ANNAS ROM GUIDE
Amedeo VI di Savoia, kaldet "Il Conte Verde"

1334-1383

Han kaldtes "Conte Verde", "den Grønne Greve", men hans egentlige navn var Amedeo, født i adelsslægten Savoia, grever af Savoyen, som den 6. bærer af Amedeo-navnet, søn af Aimone (1329-1343), sønnesøn af Amedeo V (1285-1323) og oldebarn af Tommaso II (en yngre bror til Amedeo IV), som døde i 1259.

Slægten gik tilbage til begyndelsen af 1000-tallet og den første Amedeo levede omkring 1048 til 1051. Det var fra dennes bror Oddone og gennem Oddones yngste søn Amedeo II, at navnet gik i arv til Amedeo VI, som blev født den 4. Januar 1334 i byen Chambéry i det østfranske område Savoyen (det franske departement Savoie).

Sit tilnavn fik den unge Amedeo efter den grønne farve, som han benyttede i sit banner og til sin rustning ved de mange turneringer, som tidens unge mænd deltog i.

I 1343 arvede Amedeo VI trone og titel efter sin faders død. Han var da kun 9 år gammel og regerede i begyndelsen sammen med sine rådgivere, men efter 1348 overtog han selv ansvaret.

Han blev gift med Bona di Borbone og viste sig at være en dygtig politiker, regent og hærfører, som det fremgik af hans indsats i kampene mod tyrkerne og bulgarerne i årene 1366-1367.

I 1364 grundlagde Amedeo VI en ridderorden, der senere fik navnet "Ordine della Santissima Annunziata". På dette tidspunkt var han ved at at afskibe sig til kamp i Østen. I håbet om en lykkelig udgang af disse kampe oprettede han det såkaldte "Compagnia del Collare", som antagelig kun var beregnet til at vare, mens krigen stod, og derpå at opløses efter dennes - forhåbentlig heldige - afslutning. Men i 1383 ophøjedes denne midlertidige sammenslutning til at være en kongelig orden. Det var dog en langsommelig proces, som først afsluttedes i 1409, da Amedeo VIII offentliggjorde ordenens første statutter.

Den oprindelige Ordine del Collare bestod af 15 riddere og kong Amedeo VI selv. Den havde sæde i karteuserklosteret Pierre Châtel i Bugey, hvor 15 munke skulle sørge for at bede for den guddommelige beskyttelse af ridderne og for det lykkelige udfald af kampene.

På Ordenens emblem stod Amedeo VI's motto "FERT". Der er flere fokrlaringer på dette ord. Det står måske for: "Fortitudo eius Rhodum tenuit", hvilket hentyder til Grev Amedeo V af Savoia, som i 1310 ifølge familielegenden befriede Rhodos fra arabiske angreb, selvom det er historisk bevist, at han slet ikke deltog i denne krig! Eller det er måske bydemåde af verbet "ferre", som også kan betyde "at udholde" (genvordigheder og modstand). Delli (se litt.note forneden) foreslår denne tolkning. (På et hus i Via Merulana ved Largo Leopardi kan man idag se Savoia-familiens våben med dette motto).

I 1382 var Amedeo VI med i Louis I af Anjou's følge under en ekspedition mod Napoli, da han blev offer for en epidemi, som hærgede blandt soldaterne. Det blev hans endeligt, han døde i 1383 i Campobasso i Syditalien.

Amedeo VI blev efterfulgt af sønnen Amedeo VII, som til forskel fra sin far foretrak den røde farve og derfor kaldtes "Il Conte Rosso", "den Røde Greve".

I Rom mindes Amedeo VI i gaden Via Conte VerdeEsquilinhøjen.


Litteratur om Amedeo VI di Savoia, Conte Verde:
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 312.
I Savoia : i secoli d'oro di una dinastia europea / a cura di Walter Barberis. - Torino : Giulio Einaudi editore, 2007. (Biblioteca di cultura storica, 260).
- side 96, 97, 114, 139.
Italiamedievale.org: Amedeo VI, il Conte Verde.
Treccani: Amedèo VI conte di Savoia, detto il Conte Verde.
Wikipedia: Amedeus VI, Count of Savoy (engelsk tekst).
Wikipedia: Amédée VI de Savoie (fransk tekst).
Wikipedia: Amedeo VI di Savoia (italiensk tekst).
Wikipedia: Amadeus VI (Savoyen) (tysk tekst).
Wikipedia: FERT (engelsk tekst).
Wikipedia: FERT (italiensk tekst).


Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Årstal og kronologi
Bykort
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 29.7.2012