ANNAS ROM GUIDE
Opera di Sant'Eufemia

I 1595 havde 2 romerske sognepræster, don Giovanni Battista Bellobono og don Paolo Ciccio, oprettet et nyt broderskab med det formål at tage sig af forældreløse og fattige pigebørn, de såkaldte "zitelle sperse". Broderskabet kaldes "Opera di Sant'Eufemia" og det godkendtes af Pave Clemens VIII samme år.

Til arbejdet med de unge piger havde broderskabet brug for egnede lokaler til et børnehjem og skole og til lokaler for de personer, som deltog i arbejdet. Ved et dekret af 3. November 1596 overlod Kardinal Gerolamo Rusticucci derfor den gamle Kirke San Bernardino al Foro Traiano med det tilhørende Kloster til dette formål. Kirken blev nu viet til Santa Eufemia og dens navn blev herefter Santa Eufemia al Foro Traiano. Klosteret kom derimod i folkemunde til at bære navnet "Conservatorio delle zitelle sperse" ("Børnehjem for de forsmåede (ugifte) piger").

I 1812 blev hele komplekset revet ned, da man fritlagde ruinerne af Trajans Forum, og de unge piger blev først overflyttet til lokaler ved Kirken Santa Caterina dei Funari og derpå til andre lokaler i Klosteret ved Sant'Ambrogio alla Massima. Dette blev dog heller ikke deres blivende hjem. De forflyttedes nu til lokaler ved Kirken San Paolo Primo Eremita og til sidst i 1848 flyttedes de til en bygning i Via Alessandrina nr.104 i nærheden af Kirken Sant'Urbano.

I 1868 blev arbejdet med de unge piger og "Opera di Sant'Eufemia" lagt ind under nonnerne "Le Suore del Preziosissimo Sangue".

I 1933 blev både Kirken Sant'Urbano og børnehjemmet Conservatorio delle Zitelle Sperse revet ned, da Via dei Fori Imperiali blev anlagt. Børnehjemmet blev derpå flyttet til de lokaler i Via Guattani nr.17, som de stadig bebor.

Litteratur om Opera di Sant'Eufemia:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 3: side 10.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 60.
Roma Sacra. Elio de Rosa editore. Itinerario 30, 2005.
- side 2.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.11.2005