|
|
|
Ecclesia ex Gentibus |
|
De personer, som tidligere dyrkede de hedenske guder og nu omvendte sig til troen på Jesus Kristus, betegnedes som "hedningekristne". Den første kristne menighed ledet af Apostelen Peter og Jesu broder Jakob opstod i Jerusalem og bestod af omvendte jøder, de såkaldte "jødekristne", men andre apostle drog til andre dele af Romerriget for at udbrede den kristne lære blandt hedningene der og disse nye kristne kaldtes derfor "hedningekristne". Der opstod dog hurtigt en konflikt mellem de jødekristne og de hedningekristne om, hvilke regler og ritualer, der skulle overholdes. De jødekristne ønskede at bevare visse skikke fra Jødedommen, idet de stadig gik ind for omskærelse af drengebørnene, overholdelse af sabbaten og de forskellige regler om rent og urent, og de mest fanatiske mente desuden, at man kun kunne være kristen, hvis man var jødisk. Efter Jerusalems fald mistede den jødiske menighed sin førerrolle og Kristendommens tyngdepunkt flyttedes til andre byer som Antiochia, Efesos og Rom. Med flere og flere hedningekristne i Kirken måtte deres synspunkt få overvægt og i 200-tallet blev de fanatiske jødekristne fordømt som kættere. Ikke desto mindre er Den Jødekristne Kirke en af de 2 dele, som udgør Den Kristne Kirke, og den fremstilles ofte i billedkunsten, i de tidlige kirkers mosaikker, sammen med Den Hedningekristne Kirke, begge personificeret som kvinder med forskellige attributter. Eksempler på disse fremstillinger kan ses i Kirken Santa Pudenziana's apsismosaik og den store mosaik på indgangsvæggens inderside i Kirken Santa Sabina på Aventinhøjen.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|