Den Gregorianske Kalender

I 1500-tallet var den gamle "Julianske Kalender", indført af Julius Cæsar i år 46 før Kristus, blevet så upræcis, at det efterhånden var bydende nødvendigt med en reform. Det blev Pave Gregor XIII (1572-1585), der endelig i 1582 tog det store skridt og nedsatte en kommission til udarbejdelse af en ny kalender, som kaldes "den gregorianske" efter ham. Kommissionen, hvori også deltog Kardinal Guglielmo Sirleto, lededes af astronomen og domenikanermunken Egnatio Danti og det blev et forslag af Luigi Lilio fra Calabria, som man enedes om at sætte i værk.

For at kalenderen skulle passe til de faktiske forhold, blev det nødvendigt at springe 10 dage over, således at fredag den 4. oktober 1582 blev efterfulgt af lørdag den 15. oktober. På denne måde bragtes forårsjævndøgn til atter at falde den 21. marts, hvor det ellers langsomt havde flyttet sig til den 11. marts - og dette var mod beslutningen på Koncilet i Nikæa, der i 325 havde fastsat forårsjævndøgnet til den 21. marts. Desuden vedtog man, at der på 400 år kun skulle indsættes 97 skuddage, således at de år, der ender på 00 og ikke er delelige med 400, ikke får nogen skuddag.

Trods det generelle problem med den gamle kalenders unøjagtigheder, var det i starten kun de italienske fyrster, der indførte den nye kalender, som affødte megen kritik og mistro i den øvrige verden. I december fulgte dog de katolske dele af Tyskland og Schweiz og i 1586-87 indførtes den også i Polen og Ungarn. I 1610 skete det i Preussen, men først i år 1700 gik de protestantiske lande med til at ændre deres kalender. I Danmark indførtes den også i 1700 af Ole Rømer (her efterfulgtes den 18. februar af den 1. marts). I England og Amerika skete det derimod først i 1752 og i Rusland først i 1918!

Den megen kritik gjorde, at Kirken følte det nødvendigt at opsætte store meridianer, der kunne måle solens gang og sammen med andre observationer bestemme breddegradder, jævndøgn og solhverv og således kontrollere Luigi Lilio's beregninger fra 1582. De to store meridianer i Kirken San Petronio i Bologna (1653) og i Santa Maria degli Angeli i Rom (1702) er anlagt med dette som hovedformålet.

Når kalenderen var så vigtig for den katolske kirke, skyldes det problemet med at udregne tidspunktet for Påsken, som Koncilet i Nikæa i år 325 på Kejser Constantin's foranledning havde vedtaget skulle fejres på den søndag, der fulgte efter den fuldmåne, som fulgte efter forårsjævndøgn.

Den Gregorianske Kalender bruges stadig, den er dog heller ikke helt nøjagtig, idet et "Gregoriansk år" er næsten 26 sekunder længere end "solåret" og tiden derfor allerede er næsten 3 timer foran den "rigtige" soltid. I løbet af 3.571 år skulle denne unøjagtighed løbe op til en hel dag, så en gang i fremtiden skal vor kalender atter justeres.