Guillaume d'Estouteville var født i 1403 i en fornem familie i Normandiet i Frankrig som søn af Jean d'Estouteville og Marguerite d'Harcourt. Han var muligvis i familie med den omkring 1380 fødte Regnault de Chartres, der blev Kardinal i 1439; da denne ifølge nogle skulle være søn af en Jeanne d'Estouteville. Ifølge Gill (se litt.note nedenfor) var Guillaume d'Estouteville også i slægt med den næsten jævnaldrende Kardinal Alain de Coëtivy. Andre slægtforbindelser var til de kongelige familier Valois og Plantagenet.

Guillaume d'Estouteville's våben er delt i to på langs. Hver side har en række striber, der er skiftevis røde og gule eller røde og hvide/sorte. I øverste felt til venstre og nederste felt til højre sidder to gyldne, springende løver og i midten er der et mindre våbenskjold med 3 gyldne franske liljer på blå baggrund. En rød skråstreg går diagonalt henover liljerne fra øverste venstre hjørne til nederst på højre side. (se billeder heraf).

Guillaume var bestemt for en karriere indenfor Kirken og han gik derfor ind i Benediktiner-Ordenen i Klosteret Saint-Martin-des-Champs i Paris. Han studerede jura og fik en doktorgrad heri. Senere blev han Prior i samme Kloster og Ærkediakon af Angers.

I 1439 blev Guillaume udnævnt til Biskop i Angers og senere samme år til Biskop i Digne. Han tog herefter til Italien og blev bispeviet i Firenze i 1440, muligvis af Pave Eugen IV.

I Rom kaldtes han Guglielmo, men efter at han blev udnævnt til Kardinal-Præst ved Kirken Santi Silvestro e Martino ai Monti i 1439-1440, kaldtes han blot Kardinal d'Estouteville eller Cardinale di Roano efter den franske by Rouen, hvor han i 1453 blev Ærkebiskop. Året før havde Pave Nikolaus V pålagt ham at genåbne processen, der i 1431 havde dømt Jeanne d'Arc til bålet. Sagen endte med at man annullerede den tidligere dom.

Kardinal d'Estouteville opholdt sig ved den romerske Curia i hvert fald i 1440, 1442, 1447 og 1453, samtidig med at han var Administrator for forskellige områder i Frankrig.

I 1443 blev Guillaume d'Estouteville Ærke-Præst ved Kirken Santa Maria Maggiore og her sørgede han for at Kirkens klokketårn, der var påbegyndt i 1375-1376 under Pave Gregor XI, blev færdigbygget. Man kan se Kardinalens våbenskjold på siden ud mod Piazza di Santa Maria Maggiore. Kardinalen lod også Kirkens lille Cappella di San Michele udvide og udsmykke, og som sponsor for dette havde han ret til at blive begravet her. Det er muligt, at han i midten af 1460'erne havde det i tankerne, men senere skiftede han mening. Kardinalen måtte også i 1463 sørge for nye huse til Kirkens kanniker, da den bygning til højre for Kirken, der tidligere husede dem, blev revet ned for at man kunne omlægge pladsen omkring Kirken.

Kardinal d'Estouteville var flere gange Camerlengo ved Kardinal-Kollegiet og han nåede at deltage i ikke mindre end 4 pavevalg, nemlig konklavet i 1447, hvor Nikolaus V blev valgt, (men han deltog ikke i konklavet i 1455, hvor Calixtus III blev Pave), konklavet i 1458, hvor Pius II blev valgt, konklavet i 1464, der resulterede i valget af Paul II og endelig konklavet i 1471, hvor Sixtus IV blev Pave. I to af konklaverne, nemlig i 1458 og 1464, deltog også Guillaume's landsmand, Kardinal Alain de Coëtivy.

Ved disse lejligheder opholdt Kardinalen sig i Rom, men i perioder ind imellem var han i Frankrig, hvor han passede sine forskellige embeder, og på rejser som Pavelig Legat.

Men i 1440'erne blev Rom Kardinalens hjemsted og han engagerede sig i byen, dens trivsel og dens udvikling, og lod for eksempel i 1477 det store onsdagsmarked, som afholdtes nedenfor Capitol, flytte ud til Piazza Navona. I sin egenskab af Camerlengo måtte d'Estouteville også styre renoveringen af byens gader, og Via Recta (nutidens Piazza di Tor Sanguigna og Via dei Coronari) blev for eksempel blev repareret og antagelig ligefrem rettet ud fra et tidligere mere snoet forløb, ligesom pladserne omkring kirkerne Sant'Apollinare og Sant'Agostino blev nyanlagt. Desuden påbegyndte han tilretningen af Via della Scrofa mellem Via Recta og Via della Campana i forbindelse med ombygningen af Convento degli Agostiniani (ved Kirken Sant'Agostino). Kardinalens opgave var at være "formand" for "magistri viarum", de af Roms indbyggere valgte repræsentanter, der skulle tage sig af gader, veje og trafik. Blandt disse var Domenico Porcari og Nardo Boccapaduli fra nogle af Roms gamle og velrenommerede familier. "Formandsfunktionen" gav Kardinalen en enorm magt over byudviklingen, hvor han både handlede på eget initiativ og førte Pavens idéer ud i livet. Funktionen overgik efter hans død til Kardinal Raffaele Riario.

I 1480 havde Kardinal d'Estouteville overopsynet med byggearbejdet i Borgo-kvarteret og han bekostede tagdækningen af sideskibene i Kirken Santa Maria Maggiore og udsmykningen af Kirken San Luigi dei Francesci, ligesom han lod Kirken Sant'Agostino genopbygge i 1479, sammen med det tilknyttede Kloster for Augustiner-Ordenen, for hvilken han var beskytter. På Kirkens facade er der et bånd med en mindeindskrift herom. Det var også i denne Kirke, at han ønskede at blive begravet, men man kender ikke det nøjagtige sted. Og Kirken var knap nok færdigbygget, da Kardinalen døde i 1483, ligesom gravmælet givetvis slet ikke har været klart til brug. Det er idag uklart, om der nogensinde blev bygget et sådant monument.

I 1481 kunne Kardinalen bortgifte sin uægteskabelige datter Margherita, kaldet Margherita Tuttavilla, til Mario Massimo af den gamle romerske Massimo-familie. Guillaume var desuden fader til to uægteskabelige sønner, Agostino og Girolamo, som han havde fået sammen med sin samleverske Girolama Tosti. Familien boede i Kardinalens palæ på Piazza Sant'Apollinare, Palazzo di Sant'Apollinare. D'Estouteville havde omkring 1465 ladet en tidligere bygning på stedet udvide og ombygge, så han kunne bo standsmæssigt. Familien talte også datteren Giulia, som blev gift med en søn af notaren Camillo Beneimbene, der senere udfærdigede et testamente for Kardinalen. Men familierelationerne var måske ikke helt gode, for da Kardinalen i begyndelsen af Januar 1483 lå alvorligt syg og svækket i sit hjem, sneg en kannik fra Laterankirken, en vis Bernardo de' Massimi der var onkel til Kardinalens svigersøn, sig til at fjerne forskelligt sølvtøj, som man vurderede var 30.000 dukater værd!

I det hele taget var Kardinal d'Estouteville en meget rig mand. Men han var også en belæst mand og i sit hjem havde han et rigt bibliotek, som efter hans død blev delt mellem Vatikanet, der modtog de mest kostbare bøger, og Sant'Agostino-Klosteret, der fik de mindre værdifulde, uindbundne værker.

Kardinal Guillaume d'Estouteville døde den 22. Januar 1483 i Rom. I sit testamente ønskede han - som ovenfor nævnt - at blive begravet i Sant'Agostino. Dog med den tilføjelse, at hans hjerte skulle udtages og bringes til Frankrig og begraves i Domkirken i Rouen.

Desværre gik det ikke helt, som Kardinalen havde forestillet sig. På vej til begravelsen, der fandt sted den 23. Januar, kom det til håndgemæng mellem Augustinermunkene fra Sant'Agostino og kannikerne fra Santa Maria Maggiore, idet begge parter mente at have ret til at begrave deres velynder og beskytter. Nogle benyttede sig af tumulterne til at fjerne de kostbare ringe fra den afdøde! Også bispehuen og måske nogle af de kostbare klæder, som liget var svøbt i, blev stjålet!

Det hændte desværre ikke så sjældent, at sådanne tyverier forekom, når Paver og højtstående gejstlige døde. Men Gill (se litt.note nedenfor) mener, at d'Estouteville måske selv havde nogen skyld i misèren, da han tilsyneladende aldrig meldte klart ud, hvor han ville begraves. Det lader til, at han med vilje lod de forskellige parter tro, at han ville vælge deres kirke, og han betjente sig mulgvis også af forskellige notarer til sine testamenter igennem årernes løb. Kardinalen var jo meget rig og det var derfor af stor betydning, hvem han ville betænke efter sin død. Også selve Pavestolen havde en interesse heri.

Det lykkedes til sidst Augustiner-munkene at få Kardinalens lig bragt til deres kirke, hvor det lå på lit-de-parade til den 24. Januar, hvor begravelsen foregik og den senere Ordens-General Silvestro da Bagnorea holdt ligprædikenen. Gill (se litt.note nedenfor) nævner en hel række betalinger af forskellige artikler, som har været brugt i disse dage: lys, stof, fakler, tømmer, svampe og deslige. Lignende betalinger i de efterfølgende 14 år tolker Gill som tegn på, at Kardinalen har fået et midlertidigt monument i Kirken, men stedet for et sådant er stadig ikke kendt.

Den 6. Marts blev Kardinal d'Estouteville's hjerte anbragt i en kiste og dækket med et sort klæde med et kors. Munkene i Sant'Agostino afholdt en stor messe og derefter blev kisten lastet på et æsel, og i en procession anført af bikopper til hest blev det derefter bragt til Frankrig for at blive begravet i Domkirken i Rouen den 12. April 1483. Heller ikke gravmælet i denne kirke er bevaret til idag.

 

 

Litteratur og links om Kardinal Guillaume d'Estouteville:
Gill, Meredith J.: Death and the Cardinal : The Two Bodies of Guillaume d'Estouteville. i: Renaissance Quarterly, Vol.54 no.2 (Summer, 2001), pp. 347-388. Published by The University of Chicago Press. (Stable URL: http://www.jstor.org/pss/3176781)
Pinelli, Antonio: Roma del Rinascimento. Editori Laterza, 2001.
- side xxii, 137, 139, 277, 281, 351.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 129, 130, 156, 157, 164, 177, 178, 182, 183, 184, 185, 187, 203.
Verdi, Orietta: Maestri di edifici e di strade a Roma nel Secolo XV: fonti e problemi. Roma, Roma nel Rinascimento, 1997. (RR inedita, 14).
- side 69, 70, 71, 73, 83, 134.
Miranda, Salvador: Cardinals of the Holy Roman Church: d'Estouteville, Guillaume d'.
Araldica Vaticana: Estouteville, Guglielmo.
Araldica Vaticana: d'Estouteville, Guglielmo (våben og portræt).
Wikipedia: Guillaume d'Estouteville (engelsk tekst).
Wikipedia: Guillaume d'Estouteville (fransk tekst).
Wikipedia: Guillaume d'Estouteville (italiensk tekst).