ANNAS ROM GUIDE
Giacomo Cortese også kaldet "Giacomo Borgognone" - fransk maler og tegner

1621-1676


Den franskfødte maler, tegner og raderer Jacques Courtois kaldtes i Italien for Giacomo Cortese eller for nemheds skyld "Giacomo Borgognone" ("Giacomo fra Bourgogne") eller blot "Il Borgognone" ligesom sin broder Guillaume.

Han var født i Hippolyte/Doubs i Frankrig den 12.2.1621 som søn af maleren Jean-Pierre Courtois og blev i starten undervist af sin fader. I 1636 drog han imidlertid hjemmefra sammen med sine to brødre Jean-Francois og Guillaume Courtois og rejste til Italien, hvor de kaldte sig henholdsvis Giovanni Francesco, Giacomo og Guglielmo Cortese.

Først opholdt de unge mænd sig i Milano i tre år. Giacomo malede især landskaber og kampscener og kaldes derfor af og til "Giacomo Borgognone delle Battaglie" (ordet "battaglia" betyder kamp, slag). Herefter fortsatte brødrene rejsen mod syd med ophold i Bologna, Firenze og Siena, indtil de i 1639/40 kom til Rom, hvor de snart fik arbejde med at udsmykke Klosteret ved Kirken Santa Croce in Gerusalemme.

Senere fik Giacomo også andre opgaver hos de romerske adelsfamilier, som efterspurgte hans landskabsbilleder og malerier med kampscener.

I 1647 blev Giacomo gift med Maria Vaiani, der var datter af en maler fra Firenze og muligvis også selv malede. Men ægteskabet gik ikke godt og i 1651-52 rejste Giacomo til Siena uden sin hustru. I 1653 vendte han dog tilbage til Rom og forsøgte en forsoning, men Maria Vaiani døde i 1654 og dødsfaldet tog så hårdt på Giacomo, at han atter rejste væk fra Rom.

I en årrække rejste han rundt i Norditalien og en tid rejste han sammen med broderen Giovanni Francesco til deres fødeby i Frankrig, hvor de solgte faderens hus og lod bygge en lille kirke for nonnerne af Ursula-Ordenen, i hvilken deres søstre var indtrådt.

I 1657 var Giacomo igen i Rom, hvor han fik til opgave at udsmykke Jesuiternes novicebygning i tilknytning til Kirken Sant'Andrea al Quirinale. Giacomo følte sig så tiltrukket af Jesuiterne, at han selv søgte om optagelse i Ordenen, der fortsatte med at give ham udsmykningsopgaver.


Af Giacomo Cortese "Borgognone"'s værker i Rom kender vi:

Fra 1657 malerier i Jesuiternes novicebygning i tilknytning til Kirken Sant'Andrea al Quirinale.

1658: malerier i Collegio Romano i Cappella Prima Primaria: Rebecca, Giuditta, Abigale m.fl.

1661: i Casa Professa del Gesù: La vita di Sant'Ignazio.

Desuden nogle fresker i Kirken San Marco.

Giacomo Cortese døde den 14. november 1676 i Rom.


Litteratur om Giacomo Cortese:
Allgemeines Künstlerlexikon. München, Saur, 1992-.

Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Fotogalleri
Bykort
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 6.6.2005 og sidst opdateret d.30.7.2005