et hus i nærheden af Sant'Andrea della Valle, hvor han og hans hjælpere flyttede ind i et munkelignende fællesliv og heraf opstod den nye Orden, som i 1617 blev officielt organiseret som Congregazione dei Chierici Regolari Poveri della Madre di Dio delle Scuole Pie med et særligt løfte (ud over de 3 almindelige munkeløfter: kyskhed, fattigdom og lydighed) om at bekæmpe analfabetisme og uvidenhed, samt at undervise og oplyse unge mennesker om tro og fromhed.

San Giuseppe Calasanzio udbyggede sit skolesystem med både underskole og mellemskole og snart blev der oprettet sådanne skoler andre steder i Italien samt i Spanien, Tyskland og Polen.

Den megen fremgang og gunst, som Giuseppe Calasanzio og hans projekt nød, kunne ikke undgå at skabe misundelse og modgang og Ordenen blev på et tidspunkt degraderet til blot at have rang af et lægbroderskab.

Ordenen blev dog senere genetableret og har nu ca. 1400 medlemmer fordelt i 32 lande, hvor de driver undervisning og offentlige skoler på forskellige niveau'er. I Rom findes der idag kun 2: Collegio Nazareno på Largo del Nazareno nr.25. Skolen siges at være grundlagt af Giuseppe Calasanzio selv og rummer idag gymnasium med forskellige retninger. Desuden findes der Istituto Calasanzio i Viale Cortina d'Ampezzo nr.256. Den består af børnehave, folkeskole, mellemskole og gymnasium.

Gli Scolopi's navn er på latin: Ordo Clericorum Regularium Pauperum Matris Dei Scholarum Piarum og medlemmerne bruger at sætte et "S.P." eller et "Sch.P." efter deres navne som tegn på deres tilhørsforhold.

Ordnenes hovedkvarter i Rom er: Curia generalizia degli Scolopi på Piazza de' Massimi nr.4.

Litteratur om Gli Scolopi:
Cerinotti, Angela: Atlante della storia della Chiesa: Santi e beati di ieri e di oggi. Demetra, 1. edizione, 1999.
- side 235.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 205.
Pierrard, Pierre: Dizionario dei nomi e dei santi. Gremese editore, 2003.
- side 121.
Sicari, Giovanni: reliquie Insigni e "Corpi Santi" a Roma. Monografie Romane no. 12. A cura dell'Alma Roma, 1998.
- side 75f.
Catholic Encyclopedia: St. Joseph Calasanctius.
Santi e Beati: San Giuseppe Calasanzio.
General Curia of the Piarist Fathers.


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 1.10.2007